Velfærdsstatens folkeskole i langsom deroute (2024)

Den offentlige folkeskole er i krise. Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau fortsætter med at falde. Eleverne siver til frie grundskoler. Lærerne vælger folkeskolen fra. Inklusionen ødelægger miljøet i klasserne. Eftersom folkeskolen er første led i den uddannelsesmæssige fødekæde, kan konsekvenserne af den katastrofale tilstand i folkeskolen tydeligt ses i resten af uddannelsessystemet. Alt for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i fødekædens første led – folkeskolen.

Siden 1970’erne har den socialdemokratiske pædagogiske ideologi og fagforeningskultur ødelagt respekten for basale færdigheder i folkeskolen. I stedet for at give eleverne brugbare kundskaber har de røde reformpædagoger set som deres mission at gøre eleverne til lykkelige og harmoniske mennesker med ”kulturel forståelse og globalt udsyn”. Folkeskolerne har nedlagt det klassiske skema, slået fagene sammen og primært kører projektundervisning. Der er for lidt fokus på at levere den dybe faglighed i de etablerede fag, fordi skolen skal håndtere alt muligt: Den skal arbejde med elevernes relationer og sikre, at de bliver tolerante, kan konfliktnedtrappe, kan placere sig i kønsdebatten o.lign.

Danske skoleelever klarer sig middelmådigt i internationale undersøgelser. Hvor eleverne på fjerde klassetrin i 2011 var blandt de bedste til at læse i hele Europa, scorede eleverne på samme klassetrin i 2021 det dårligste danske resultat i nyere tid i PIRLS-undersøgelsen, mens den dugfriske PISA-rapport fra 2022 viser, at de danske 15-årige er dårligere til at regne og læse, end man nogensinde har målt siden den første undersøgelse af slagsen i år 2000. De fleste elever har meget sjældent eller ligefrem aldrig læst en bog. Elever, som gymnasierne modtager fra folkeskolen, kan ikke læse, skrive eller regne på et brugbart niveau. Den danske folkeskole, som er en af verdens dyreste, er blevet en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Over 600.000 voksne danskere, der har frekventeret folkeskolen, mangler basale færdigheder i dansk og matematik, og 1 mio. voksne mangler digitale færdigheder på basalt niveau.

Den store prestigefyldte reform af folkeskolen fra 2013, der er grundlaget for hverdagen i landets folkeskoler, har hverken hjulpet på elevernes trivsel eller på det faglige niveau. Folkeskolen er blevet et samlingssted for et B-hold bestående af ressourcesvage og fattige elever, mens de rige sender i stigende grad deres børn til privatskoler, som har et klart værdimæssigt fundament. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment.

Alle danske børn skal være lige dumme

Folkeskolen er blevet et instrument for socialdemokratisk ligemageri, der er et mål i sig selv, i stedet for at være en dannelses- og oplysningsinstitution. I årtier har eksperter og forskere gjort opmærksom på, at den danske folkeskole var udmærket for de gennemsnitlige. Men ikke nødvendigvis for de elever, der befinder sig enten i den svage ende af skalaen, fagligt eller socialt, eller de elever, som hører til de allerdygtigste. Det hænger sammen med, at det danske undervisningssystem i årtier har hyldet principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”. De røde reformpædagoger har sat fordummelsen i system og uddanner elever efter laveste fællesnævner. De har afskaffet elevernes lektier og hjemmearbejde, de laver forsøg med karakterfri skoler og advarer om, at det vil skabe tabere i skolen, hvis der bliver stillet krav til eleverne. Alle er dygtige! Når talen falder på mangel på færdigheder og viden hos eleverne, er pædagogernes standardsvar ”Men så kan de så meget andet…”.

Reformpædagogernes hetz mod ”den sorte skole” har medført en nedvurdering af elementær viden om historie, samfundsforhold, kulturhistorie, naturvidenskab, klassiske dannelsesidealer og traditionelle dyder som respekt for faglighed. Flere generationer i Danmark har derfor lidt et massivt dannelsestab, fordi der er mere fokus på folkeskolen som et socialpolitisk redskab end som dannelsesinstitution.

