VELKOMMEN I KLUBBEN

Ja, velkommen i klubben, sagde Viktor Orbán, da han fik nyheden om, at Tyskland nu indfører grænsekontrol for at stoppe den illegale indvandring fra ikke-krigsførende lande. Tidligere havde Viktor Orbán etableret et grænsehegn, ligesom den ungarske regeringschef erklærede, at Ungarn ikke ville acceptere et større antal migranter fra islamiske kultursamfund, fordi den islamiske ideologi er i direkte modstrid med Ungarns kristen-demokratiske kultur og samfundsopfattelse. Denne politik blev i Ungarn mødt med en stærk støtte fra et stort flertal af befolkningen, men også med megen vrede, hån og spot fra EU’s medier og regeringskontorer. Orbán er i pressen og af politikere blevet hængt ud som højreekstremist, fascist, fremmedfjendsk og islamofob, hvad der dog ikke har skadet Orbáns popularitet på hjemmefronten. Ved det seneste parlamentsvalg vandt Viktor Orbán og hans Fidesz-parti en knusende jordskredssejr.

I den kommende tid vil Orbán sikkert notere sig, om tyske og europæiske medier vil omtale den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz som fascist og islamofob, nu da han ligesom ungarerne har spærret grænsen i et forsøg på at få kontrol med indvandringen. Det kommer næppe til at ske. Viktor Orbán er jo ond. Kansler Scholz er socialdemokrat og derfor god. Vi kan derfor ikke forvente mediernes forargelse og fordømmelse, men tværtimod forståelse for den tyske regerings skærpede opsyn med landegrænserne.

Nu skal man ikke tro, at hverken Scholz eller hans regering har sat grænseaktionen i gang som konsekvens af den totalt fejlslagne integration af muslimer i det tyske samfund. Tyske politikere og presse har i årtier sagtmodigt fundet sig i et stigende islamisk pøbelvælde i store dele af Forbundsrepublikken. Massevoldtægterne i flere tyske byer nytårsaften 2016 begået af muslimske krænkere blev fortiet af politi, presse og parlament, indtil de folkelige protester blev for voldsomme. Islamiske bander har overtaget magten i en del tyske bykvarterer uden modstand fra myndighederne, som heller ikke har lyst til at tage sig af at forfølge de mange islamiske seksuelle overgreb mod kvinder og helt unge piger i tyske svømmehaller og friluftsbade. De islamiske krav om dominans marcherer frem, og det lammefromme Tyskland lusker baglæns.”Wir schaffen das!” betyder i den moderne version: ”Vi må vænne os til det”.

Årsagen til den opstrammede grænsekontrol er således ikke den fallerede integration, men har en helt anden årsag ved navn AfD, Alternative für Deutschland, som viser eksplosiv fremgang ved de seneste delstatsvalg især i den østlige del af Tyskland. De tyske hovedmedier som de statskontrollerede tv-kanaler ARD og ZDF samt aviserne Die Welt, Frankfurter Allgemeine og Süddeutsche Zeitung ligger alle på en politisk ’progressiv’ linje i et meningsfællesskab med vores egne DR, TV2 og Politiken.

AfD bliver derfor udskreget som nynazistisk, racistisk og islamofobisk i medier og politik så langt øjet rækker. Hvis man ellers gider læse AfD’s partiprogram, vil man kunne konstatere, at der er tale om et grundborgerligt, nationalkonservativt parti, hvis politik er solidt forankret i den tyske demokratiske forfatning. Der er dog ikke tvivl om, at AfD rummer adskillige nynazistiske og fascistiske tilhængere, som naturligt søger hen, hvor de håber at få magt og indflydelse.

Sovjetunionen anbragte jo heller ikke sine bedste påvirkningsagenter i det hensygnende danske kommunistparti, men i Socialdemokratiet eller tæt på. Resultatet var den berygtede ’fodnotepolitik’, og at Danmark i perioder fremstod som passivt medlem af NATO.

Tyske grundborgerlige vælgere er hverken fascister eller racister, men de er trætte af den tiltagende brutalisering af samfundet med rod i den islamiske ideologi på ilmarch gennem by og land. Senest har Deutsche Bahn instrueret sit togpersonale om ikke at kontrollere rejsehjemmel hos passagerer med mellemøstligt eller afrikansk udseende af frygt for slagsmål og ballade, som der åbenbart har været en hel del af. De etniske tyske passagerer skal fortsat udsættes for billetkontrol. Det er netop den omfattende diskrimination af etniske tyskere i stort og småt, der fører til vrede, oprør og dermed støtte til AfD og lignende grundborgerlige partier andre steder i Europa.

Tyske medier og politikere er dog enige om, at AfD skal holdes ude af indflydelse ligegyldigt hvor mange stemmer, de vinder ved kommende valg. Om så man skal stjæle AfD’s politik og kalde den sin egen. Og det er det, der netop er sket med den skærpede grænsebevogtning.

Konsekvensen bliver i den sidste ende, at de enkelte EU-lande ligesom Ungarn, Polen og nu Tyskland vil overtage ansvaret for sikringen af deres nationale grænser, hvilket vil være en fæl begmand til EU-Kommissionen, der siden 1997 har haft ansvaret for at sikre EU’s ydre grænser, men uden at være udstyret med magten og autoriteten til at løse opgaven.

Andre EU-lande vil snart følge i Tysklands fodspor og etablere egen permanent kontrol med deres nationale grænser. Hermed er det slut med EU-Kommissionens planer om et centralstyret korps af grænsegendarmer udstyret med fly, patruljeskibe og køretøjer.

Alt tyder på, at med den tyske beslutning om egen sikring af de nationale grænser, er EU endegyldigt sat fra bestillingen som Europas grænsezar. Og det er måske ikke så galt endda.