Falske rengøringsfolk stjal penge og smykker fra ældre kvinde
En 88-årig kvinde blev i går udsat for tricktyveri i sit eget hjem på Sommersmindevej i Egå. Omkring kl. 13.00 ringede to udenlandske kvinder på den 88-åriges dør. Da hun lukkede op, viste de med fagter, at de var kommet for at gøre rent. Selv om den 88-årige forsøgte at forklare, at hun lige havde fået gjort rent, gik de to kvinder alligevel ind. De begyndte ivrigt at støve af i hele hjemmet og efter ca. 20 minutter, gik de igen. Da de var gået, opdagede kvinden, at der manglede nogle kontanter og flere smykker.
Kvinden har kun et sparsomt signalement af kvinderne. De beskrives som:
- Udenlandske, talte ikke dansk
- Den ene høj, den anden lav
- Iklædt sort tøj
Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke lukker fremmede ind, man ikke har en aftale med i forvejen. Lav evt. en kontrolopringning til det firma, vedkommende siger de kommer fra. Eller bed om at få forevist ID. Hvis du har den mindste mistanke til, at personerne ikke er dem, de udgiver sig for at være, så ring gerne til politiet med det samme.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)