Reformpædagogikken i folkeskolen betyder, at færdigheder og konkret viden nyder ringe opmærksomhed. Til gengæld oversvømmes børn med ”ansvar for egen læring”, læringsmål, gruppearbejde og krav om at ”innovere”. Eleverne skal være innovative projektleder-typer, der skal mestre det ”agile” og operere ”tværfagligt”. Kravene er enorme og ofte helt ude af trit med børnenes udviklingstrin. Der sættes ingen nedre barre for, hvornår børn er klar til at blive mødt med abstrakte krav om at styre gruppeprocesser, forhindre mobning, klare integrationsopgaven eller løse gåden om sult i verden. Eleverne forventes at kunne forholde sig til problemer, de fleste voksne ikke ser sig i stand til at løse. Miseren drives af lærerne, som efterspørger nye spændende projekter, der kan genskabe deres personlige arbejdsliv i nye rammer. De sætter derfor ”fremtidens skole” i søen med jævne mellemrum. Ofte uden at skele til de erfaringer, der har været gjort med lignende projekter, hvor skolen er blevet nedbrudt og genfortalt på en ”ny og innovativ måde”. Og eleverne forsøger at følge med, så godt de kan.

Det går ned ad bakke med lærernes faglighed

Forskningslitteraturen peger på de meget store effekter af at have gode lærere på børns vej gennem livet. Det har indflydelse på tilknytning til arbejdsmarkedet, på uddannelse og på løn. Ifølge OECD er danske lærere væsentligt dårligere til at læse, til matematik og til problemløsning end lærerne i de lande, Danmark plejer at sammenligne sig med.

Læreruddannelsen i Danmark er en fiasko. En evaluering af landets læreruddannelser i 2018 pegede på, at alt for mange studerende kommer igennem uddannelsen med en ”ringe studieindsats”. De studerende bliver ikke mødt med tilstrækkeligt høje krav, fordi der mangler en ambitiøs læringskultur, og læreruddannelsen kan ifølge de studerende klares ved at læse 15 timer om ugen.

En ny analyse fra Deloitte og Kraka viser, at de bedste og dygtigste lærere forlader folkeskolen hurtigt efter uddannelsen. De 20 pct. af lærerne, der bidrager mest til elevernes trivsel og faglighed, har størst sandsynlighed for at forlade folkeskolen. Lærerne, der stopper, peger på dårligt psykisk arbejdsmiljø, manglende tid og manglende fleksibilitet i arbejdslivet. Lærerne har en stor ambition om at lave god undervisning, men er ikke i stand til at gøre det, eleverne har brug for. De får en moralsk stress og søger væk.

Mens lærere tidligere blev rekrutteret fra befolkningens intelligensreserve, er lærerstuderende de sidste 20-30 år blevet rekrutteret blandt unge, der har svært ved at blive optaget på andre uddannelser. Skolelærer er blevet et lavstatusfag, som mange erfarne lærere søger væk fra, alt imens de erstattes af unge uden erfaring og de rette kompetencer. Man estimerer, at 15.000 læreruddannede arbejder andre steder end i folkeskolen. Lærermangel er derfor et stort problem. Hvor det i 2012 blot var hver tiende, er det i dag hver sjette underviser i den danske folkeskole, som ikke har en læreruddannelse. I Frederikssund har 32 pct. af lærerne ikke en læreruddannelse. Og i Nordsjælland er det 25 pct. I 2030 forventes der at mangle ca. 13.100 uddannede lærere, samtidig med at der forventes at være 25.000 unge med en lang videregående uddannelse, der står uden arbejde.

