Prædiken til 5 søndag efter påske

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Hør nu, Jakob, min tjener, Israel, som jeg har udvalgt. Dette siger Herren, som skabte dig, han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig: Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst? I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender? Es 44,1-8

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Rom 8,24-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Salmer

725 Det dufter lysegrønt

588 Herre gør mit liv til bøn

379 Der er en vej

164 Øjne I var lykkelige

257 Vaj nu (mel Laub)

Vi er Guds udvalgte, hellige og elskede

Patriarken, Jakob, som senere får navnet Israel – Jakob, som er Guds udvalgte tjener – var spinkel og kvindagtig. Esau, hans tvillingebror var kraftig og mandig. Jakob var helst hjemme og hjalp sin mor, Rebekka og Esau var helst på jagt og han var en dygtig jæger. Esau var den førstefødte. Han kom først ud af moders liv. Jakob lige efter. Derfor stod Esau, som den førstefødte, til at arve alt. En dag sælger han i et uopmærksomt øjeblik sin førstefødselsret til Jakob for en portion linsesuppe. Jakob glemmer det ikke og da tiden kommer klæder Jakob sig, på sin moders opfordring, ud som sin broder og narrer sin gamle far til at velsigne sig. Den velsignelse der skulle have været Esaus blev nu Jakobs. Jakob snød sig til den og Esau ringeagtede sin førstefødselsret ved at spøge med at sælge den for en skål suppe.

Efter bedraget må Jakob flygte. For Esau vil slå ham ihjel. Jakob flygter til sin morbror Laban. På vejen har Jakob en drøm i Betel. Han drømmer, at himlen åbner sig over ham og at Guds engle stiger op og ned over hans hoved på en stige. I drømmen taler Gud til ham. Hans fædres Gud. Jakob får nu det løfte, at han skal blive stamfar til en stor slægt og at alle jordens slægter skal velsignes i ham.

Hos Laban forelsker Jakob sig i sin kusine Rachel. Men før han kan gifte sig med hende må han arbejde 7 år for sin morbror. Da brylluppet skal stå klæder Laban Rachels søster Lea i brudetøjet, og fordi hun bærer slør opdager Jakob først, at han har giftet sig med den forkerte søster, da det er for sent. Nu må han arbejde 7 år mere for at få Rakel. Laban sætter Jakob til det usleste arbejde, prøver at snyde ham og er nærig med udbetaling af løn. Livet som ansat hos Laban er surt, og dog går Jakob hver dag til sit arbejde med en sang i sit hjerte, glad i forventningen om den løn, der venter. Ikke gods eller guld. Ikke ære og status. Ikke avancement eller magt. Men kærlighed –  Labans datter, Rakel var lønnen.

Da Jakob i sin tid var kommet til Laban og netop var ankommet til Labans landsby og havde sat sig på torvet ved brønden for at hvile, da mødtes hans blik af de smukkeste øjne, han havde set: Rakels øjne. Og da vaktes en kærlighed så stor og uudslukkelig, at intet fra det øjeblik var vigtigere end at forenes med den eneste, elskede Rakel. Fjorten år slavede Jakob for Laban, glad i visheden om, at han gjorde det – for at få hende. Og det var det værd; det var det rigeligt værd.

Men der var også en skyggeside af Jakobs kærlighed til Rakel. Han glemte Lea. Til gengæld fik Lea mange børn. Rakel fik i mange år ingen. Da hun endelig fik en dreng, Josef, blev han Jakobs yndlingssøn

Da kommer tiden hvor Jakob vil rejse hjem. Væk fra Laban. Han samler hustruer, børn og kvæg. På vejen må de gennem landet Edom, hvor Esau bor. Jakob sender sine børn og koner i forvejen og bliver selv alene tilbage. Mens han sidder der ene i mørket, kommer der en mand og begynder at kæmpe med ham. De kæmper til daggry og Jakob siger: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Manden taler endelig og han spørger: ”Hvad er dit navn?”  Jakob svarer: ”Jakob.” 

”Du skal ikke længere hedde Jakob. Du skal hedde Israel for du har kæmpet med Gud og mennesker og vundet”, siger manden. Da går det går op for Jakob, at det er Gud selv han har kæmpet med der. Det er jo betydningen af ordet ISRAEL.

Jakob som har snydt og bedraget hele sit liv. Som har kæmpet med sin broder og morbroder og som har forsømt sin ene hustru, får nu Guds velsignelse. Og måske ændrer det ham.

For da han næste dag får øje på Esau langt borte og da de to brødre nærmer sig hinanden og står overfor hinanden ansigt til ansigt, falder de hinanden om halsen og kysser hinanden og græder. Derefter skilles de to. Jakob slår sig ned i Betel. Det sted hvor han i sin tid sov under englestigen. Her føder Rakel sønnen Benjamin. Det bliver en hård fødsel og Rakel overlever ikke. Jakob begraver Rachel og hendes grav står i Betel den dag i dag.

Jakob har nu tolv sønner. Rakels søn, Josef er hans kæreste søn. De andre bliver naturligvis misundelige på Josef og en dag beslutter de sig for at skaffe sig af med ham. De sælger ham til slavehandlere og han ender som bekendt i Egypten, hvor han med tiden får en god stilling som Faraos nærmeste rådgiver. Men Jakob er sønderknust.  Han har mistet sin kæreste søn. Han genforenes som gammel med den kære Josef og hele familien slår sig ned i Egypten, hvor de ender som et slavefolk.

