To lokale sejlere fra Klitmøller har fundet et uidentificeret fartøj på omkring 20 meter vand i farvandet sydvest for Hanstholm. Det kan være en ubåd.
To lokale sejlere fra Klitmøller har fundet et uidentificeret fartøj på omkring 20 meter vand i farvandet sydvest for Hanstholm.
Der er ifølge de to sejlere Andree Gothe og Preben Holler formentligt tale om et fartøj, der ligner en ubåd.
Fundet skete da de to sejlere skulle flytte den nye M/S CamFish fra Hanstholm Havn til Thisted Havn via Thyborøn Kanal.
– båden er udstyret med et avanceret sidescanner system, der er i stand til at vise 2-D og 3-D billeder af fx havbunden. Vi testede udstyret på turen, og observerede at vi sejlede forbi et usædvanligt stort vrag, men forventede at vraget var kendt, og undersøgte det derfor ikke nærmere, fortæller Andree Gothe.
Måske tale om uidentificeret ubåd
Efterfølgende har omfattende søgninger offentlige arkiver i Danmark og Tyskland, ikke kunnet kaste lys over, hvilket fartøj der er tale om.
– efterfølgende behandlede vi data fra side scanneren, og det viser et vrag på cirka 60 meters længde og knapt 7 meters bredde. Dataene viser også konturerne af fartøjet, der kunne være en ubåd, fortæller Preben Holler.
Efterfølgende har man haft erfarne vragdykkere nede ved fartøjet, idet lav sigtbarhed dog ikke kunne kaste et afgørende lys over fartøjets oprindelse, idenditet mv.
– dog afslørede dykningen, at der er tale om et fartøj uden koøjer og med en skrogtykkelse på cirka 35-40 mm. Det indikerer, at der ikke er tale om et normalt fartøj, konkluderer Preben Holler.
Fartøjets længde sammenholdt med bredden, skrogets tykkelse samt at der ikke findes koøjer eller spil på fartøjet giver sammen med scanningsbilleder en indikation af, at der kan være tale om en ubåd.
Hvad er der sket med mandskabet?
Men hvordan er ubåden havnet syd for Hanstholm med stævnen ind imod kysten. Det er et af de mysterier, som Andree Gothe og Preben Holler nu søger svar på.
– en mulighed kan være, at ubåden er kommet i vanskelligheder, ikke har kunnet nå normal havn, og derfor har søgt ind under kysten. Besætningen er gået i land, og har sænket ubåden for at slette alle spor. Besætningen er herefter forsvundet efter at være kommet på land, siger Andree Gothe.
Preben Holler er enig og supplerer:
– en anden mulighed kunne være, at besætningen efter kapitulationen har vurderet, at det var for farligt at søge tysk havn med en ubåd. Man har sænket ubåden og er gået i land, og har tilsluttet sig de øvrige tyske tropper, da de begav sig hjem, siger Preben Holler.
De to sejlere understreger dog, at der udelukkende er tale om gisninger.
– vi ved ikke, hvad der er sket, og er der nogle, der har viden, hører vi gerne om det, siger de to.
Hvad der skal ske med det uidentificerede fartøj, er endnu uklart.
– vi fortsætter undersøgelserne og søger de nødvendige tilladelser, og så må vi se, hvad der sker de kommende tid. I alt fald vil vi på ny lave en omfattende side scanning i 3-D i håb om, at vi kommer en løsning på mysteriet tættere , siger Andree Gothe og Preben Holler.
De to håber nu, at offentligheden kan være med til at kaste lys over mysteriet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)