Det er alt for nemt at blive optaget på læreruddannelsen i Danmark i modsætning til f.eks. Finland, hvor 85 pct. af alle ansøgere bliver afvist. I Danmark er det kun 50 pct. af nyoptagne på læreruddannelsen, som opfylder karakterkravet på 7. Det beskedne karakterkrav på læreruddannelsen sender et forkert signal og tiltrækker ansøgere, som ikke er egnede. Samtidig er der en del unge, der vælger lærervejen fra, selvom den for dem ville være det helt rigtige.

Ikke overraskende er antallet af de dygtigste gymnasieelever, der vælger at blive lærer, faldende. I 1997 gennemførte 8 pct. af de 5.000 bedste studenter en læreruddannelse, i 2011 var det blot 2 pct. Rockwool Fondens analyser viser, at andelen af nyuddannede lærere med de ringeste karakterer er på 25 år steget fra 20 til 30 pct., mens andelen, der kommer fra den bedste fjerdedel, er faldet fra 20 til 15 pct. Der er altså i de senere år blevet uddannet færre lærere, som var blandt de allerbedste i deres gymnasieårgang. Det råstof, som lærerseminarierne har at arbejde med, er med andre ord blevet dårligere.

Grundskolen er opdelt i et A- og B-hold

Siden årtusindskiftet er grundskolen blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst, uddannelsesmæssige baggrund, indkomst og offentlig forsørgelse. Den offentlige folkeskole er blevet et samlingssted for et B-hold bestående af ressourcesvage og fattige børn til lavuddannede, mens de højtuddannede sender i stigende grad deres børn til privatskoler. Det er i høj grad er rige og ressourcestærke forældre, der vælger de private skoler til, mens børn fra de lavere indkomstgrupper går i folkeskolerne. De højtuddannede fravælger folkeskolen på grund af manglende værdigrundlag, faglighed, disciplin samt det store antal utilpassede elever med muslimsk baggrund, som ødelægger skolemiljøet. Set i forhold til for ti år siden er der 345 færre folkeskoler og 52 flere frie skoler. I 37 kommuner går mere end hver femte elev i en fri grundskole. I 2007 gjaldt det kun for 10 kommuner. I 2021 gik 19,2 pct. af danske skoleelever på en friskole eller privatskole, hvilket er en stigning på 5,2 pct. over ti år. Det er en udvikling, der kommer langsomt, men støt.

Socialdemokraterne og de øvrige røde partier nærer en dyb skepsis over for ideen om, at forældre frit skal kunne vælge, om de vil sende deres børn i en folkeskole eller benytte friskoler og privatskoler. Det er i den forbindelse tankevækkende, at den røde skepsis over for private skoler ikke forhindrer røde politikere som f.eks. Pia Olsen Dyhr (SF) i at fremhæve folkeskolen frem for privatskoler for efterfølgende at tage sit barn ud af folkeskolen og melde det ind på netop en privatskole. I 2010 valgte både daværende socialdemokratiske formand, Helle Thornings-Schmidt (S), og den nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S), at flytte deres børn fra folkeskole til privatskole, selv om de begge har promoveret folkeskolen. Mette Frederiksens børn skulle have gået på folkeskolen Egebjerg i Ballerup, der havde en høj andel af muslimske børn blandt eleverne og lave karaktergennemsnit. Hun sendte dem i stedet på privatskolen Hareskovens Lilleskole, der havde høje karaktergennemsnit og ingen muslimske børn blandt eleverne.

Utilpassede elever ødelægger undervisningen

Børneopdragelsen i det socialdemokratiske velfærdssamfund er uden grænser, regler og struktur. Forvirrede og passive forældre har skabt en generation af skrigende yngel, der ikke evner at opholde sig i det fælles rum, hvilket forklarer det ekstrem dårlige miljø i klasserne. Manglen på opdragelse betyder, at børnene er små egocentrerede mennesker, som kun går efter deres egne behov uden at rumme den nødvendige empati, der gør, at man kan indgå i et fællesskab med andre. De utilpassede unge, som folkeskolen optager, har derfor ingen respekt for læreren, de tager ikke hensyn til andre, og de ved ikke, hvordan man skal gebærde sig i skolen. De er ikke hjemmefra opdraget til at vise autoriteterne (lærerne) og de øvrige elever den respekt, der er nødvendig for at få et samarbejde til at lykkes, så skolegangen giver et acceptabelt resultat.

