Udbrud af fugleinfluenza i østjysk hønsebesætning

En hønsebesætning ved Randers med 25.000 dyr bliver aflivet, fordi den er ramt af den alvorlige fugleinfluenza H5N8. Udbruddet betyder stop for eksport af fjerkræ og æg til lande uden for EU i mindst tre måneder.

Prøver fra Statens Serum Institut viser mandag eftermiddag, at en hønsebesætning i Tustrup ved Randers er ramt af den smitsomme fugleinfluenza H5N8. Udbruddet kommer efter en uge, hvor der er fundet fugleinfluenza i vilde fugle på spredte lokaliteter fra den tyske grænse i syd til Aalborg i nord.

– Et udbrud af fugleinfluenza i tambesætninger er særdeles alvorlig for besætningen og en trussel for alle ejere af fjerkræbesætninger, for sygdommen har en høj dødelighed, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsens, John Larsen.

Fødevarestyrelsen vil i samarbejde med Beredskabsstyrelsen stå for aflivningen af fjerkræbesætningen senere på ugen. Fødevarestyrelsen etablerer en 3 km zone rundt om den smittede farm, hvor alle fjerkræbesætninger bliver underlagt særlige restriktioner samt en 10 km zone med intensiv overvågning af vilde fugle og fjerkræbesætninger.

– Vi afliver den smittede besætning for at forebygge smittespredning, og opfordrer fjerkræavlere i hele landet til at tage alle nødvendige forholdsregler. Det er bl.a. vigtigt, at de beskytter deres fjerkræ mod vilde fugle med overdækning og tag, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsens, John Larsen.

Når Fødevarestyrelsen finder fugleinfluenza i en dansk besætning går der straks besked om udbruddet til bl.a. EU. Som følge af internationale aftaler stopper eksport af æg, fjerkræ og fjerkræprodukter til visse markeder uden for EU i mindst tre måneder. Handel med EU-landene kan fortsætte som hidtil.

Mens fugleinfluenza er meget alvorlig for fugle er der ikke rapporteret om smitte til mennesker med de typer fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i fugle i Europa, herunder H5N8.

I øjeblikket indsamles og testes fugle fra hele landet. Svar forventes løbende.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)