Verden ifølge Jarl Cordua

Et begravelsesoptog ved en moské på Nørrebro blev forleden afbrudt af en demonstration af partiet Stram Kurs med budskabet ”Nej til Sharia i Danmark”.

Det har forarget den venstreradikale kommentator, Jarl Cordua, som i en klumme i Berlingske kalder demonstrationen ”et definerende øjeblik for højrefløjen”.

Og her er verden ifølge Cordua.

Stram Kurs er ”et sammenrend af den skøreste del af den konspiratoriske højrefløj med appel til samfundstabernes laveste instinkter”, skriver Cordua.

Den skøreste del af højrefløjen er altså Stram Kurs, mens de mindre skøre dele omfatter DF og Nye Borgerlige (NB).

De tre partiers vælgere er ”samfundstabere med de laveste instinkter” (i USA kalder Hillary Clinton dem ”deplorables”), men i modsætning til USA omfatter samfundstaberne i dette land både den halvdumme pøbel (”dem ved kakkelbordene”) i Udkantsdanmark og de café latte-drikkende, velhavende borgerlige mennesker i Nordsjælland.

Den borgerlige kommentator Kathrine Lilleør mener ellers, at det et demokratisk problem for Danmark, at man (folk som Cordua – red.) latterliggør og isolerer folk, der stemmer på Stram Kurs, NB og DF. Det er despektfuldt ikke alene over for de tre partier, men også over for deres vælgere. Og faktisk gør Rasmus Paludan demokratiet en tjeneste, mener filosoffen Esther Oluffa Pedersen.

”Hele 63.114 eller 1,8 pct. af vælgerne satte deres kryds ved Stram Kurs ved folketingsvalget, og endnu flere vælgere har stemt på andre partier (DF og Nye Borgerlige – red.), der bilder folk ind, at man kan smide alle muslimerne ud til lande, der aldrig vil tage imod dem”, skriver Cordua.

Var der ikke noget med en socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister, som ville revolutionere EU’s asylsystem og bildte danske vælgere ind, at det er realistisk at placere asylbehandlingen i et af de nordafrikanske lande?

”At der er plads til et så åbenlyst bimlende skørt parti som Stram Kurs i dansk politik i et land, hvor man er bange for skilte på fremmedsprog i det offentlige rum og en fjollet reklame for et flyselskab, bør ikke overraske nogen”, skriver Cordua.

I Corduas optik er alle de danskere, der er forargede over, at der ikke er noget skandinavisk over Skandinavien og dermed intet dansk over Danmark, ”bimlende skøre”.

Det er klart. Besserwisseren Cordua er jo en del af den globalistiske venligboer-elite: de 10 pct. med lange uddannelser, ledende stillinger, EU-kærlighed, en Twitter-konto, multikulturelt udsyn mod verden, selvgod humanisme og dyre boliger i de mest hippe kvarterer i landets storbyer.

De er forskånet for følgerne af den muslimske indvandring, idet de bor langt væk fra de muslimske parallelsamfund og rosset (“de bimlende skøre”) i resten af landet, beskyttet bag bymure af velstand. Her frygter man ikke ”fjollede reklamer” fra SAS, tværtimod.

Den stakkels Søren Espersen, som håbede at slippe under Corduas radar ved på Facebook at skrive ”ekstrem smagløs demonstration af Paludans flok”, fik også én over nakken:

”Espersen og DF er ikke uskyldige, når det er kommet så vidt, at islamfrygten eller islamhadet i Danmark er så stort, at al borgerlig anstændighed og god moral for længst er kortsluttet. I al fald når det gælder den vedvarende mistænkeliggørelse og nedgørelse af mennesker med muslimsk tro, som for længst er blevet en fast del af den offentlige debat. I stedet for at mane til ro og konstruktive løsninger oppisker højrefløjspolitikerne kynisk antimuslimske stemninger”.

Klart. Vejen frem til en succesfuld integration er dialogkaffe med speltboller og bekymringssamtaler med muslimerne. Man skal have tillid til det gode i vores muslimske medborgere. Søge konsensus og kompromisser, bøje lidt af, undgå konflikter. Inderst inde er muslimerne jo som vi, så alt skal nok ordne sig og bliver godt igen.

Mon Corduas venstreradikale bandbulle bliver et definerende øjeblik for hans videre karriere som klummeskribent på Berlingske og besserwisser på TV2? Det tvivler vi på.

André Rossmann