På mange skoler er der kulturelle konflikter, vold og sammenstød mellem danske og muslimske børn. Grundet mangelfulde danskkundskaber sløver de muslimske indvandrerbørn undervisningen og udfordrer den sociale sammenhængskraft i klassen. Her kommer den meget bløde danske pædagogik til kort. Berøringsangste lærere formår ikke at skabe ro og tryghed i skolen, fordi de løser konflikter med den bløde inddragende form. De bruger så megen tid på at kalde til ro og orden, gentage beskeder, mødes med forældre til utilpassede unge og gå til møder med socialrådgivere, at de ikke har tid til at komme rundt om pensum eller til at undersøge den enkelte elevs faglige niveau, behov og muligheder.

I en undersøgelse fra Rådet for Børns Læring siger hver tredje folkeskoleelev, at de ikke gider gå i klasse med dem, der larmer og støjer. I stedet ville de ønske, at de forstyrrende elever helt blev smidt ud af klassen. Lidt over halvdelen af eleverne oplever, at der er elever i klassen, som skaber dårlig stemning for alle andre. Det er primært inklusionselever (de såkaldte gråzonebørn) og de muslimske indvandrerbørn, der larmer og skaber dårlig stemning for andre i klassen. I en evaluering fra Undervisningsministeriet af folkeskolen er andelen af forældre til skolebørn, som angiver, at der er meget forstyrrende støj i undervisning, steget fra 43 pct. i 2014 til 63 pct. i 2018.

Inklusionen i den danske folkeskole er til stor skade for både de almindeligt fungerende elever og eleverne med særlige behov. Det er ikke ualmindeligt, at der i en klasse sidder 27 børn med forskellig etnicitet, på meget forskellige læringsstadier og med forskellige diagnoser, og at der bare er én lærer til at styre løjerne. Det er en ofte urimelig stor mundfuld for den enkelte lærer. Lærerne oplever, at de mange elever med særlige behov gør det svært at differentiere undervisningen og helt banalt skabe ro i timerne.

Gråzonebørn er de børn, som har et eller andet handicap: ADHD, ADD, AUTISME, ADFÆRDSFORSTYRRELSE eller AFSINDIGT. De inkluderes i et alment skoletilbud, fordi de er for godt kørende til et dyrt specialtilbud. Med indførelse af inklusion i skolen faldt antallet af børn i dyre specialskoletilbud, men samtidig er antallet af børn med diagnoser støt stigende. Det udfordrer skolesystemet og er en menneskelig katastrofe for de børn, der ikke længere får den nødvendige støtte, fordi det er der ikke råd til i det danske velfærdssamfund. Mange gråzonebørn er udredt og har papirer på deres forstyrrelser, og for rigtig mange bliver skoletiden i et alment skoletilbud et sandt helvede. Inklusionen går dog ikke kun ud over gråzonebørnene selv. De fylder så meget i den daglige undervisning, at det går ud over andre elevers indlæring. Det dårlige undervisningsmiljø er årsagen til det chokerende højt fravær blandt folkeskoleeleverne. Ifølge en rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden var 14,2 pct. – svarende til ca. 75.000 elever – fraværende i mindst én måned i skoleåret 2018/19. Ifølge Børns Vilkår er den vigtigste grund til fraværet dårlig trivsel i klassen.

I inklusionsdebatten hører man ofte udsagnet ”vi skal lave en skole, der passer til de børn, som kommer”. Der kunne umiddelbart være fornuft i det, men problemet er, at man sætter den laveste fællesnævner for skolen. Folkeskolen tilpasses med andre ord til de særligt udfordrede elever og ikke til middelklassens børn. Det er derfor ikke middelklassens normer og værdier, som sætter dagsordenen i skolen. Og fordi der ikke findes en stærk kerne af velfungerende elever, bliver folkeskolen udfordret, både for middelklassens børn og for de børn, som er udsatte.

