Ugens tabere: Biden og Irans mullaher

De seneste dages begivenheder i Mellemøsten har efterladt mindst to tabere, nemlig præsident Biden og det iranske præstestyre.

Dagen før Iran prøvede at ramme Israel med over 300 droner, krydsermissiler og ballistiske missiler, udtalte Biden, at det skulle mullaherne lade være med. ”Don’t”, sagde han, hvorefter Iran ”did”. Efter denne fiasko prøvede Biden at overtale den israelske regering til ikke at svare igen på det iranske angreb. Det faldt også for døve ører i Jerusalem, som i fredags angreb tæt på byen Isfahan og nogle af Irans vigtigste nukleare installationer og en større lufthavn.

Ingen – hverken venner eller fjender – tager Biden alvorligt, og USA’s internationale prestige synker som en sten i stille vand.

Hjemme i USA er Biden og hans demokratiske parti også i store vanskeligheder, efter at de i årevis har fundet sig i provokationer fra den yderste venstrefløj, som de betragtede som sikre støtter, der altid ville stemme på dem. Men nu må de opleve konstante demonstrationer af opgejlede unge, som beskylder Biden for at begå folkemord i Gaza, og hvis antisemitisme bliver stadigt mere skinger. Og som om det ikke var nok, kan jødehaderne mønstre flere demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus i skikkelse af den såkaldte ”squad” anført af skrigehalse som Ilhan Omar, Ayanna Pressley, Alexandria Ocasio-Cortez og Rashida Tlaib.

Vi må vente og se, hvordan det vil påvirke USA’s jødiske vælgere, som gennem årtier har været trofaste demokratiske støtter.

Man kan måske betegne det som en sejr, at Repræsentanternes Hus netop har vedtaget at forære Ukraine yderligere $61 milliarder i militærhjælp – oven i købet med betydelig støtte blandt de republikanske medlemmer. Det er imidlertid uklart, hvad de nye penge skal hjælpe andet end at holde krigen i gang. Selv de amerikanske mainstream-medier er begyndt at tvivle på, at Ukraine kan vinde, og nogle forudser, at landet bliver tvunget til at bøje sig for russiske krav inden udgangen af 2024. Hvis det sker, vil USA’s anseelse blive yderligere undergravet og Ruslands og Kinas tilsvarende styrket.

På taberlisten har vi også de brovtende mullaher i Teheran, som måtte lide den tort, at deres angreb på Israel slog aldeles fejl, idet Israel og dets allierede tilintetgjorde 99 pct. af de sprænghoveder, der var tiltænkt den jødiske stat. Smerteligt for Allahs mænd var det også, at ingen af de arabiske lande kom Iran til hjælp. Og i fredags demonstrerede Israel Irans militære svaghed ved med lethed at gennemtrænge iransk luftrum. Der var ikke tale om nogen massiv israelsk indsats, men beskeden var tydelig: Sammenlignet med den jødiske stat er Iran en militær dværg, som Israel kan bombe efter forgodtbefindende – særligt hvis det skulle blive nødvendigt at uskadeliggøre Irans kernevåbenprogram, og det har de israelske ledere forsikret, at de vil gøre.

Israel har nu vist, hvem der har bukserne på i Mellemøsten, og det vil givetvis gøre indtryk blandt landets arabiske naboer. For, som den eminente islamkender, Bernard Lewis, plejede at sige, har arabere det med at holde på den stærke hest, og det står nu klart, at den i hvert fald ikke står opstaldet i Teheran.