Det var Jakobs historie. Guds udvalgte i hvem alle slægter skal velsignes. Jakob fra hvem selveste Messias skal udgå. Jesus er jo Jakobs lyse stjerne, som Grundtvig jo kalder ham i en salme.

Alt i alt kan man vel ikke sige, at Guds udvalgte tjeners liv, var et efterstræbelsesværdigt liv? Selv små børn kan jo se, at Jakob er en atypisk helt, ja faktisk lidt af en skurk og hvordan kan han da være en patriark? Hvordan kan Guds folk bære hans navn? En bedragers navn? Hvordan kan han bære en messiansk forjættelse i sig? Hans vej gennem livet er langt fra den lige vej. Den er snarere snoet og fuld af fald. Fuld af omveje. Fuld af mislykkede forhold og foretagender.

Adskillige forsøg har der da også været – forsøg på at undskylde Jakobs bedrageriske karakter. Men det er nu engang betegnende for Det Gamle testamentes helte, at ingen af dem er perfekte. De lever et liv som et liv nu engang er. Jakob kæmper med tilværelsen. Han kæmper og han får velsignelsen og han ændrer sig. Lidt. Indtil han falder igen.  Kommer han i mål? Det kan man diskutere. Nøgternt set kunne man måske godt sige, at hans liv faktisk mislykkedes. Ikke desto mindre er han bærer af velsignelsen.

Sådan er det altså at være udvalgt og velsignet. At man har set himlen åben og engle vandre op og ned af en stige og kæmpet med Gud og vundet, betyder ikke at man ikke kommer på afveje og vildveje. Det betyder ikke, at man ikke må prøve forfra igen og igen. Det betyder heller ikke, at man nødvendigvis nogensinde kommer til at se resultatet af sin udvælgelse. For gør Jakob det? Han bliver forsonet med sin bror, han får sin søn igen. Men han kommer aldrig til at se resultatet af det løfte Gud giver ham: at han skal blive stamfar til et stort folk.

Det samme gælder den lille bange flok disciple Jesus taler til i evangeliet, vi lige hørte. De er udvalgt. De har i Jesus af Nazareth set Jakobs Gud ÅBENBARET. HAN skal være deres liv. Ham og ikke nogen anden.

Jesus er herliggjort i dem. Der var ellers ikke meget herligt ved dem. Vi husker nok, hvordan de alle svigtede ham, da det gjaldt. De var vel nærmest en ynkelig flok. Hver i sær ikke meget bedre end Jakob. Men alligevel er Jesus glad og taknemmelig for dem. Han beder for dem over for Gud og siger, at de har taget imod ham og hans ord. Det ved vi jo, at det gjorde de ikke. Ikke sådan helt ubetinget. Og slet ikke hele tiden. Mange gange svigtede tilliden til Ordet.

Vi ved også, at deres vej ikke bliver rosenrød og Peter kom i hvert fald ikke til at se den prægtige Peterskirke, der blev bygget til ære for ham. Ingen af dem kom til at se den rige og blomstrende kristne kultur, som efterhånden voksede ud af deres anstrengelser. Ingen af dem fik nogensinde set en katedral, et kloster, et bibliotek med teologisk litteratur, for ikke at tale om kristen musik og billedkunst. I stedet blev de jaget fra by til by og til sidst slået ihjel. Men de var udvalgte. Det vidste de.

Vi er så heldige, at vi står på skuldrene af dem. Vi er her fordi de var der og fordi Jesus bad for dem og gav dem den tjeneste at gå ud i alverden og gøre folkeslagene til hans disciple. Han gjorde dem til sine budbringere, selvom de i manges øjne mest lignede en ussel lille flok.

Derfor skal vi ikke fortvivle. For en ting har vi til fælles med kristne til alle tider, ja med Guds folk til alle tider: at vi skal ikke se hen til vores egen svaghed, men vi skal se hen til, at vi er Guds egne og at Gud har givet os til Sønnen for at han og ikke vi selv skal have magt over vores liv.

Så kan det godt være at vejen er lang og snoet og vi ikke kan se den for bare torne. Vi kan ikke se meningen med det hele. Vi kan ikke se resultaterne af vores anstrengelser. Vi kan ikke se en overordnet plan.

Men så vi skal hvile i, at vi er Guds udvalgte, hellige og elskede. At vi er givet til ham. At han har planer med os. At han har magten over vores liv.

Måske synes vi ikke, at vi kommer i mål. Måske ser vi i dette liv ikke meningen med det hele. Måske går det os som Jakob, der bedrog, måske som Esau der blev bedraget. Måske gik vi vild og måske måtte vi ud på mange omveje og rejse os igen og igen. Måske kom der tilsyneladende aldrig noget ud af anstrengelserne. Ikke noget vi kunne se.

Men vi ved, at Kristus er herliggjort i os og at vi derfor kan være med til at herliggøre hans navn her på jorden.  Det er det ene fornødne: at tage del den i kampen og strabadserne for det. At kæmpe for det der er sandt, godt og ret. At tage sin udvælgelse på sig og forsøge at gøre hans vilje. Kampens udkomme er ikke det afgørende, men det at tage del i den er.

Og så ved vi at:

”alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”

Amen