Samtidig med, at utilpassede elever får lov til at ødelægge undervisningen, svigter skolen de højtbegavede elever, som i dag henslæber skoledagen med at agere hjælpelærere og derfor egentlig burde aflønnes. Der er i folkeskolen masser af specialtilbud til de 2 pct. mindst begavede problembørn, men ingen specialtilbud til de 2 pct. mest begavede. De opfattes som problembørn og sendes til en psykolog. Børnene får ikke udfordringer nok, de mistrives, og de får aldrig udnyttet deres potentiale. Konsekvensen er, at mange forældre vælger folkeskolen fra og sender deres børn på specialskoler for højtbegavede børn. Folkeskolen taber dermed de børn, der har størst potentiale, men som ikke føler, at de passer ind eller er en del af fællesskabet.

Den nye politiske aftale om højtbegavede børn i skolen giver ganske vist skoler og kommuner bedre mulighed for at igangsætte relevante undervisningsaktiviteter og målrettet undervisningsdifferentiering, så højtbegavede elever får gode rammer for at udvikle sig og yde faglige præstationer svarende til deres begavelse. Men chancerne for succes må betegnes som dårlige, fordi de fleste danskere, der vokser op i jantelovens land, ser ned på en høj begavelse. I Danmark ”skal man ikke tro, at man er noget”, bare fordi man er højtbegavet.

Generationer af drenge tabes på gulvet

Forskellen mellem pigers og drenges præstationer og karaktergennemsnit i folkeskolen bliver større år for år og slår igennem i hele uddannelsessystemet. Der er i dag flere kvinder, der tager en lang videregående uddannelse end mænd, samt færre unge mænd end kvinder, der får en ungdomsuddannelse. Kønsforskellene betyder et samfundsmæssigt tab, fordi de slår gennem på arbejdsmarkedet, hvor man i dag mangler teknikere, ingeniører og faglærte håndværkere.

Miseren skyldes, at den danske folkeskole er indrettet på pigernes præmisser. Den er blevet så ”feminiseret”, at den skubber drengene fra sig. Lærerne, og især de kvindelige lærere, belønner de elever, der accepterer at indordne sig og stille læreren tilpas. Det er piger typisk bedst til. Drenge har derimod brug for saglighed, vægt på dygtighed og stræbsom konkurrence, men det får de ikke i den feminiserede skole, der leverer succespædagogik – alle er dygtige, fordi et barn må ikke lide et nederlag. De fleste kvinder er mere fokuserede på relationer mellem mennesker end mænd. Kvindelige lærere fokuserer derfor mere på elevernes sociale relationer samt følelsesmæssigt velvære og mindre på undervisningens faglige indhold. De baserer undervisningen på at opbygge sociale relationer til eleverne, hvilket pigerne gerne vil leve op til. Det vil drengene ikke.

I den danske folkeskole er andelen af kvindelige lærere ca. 70 pct. og svagt stigende. Der er meget, der tyder på, at den stigende andel af kvindelige lærere hæmmer drengene. En amerikansk undersøgelse af skoleelever i 8. klasse viser, at lærerens køn har væsentlig betydning. Hvis drenge har en mandlig lærer, så klarer de sig signifikant meget bedre i matematik og også noget bedre i naturfag og læsning. En ekstra gevinst er, at med en mandlig lærer laver drengene meget mindre uro i klassen. Hvis piger har en kvindelig lærer, så klarer de sig bedre i visse fag, men er dårligere i matematik og naturfag.

Masseindvandringen påvirker fagligheden negativt

Indvandringen påvirker fagligheden i det danske skolesystem negativt. Andelen af elever med indvandrerbaggrund i det danske skolesystem er i dag 10,7 pct., viser en PISA-undersøgelse. Størstedelen af eleverne med indvandrerbaggrund har oprindelse i Mellemøsten og Afrika. For alle fag gælder det, at der blandt elever med indvandrerbaggrund er markant færre højt præsterende og langt flere lavt præsterende. Mere end 40 pct. af eleverne med indvandrerbaggrund er lavt præsterende mod 16-17 pct. blandt elever med dansk oprindelse.

