Under halvdelen af danskerne har installeret Smittestop-appen

Manglende tro på funktionalitet og frygt for den personlige datasikkerhed afholder mange danskere fra at downloade appen Smittestop.

Flere end hver anden dansker har ikke installeret Smittestop-appen på deres smartphones. Begrundelsen for ikke at have gjort det drejer sig hovedsageligt om, at danskerne ikke tror på, at den virker, og at de ikke har tillid til at deres personlige data bliver opbevaret sikkert. Det viser en befolkningsundersøgelse blandt 2.000 danskere foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA.

Kåre Løvgren, der er it-teknisk talsmand i IDA, er ikke overrasket over undersøgelsens konklusioner.

”Da appen i første omgang blev lanceret, måtte Sundhedsstyrelsen ændre den oprindelige plan for, hvordan indsamling og lagring af data skulle håndteres. Til at begynde med ville man lagre al data på en central server, og først efter at vi og mange andre gjorde opmærksom på privatlivs-problemerne ved denne løsning, skiftede man over til bluetooth-teknologi, som indeholder bedre mulighed for anonymisering, da data lagres decentralt på de enkelte telefoner. Men det ændrer jo ikke ved, at den lidt klodsede start, har påvirket mange til ikke at downloade den,” siger han.

Smittestop-appen er udviklet af Netcompany og bygger på løsninger fra Google og Apple, og selvom Kåre Løvgren grundlæggende tror, at tech-giganterne overholder de ting, de lover, mener han, at vi skulle have udviklet en europæisk løsning.

“Jeg tror, at danskerne havde taget bedre mod en digital smitteopsporing, hvis vi havde udviklet vores egen kritiske infrastruktur, i stedet at læne os op ad amerikanske virksomheder,” siger han.

En anden tungtvejende årsag til at danskerne ikke har taget appen til sig er, at de ikke tror på at den virker ordentligt, og den er heller ikke fejlfri, mener Kåre Løvgren.

”Der har været en del tekniske udfordringer, og eksempler på at den ikke har virket optimalt, og senest er det kommet frem, at appen ikke virker på Android telefoner. I bedste vil appen kunne understøtte den manuelle smitteopsporing, og i værste fald giver den en masse falske positiver og en masse falske negativer. Det kan skabe både unødvendig nervøsitet eller falsk sikkerhed,” siger han.

Har du installeret myndighedernes Smitte-stop app til at opspore og begrænse spredningen af Covid-19? 

Ja 47 %
Nej 52 %
Ved ikke 1 %
Total 100 %

Kilde:Userneeds har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-70 år for Ingeniørforeningen, IDA

Hvorfor har du ikke installeret Smitte-stop app’en? 

Jeg tror ikke den virker ordentligt 36 %
Jeg har ikke tillid til, at mine data bliver opbevaret sikkert 31 %
Jeg har ikke fået det gjort/jeg har glemt det 22 %
Jeg vil ikke dele sundhedsoplysninger med andre 14 %
Jeg synes ikke covid-19 er en farlig sygdom, som der er grund til at bruge så mange ressourcer på 8 %
Andre årsager 26 %

Kilde:Userneeds har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-70 år for Ingeniørforeningen, IDA. Andel af dem der ikke har installeret smitte-stop app – mulighed for flere svar.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)