Sydøstjyllands Politi foretog den 23. november 2017 en ransagning af et lokalt pizzeria i Horsens. I forbindelse med ransagningen fandt politiet en mindre mængde kokain og hash, samt to telefoner, 4.450 kr. og papirer, der skulle vise sig at være narkoregnskaber. Politiet ransagede derefter straks pizzamandens bopæl, og gjorde her et usædvanligt fund.
Anklagerfuldmægtig Tobias Engby uddyber: ”På mandens adresse fandt politiet ca. 314.000 kr. i kontanter. Pengene lå sammenrullet i en skuffe og pakket ind i en natkjole i et klædeskab. Under retssagen benægtede den tiltalte, at pengene stammede fra narkotikahandel og forklarede, at pengene stammede fra en arv.”
Manden erkendte under retsmødet at have solgt narkotika i pizzeriaet. Han erkendte at have solgt ca. 70 gram kokain og 7,8 kg hash, men nægtede at det store pengebeløb havde noget med narkotika at gøre.
”Anklagemyndigheden var af den opfattelse, at pengene stammer fra handel med narkotika. Der var ikke bevis for hvor meget eller til hvem, han havde solgt for ca. 314.000 kr., men opbevaringsmåden, mandens indkomst og tidligere slag af narkotika taget i betragtning overbeviste dommerne.”
Retten i Horsens fandt manden skyldig i videresalg, samt at de i alt knap 320.000 kr. stammede fra handel med narkotika.
Manden blev idømt 2 års ubetinget fængsel, betinget udvisning af Danmark og pengene blev konfiskeret. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet efter dom indtil afsoning.
Den dømte tog sig efterfølgende 14 dages betænkningstid med hensyn til at anke dommen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)