Ifølge forfatterne til PISA-undersøgelsen har ”demografiske ændringer” betydning for det generelle fald i færdighederne. Antallet af 15-årige børn af efterkommere fra ikke-vestlige lande er vokset med 142 pct. fra 2015 til 2023, viser tal fra Danmarks Statistik.

Den store internationale læseundersøgelse Pirls viste i foråret, at 37 pct. af de danske elever i fjerde klasse ikke altid taler dansk derhjemme. De klarer sig som gruppe markant dårligere end elever, der altid taler dansk derhjemme. Der er derfor ingen tvivl om, at det store antal indvandrerbørn har en negativ effekt på tallene for elever af dansk oprindelse.

På flere skoler har parallelsamfundet taget over

Demografiske forandringer er meget tydelige på skoler med en høj andel elever med muslimsk baggrund. En sådan skole er f.eks. Munkevængets Skole i Kolding, som har 82 pct. muslimske elever, og hvor parallelsamfundet har taget over. Elever agerer ”haram-politi” og udfører religiøs kontrol af hinanden. Der bliver holdt øje med, hvem der faster. Hvem der spiser svinekød. Og sågar hvem, der drister sig til at have nissehue på. Denne negative sociale kontrol fører til mistrivsel og hyppige konflikter mellem eleverne.

Der hersker også en macho- og æreskultur, hvilket spiller en rolle for konflikterne på skolen. Arbejdstilsynet, der har besøgt skolen, skriver bl.a., at ”miljøet blandt eleverne er præget af kulturkampe og et stærkt gengældelsesprincip, der gør, at konflikter fortsætter og eskalerer”. Den aggressive og intimiderende adfærd retter sig også mod lærerne. Vold, trusler, skældsord og våben er bare nogle af de ting, som lærerne forsøger at håndtere.

Parallelsamfundsproblemerne på Munkevængets Skole er hverken nye eller unikke. I 2023 kørte 24syv en programserie, der beskrev identiske problemer på andre skoler, hvor andelen af elever med anden etnisk baggrund er langt over 50 pct. På disse skoler er der talrige vigtige emner, som lærerne må opgive at undervise i, fordi konfliktpotentialet er for stort. Det kan være alt fra Muhammed-krisen til ytringsfrihed til lgbt+-rettigheder til Israel-Palæstina. På disse skoler er der ganske enkelt tale om et institutionelt og dannelsesmæssigt kollaps.

Dårlig kvalitet belønnes med øgede bevillinger

Dårlige resultater får ingen alvorlige økonomiske konsekvenser for de offentlige folkeskoler. Forskning i kommunernes økonomistyring viser en klar tendens til, at folkeskoler med vigende elevsøgning ikke får nedjusteret deres bevilling tilsvarende. Forskning viser også, at politikerne faktisk har en privatøkonomisk interesse i at give flere penge til skoler, der leverer dårlige resultater. Da politikerne ønsker at blive genvalgt ved det kommende valg, er det i deres interesse at vise handlekraft, og det mest nærliggende er at sende flere penge, selv om der findes solid evidens for, at flere penge ikke er løsningen på problemerne på skoler med dårlige resultater. De øgede bevillinger sikrer, at politikerne kan sige til de utilfredse vælgere, at de har gjort ”noget”, og at de dermed ikke har ansvaret for de dårlige resultater. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer noget økonomisk pres på skolerne for at rette op på resultaterne. Tværtimod får skoler med dårlige resultater øgede ressourcer og dermed nærmest en slags belønning.

