Udlandet vil se danske dyr og natur på skærmen

Seerne i en lang række europæiske lande og Asien får nu muligheden for at se DR og Mastiffs store serie ’Vilde vidunderlige Danmark’, som DR viste i foråret.

JAN DOHRMANN

Danske tudser, ræve, mus, ugler og myrer er nu på vej ud til seere i store dele af verden. Udlandet viser nemlig enorm interesse for DR’s store natur- og dyreserie ’Vilde vidunderlige Danmark’, som blev vist på DR1 i april og maj i år som en del af DR’s naturtema i hele 2020.

Det står klart hos DR Salg, efter at afdelingen i midten af oktober slog et slag for naturserien på den internationale salgsmesse MIPCOM. Normalt bliver messen holdt i den sydfranske by Cannes, men på grund af coronasituationen foregik alt virtuelt denne gang.

Blandt de lande, der nu planlægger at vise ’Vilde vidunderlige Danmark’ er for eksempel Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig, Polen, Kroatien, de baltiske lande og Tjekkiet, ligesom naturserien er solgt til visning i hele Asien.

Hver episode i serien har fokus på et særligt levested for dyr – skoven, søer og vandløb, det åbne land, havet og kysterne samt byen. Det var skuespilleren Lars Mikkelsen, der som fortællerstemme satte scenen og guidede seerne gennem fortællingerne fra dyreriget, som fortsat kan ses på DRTV.

– Helt generelt er naturserier noget, som mange TV-stationer gerne vil sende i primetime – se bare på DR1, hvor tidspunktet fra klokken 19 til 20 hver lørdag og søndag er helliget naturprogrammer. Generelt bliver der ikke lavet så mange naturudsendelser Internationalt, da de ofte er svære og dyre at producere. Derfor er der ekstra opmærksomhed om, at DR og produktionsselskabet Mastiff har produceret en stor, spektakulær serie, forklarer Kim Christiansen, der er redaktør i DR Salg.

Let at forholde sig til

Ifølge ham er de udenlandske stationer interesseret i serien, fordi den er fremragende fortalt, og fordi ’Vilde vidunderlige Danmark’ føles nærværende for mange.

– Naturserien handler i høj grad om naturen tæt på os, og derfor er den let at forholde sig til. Samtidig er den på mange måder tidløs, så jeg håber og tror på, at vi kan sælge den i flere år fremover, siger han. Dokumentarredaktør Erling Groth fra DR Medier er stolt over, at udlandet nu får en unik indsigt i den danske natur og den skønhed, den har at byde på.

– Millioner af seere i hele verden vil nu kunne se, at det ikke bare er på Serengeti-sletten og i Amazonas’ dyb, at der er dyredramaer, men at den sorte sol ved Vadehavet og kronhjorte i brunst, der kæmper om hinderne, også kan byde på spektakulære syn og overraskende historier, siger han.

I næste uge – nemlig den 12., 13. og 14. november, får koncertgængere også mulighed for at få flere oplevelser med ’Vilde vidunderlige Danmark’. Det sker, når DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret ved tre koncerter i DR Koncerthuset hylder den danske natur i en storslået filmisk koncertbegivenhed, hvor billeder, lyd og musik smelter sammen.

Musikken er også – siden programmerne blev sendt i foråret – udkommet som digitalt album på en række streamingtjenester, dels i en dansk version og dels i en international version med titlen ’Wild and Wonderful Denmark’.

Det er fortsat muligt at se ’Vilde, vidunderlige Danmark’ på DRTV .

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)