USA’s republikanere lover at tage skeen i den anden hånd

Da det er sjældent at læse et sandt ord om amerikansk politik i de danske medier, kan det måske være nyttigt at opsummere de seneste dages tildragelser. USA er trods alt Danmarks vigtigste allierede, og det er svært at forestille sig, at Danmark og Europa kan forblive frie, hvis friheden går tabt i derovre.

Efter 15 afstemninger er republikaneren Kevin McCarthy omsider blevet valgt til formand for Repræsentanternes Hus – en post der er langt vigtigere og mere magtfuld end f.eks. formandsposten i det danske folketing.

For at nå så langt har McCarthy måtte give adskillige indrømmelser til den republikanske højrefløj, som bl.a. indebærer, at konservative repræsentanter får sæde i de mest magtfulde kongresudvalg. Vigtigst er The Rules Committee, som lovforslag skal igennem, før de fremlægges til debat og afstemning i den fulde forsamling.

McCarthy har også måttet acceptere, at enkelte kongresmedlemmer kan stille mistillidsforslag til formanden – en regel, som Husets afgåede formand, demokraten Nancy Pelosi, havde afvist.

Flere fremtrædende republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus har meddelt, at partiet vil bruge sit snævre flertal til at sætte en stopper for den folkevandring af illegale migranter, som Biden-administrationen ikke blot har set gennem fingre med, men direkte fremmet ved at holde grænsen åben. Hensigten har tydeligvis været at skaffe vælgere til det demokratiske parti, så det kunne sikre sig evigt flertal – altså et étparti-system. Det er dog tvivlsomt, om Repræsentanternes Hus kan udrette noget, fordi præsidenten kan nedlægge veto, og fordi flere republikanske medlemmer af Senatet, som også skal vedtage nye love, har vist sig overraskende villige til at stemme for demokraternes politik.

Efter forfatningen kan der ikke afholdes føderale udgifter, som ikke er vedtaget i Repræsentanternes Hus, og her ligger republikanernes vigtigste redskab til at gennemtvinge ændringer af Bidens venstreekstreme kurs. Men i hvilken udstrækning, republikanerne vil bruge dette instrument, må tiden vise.

Det politisk mest afgørende kan vise sig at blive de republikanske lederes løfter om at gennemføre undersøgelser af Biden-administrationens magtmisbrug. Bl.a. er det kommet frem, at FBI har haft en hel afdeling, hvis opgave var censurere og bekæmpe oppositionelle. På samme måde er Justitsministeriet blevet brugt til at forfølge Bidens kritikere. Hvis republikanerne vil, kan de nu foranstalte høringer og tvinge de indblandede til at forklare sig under vidneansvar. Igen taler vi om løfter. Om de bliver indfriet, får vi se.

Det samme gælder republikanske erklæringer om at ville undersøge de kinesiske kommunisters forsøg på at infiltrere USA og stjæle amerikansk teknologi. I den forbindelse truer visse republikanere med at undersøge, i hvilket omfang Joe Biden har solgt ud af amerikanske interesser til lande som Kina, Ukraine og Rusland, og om Kina derfor har kunnet diktere USA’s udenrigspolitik.

Løfterne er mange, men som forfatningsretseksperten Mark Levin bemærker, afhænger alt af, om republikanerne har viljen til at holde, hvad de har lovet, og om de kan blive enige om at gøre noget. Som Levin bemærker: ”Hvis I ikke står sammen om at bekæmpe tyranniet, vil folket rejse sig mod jer.”

Det har den amerikanske befolkning den forfatningsmæssige ret til, men om den vil gøre det, er en anden sag.