De riges skoler er fagligt bedst

Tendensen til, at velstilledes børn går i private skoler, har været kendt længe og længe har man troet, at det var et fænomen i København og de store byer. Tendensen er imidlertid den samme i hele landet, hvor det er overklassens og den højere middelklasses børn, der i vidt omfang vælger privatskoler. Forældre til elever på frie grundskoler har typisk en højere indkomst, ligesom de oftere har en videregående uddannelse og sjældnere er enlige forældre. Andelen af forældre med ikke-vestlig baggrund i de frie grundskoler er faldet siden 2010, mens den er steget på folkeskoler. Folkeskolen er således ikke længere det, som den har skullet hidtil – at være den almene brede ”folkets” skole, hvor danskerne møder hinanden på tværs af sociale grupper.

Når de riges skoler er fagligt bedst, skyldes det bl.a., at nyuddannede lærere med høje karakterer bliver fortrinsvis ansat på de ressourcestærke private skoler, hvor der er flest elever med forældre, der har lange videregående uddannelser. Nyuddannede lærere, der klarede sig relativt dårligt i gymnasiet, bliver derimod ansat på de ressourcesvage folkeskoler, hvor der er flest elever med lavuddannede forældre. Eftersom folkeskolen får færre dygtige lærere, falder kvaliteten, og derfor sender middelklassen i stigende grad deres børn til private grundskoler, som tiltrækker de dygtigste lærere.

Tilbage til tiden før folkeskolereformen af 2013

Folkeskolereformen af 2013 blev vedtaget, fordi folkeskolen havde brug for et massivt løft. Folkeskolen var dengang nemlig ikke god nok til at skabe udvikling, hverken for de fagligt svage eller fagligt stærke elever: 15 pct. af eleverne havde ikke tilstrækkelige læsekompetencer og 17 pct. forlod skolen uden tilstrækkelige matematikkompetencer. Kun 5 pct. blev vurderet til at være stærke læsere, og en betragtelig andel af eleverne blev henvist til specialundervisning. Skolen formåede heller ikke at bryde den negative sociale arv.

Undersøgelser af folkeskolereformens effekter viser, at danske skoleelevers evner i matematik er blevet markant dårligere. Eleverne har svært ved at forstå teksterne i matematikopgaverne og har en dårligere talforståelse og begreb om mængde, fordi mange ikke er vant til at spille med terninger derhjemme eller bruge kontanter. At hvert sjette barn forlader folkeskolen uden basale færdigheder i matematik, er et stort problem. Der er jo mange uddannelser, som ikke kan gennemføres uden et minimum af matematikevner, og det samme gælder også for nogle erhvervsuddannelser. De ringe matematikkundskaber vanskeliggør realiseringen af ønsket om at få flere ind på de naturvidenskabelige- og andre uddannelser, der forudsætter matematisk indsigt.

Følgeforskningen til 2013-reformen viser, at kun under halvdelen af skolerne har implementeret reformens centrale elementer, samt at det lave faglige niveau i folkeskolen hænger sammen med læreruddannelsen. Målet for 2013-reformen var, at mindst 80 pct. af eleverne skulle være gode til at læse og regne i de nationale test. Andelen af de allerdygtigste elever skulle stige år for år, og andelen af elever med dårlige resultater i dansk og matematik skulle omvendt falde år for år. I virkeligheden er det gået lige omvendt. Andelen af elever, som opnår gode resultater, er faldet. Den nedslående konklusion er, at 2013-reformen ikke har haft nogen nævneværdig effekt. Hverken på elevernes faglige resultater eller trivsel.

Eftersom folkeskolereformen har været en dundrende fiasko, skal der nu i stedet gennemføres et “kvalitetsprogram” med 35 initiativer, der bygger på en tillidsbaseret frisættelse til skolelærerne og forældrene samt styringsmæssig decentralisering, altså tilbagevenden til situationen før folkeskolereformen. Her ved indgangen til 2024, ti år efter at 2013-reformen blev vedtaget, står den danske folkeskole med præcis de samme udfordringer som dengang, men der er ingen radikal løsning i sigte. Derfor vil folkeskolens deroute fortsætte.