UKVALIFICEREDE KVINDER HØRER IKKE HJEMME I DIREKTION OG BESTYRELSE

Så fik vi atter slæbt os gennem en 8. marts, kvindernes internationale klynkedag. I Danmark dominerer kvinder og kvindelige værdier nu samfundet. Damerne har sat sig på politik, den offentlige sektor, medierne og har tilkæmpet sig positiv særbehandling ved tildeling af forskningsbevillinger og besættelse af universitetsstillinger. I børnefamilierne sidder mor centralt i samtalekøkkenet, hvorfra hun ser alt, hører alt, ved alt og bestemmer alt. Kvindelige inklusionsværdier har tvunget samfundet til at kaste sin kærlighed på fri indvandring, regnbuebevægelsen, Black Lives Matter og Me Too-kampagnerne. Kvinderne mobiliserer uden modstand deres had til hvide mænd, der kastes i mediernes villige gabestok for at klappe en kvinde på rumpetten for 20 år siden. Som Mette Frederiksen har udtalt: ”I politik er det en stor fordel at være kvinde”.

Mer vil have mere. De moderne danske kvinder er ikke tilfredse med de opnåede resultater, men brugte den 8. marts til at besvære sig over samfundets diskrimination af kvinder, hvilket især viser sig ved de få kvinder, der sidder i danske direktioner og bestyrelser. Debatten i medierne samlede sig især om ’kulturen’ i virksomhederne, som åbenbart virker som et filter, der frasorterer dygtige kvinder til lederposterne til fordel for mindre dygtige mænd, sådan som det jo altid har været. Budskabet fra de sure amazoner er kvoter og en mere hårdhændet inklusion af kvindelige ledertalenter. Endvidere påstår de kvindelige debattører, at da kvinder er lige så veluddannede som mænd og tilmed bringer diversitet til bordet, er det fuldstændigt urimeligt, at der ikke er kønslighed på direktionsgangen, som stadig er mandsdomineret.

Den med ’kulturen’ må de længere ud på landet med. Hvis der er en arbejdsplads, der i generationer har været totalt domineret af maskuliner værdier, er det Folketinget. Det tog kun ambitiøse kvindelige politikere få årtier at vende Christiansborg på hovedet til den gennemfeminiserede arbejdsplads, folkestyret er i dag. Hertil kommer, at de mange støtter til kvindesagen i medier og politik ikke aner, hvad de taler om, da ingen af dem har kompetencer eller erfaring fra topstillinger og bestyrelser i større virksomheder. Journalister og politikere deler den opfattelse, at en virksomheds bestyrelse i reglen består af gamle hønisser, der søvnigt slæber sig igennem møderne og først vågner op til dåd, når den udsøgte bestyrelsesfrokost serveres ledsaget af ædle vine. Sådan spiller klaveret imidlertid ikke i konkurrencedygtige, danske virksomheder. Arbejdet i direktion og bestyrelse er et meritokrati, hvor der kun er plads til de bedst egnede uanset køn.

En kompetent direktør skal kunne trives og skabe resultater i et hårdt arbejdsmiljø, hvor han er klemt fra fire sider: han bliver mast oppefra af sin bestyrelse, nedefra af medarbejderne og fagbevægelsen, fra den ene side af samfund og medier og fra den anden side af konkurrenterne. Hvis man med disse arbejdsbetingelser ikke kan skabe profit og værdistigning til virksomheden og aktionærerne samtidig med, at man har overskud til at motivere og støtte sine medarbejdere, skal man ikke være topleder. Og man skal absolut heller ikke sidde i en bestyrelse. Det er netop forudsætningen for at deltage i virksomhedens vigtigste beslutningsforum, at man af egen erfaring ved, hvordan en direktion arbejder. Fødekæden ind i bestyrelseslokalet går således udelukkende gennem direktionskontoret. Det er her, at kvinderne hopper af karriereræset.

Kvinder vil gerne være ledere, men de vil ikke udelukkende være topchefer, hvis arbejde det jo er at skabe resultater gennem andre menneskers indsats. Kvinder vil gerne være chefer, hvis de er forankrede i en faglig ekspertise, som gør dem trygge i ledergerningen. Det er derfor, at vi finder et hav af kvindelige ledere som afdelingschefer, laboratorieledere og økonomichefer, men næsten ingen administrerende direktører og derfor også meget få kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Den kendte canadiske kvindepsykolog Susan Pinker forklarer, at kvinder i reglen vil noget andet med deres liv end mænd, som ofte går ensidigt efter at nå toppen, og så må familielivet hænge på efter bedste evne. Kvinder vil noget andet og mere med deres liv, siger Pinker. Kvinder vil gerne have et meningsfyldt arbejde, men de vil også have et harmonisk familieliv og være noget for deres gamle forældre og veninderne. De vil have plads til et socialt liv med kultur, sport og samvær. Derfor fravælger kvinder den hårde karrierevej, de fører helt til tops. Susan Pinkers observationer er identiske med mine egne, idet jeg har været med til at ansætte en del kompetente kvinder i direktion og bestyrelse. Alt dette går milevidt hen over hovederne på danske medier og ligestillings-amazonerne, der inkompetent og primitivt forlanger kvoter og særbehandling, der skal anbringe ukvalificerede og vrangvillige kvinder i direktion og bestyrelse. For dem er ligestilling ikke lige muligheder, men lige repræsentation på kønskampens vægtskåle.

Det ville dog være en stor fordel for samfundsudviklingen, hvis vi kunne motivere flere kompetente kvinder til at gå hele vejen til topstillingerne dansk erhvervsliv. Det kunne vi gøre ved at fritage dem for beskatning af virksomhedsbetalt hushjælp, børnepasning, indkøb og rengøring. Det er trivielle barrierer, men store nok til at mange kvinder vælger mellemlederstillingen, men fravælger direktionskarrieren og dermed bestyrelsesposterne. Vi skal imidlertid ikke forvente et sådant forår for kvindelige ledertalenter. Medier og politikere har udelukkende ligestillingscement mellem ørerne. Og her er der evig vinter.