Mand dømt for flere voldelige overfald bl.a. på ældre borgere i Ringsted
Retten i Roskilde idømte i går torsdag en nu 26-årig mand fra Polen en ambulant psykiatrisk behandlingsdom med tilsyn af Kriminalforsorgen med mulighed for genindlæggelse som straf for flere voldelige overfald på bl.a. ældre kvinder i Ringsted i slutningen af august og starten af september måned sidste år. Polakken blev dømt for i alt otte voldelige overfald i tre politikredse, herunder vold mod fem tilfældige, kvindelige og helt op til 97 år gamle ofre i Ringsted, ligesom han blev dømt for overtrædelse af dyreværnsloven ved at have sparket et af ofrenes hund i Ringsted.
Dommen blev modtaget af den 26-årige, der siden anholdelsen den 11. september 2020 har været varetægtsfængslet i surrogat, således at han allerede under varetægtsfængslingen har modtaget den fornødne psykiatriske behandling. Retten bestemte tillige, at den dømte polak skulle forblive varetægtsfængslet efter domsafsigelsen, således at han efter fuldbyrdelse af dommen kan udsendes af Danmark snarest muligt, fordi dommen også omfattede en udvisning af Danmark med et indrejseforbud gældende i seks år fra udrejsetidspunktet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)