Vesten gør klar til en ny München-aftale

I sine kommentarer til konflikten mellem Rusland og Ukraine har Biden gjort det klart, at det eneste NATO-alliancen vil gøre, hvis Ukraine bliver invaderet, er at udsende flere tropper til Polen og Rumænien. Intet under, at Putin opfatter Biden som en svag præsident og ser hans manglende lederskab som en kærkommen lejlighed til at handle.

At sende lidt flere tropper ind til de to NATO-lande er imidlertid ikke en robust respons, men ren symbolpolitik. Ganske vist henviser USA og NATO kryptisk til en eller anden ”dyr pris”, som Putin vil betale, hvis han starter en invasion i Ukraine. Men en ”dyr pris” kan kun virke som en afskrækkelse, hvis den er konkret, så Putin er klar over, hvilken straf han kan forvente.

Ved at udtale, at ”Putin er nødt til at gøre noget”, har Biden reelt forberedt verdensopinionen på en russisk invasion og sendt et signal til Putin om, at en ”lille” invasion, der rykker Donbas-regionens grænser eller skaber en korridor til Krim, kun vil udløse begrænsede vestlige sanktioner.

Så nu ved Putin, at Nord Stream 2-gasrørledningen ikke bliver stoppet, at russiske banker vil fortsat kunne benytte det globale SWIFT-system for clearing af betalingstransaktioner, og at antallet af de amerikanske tropper, der har permanent tilstedeværelse i Polen og Rumænien, ikke bliver øget.

I EU har den pacifistiske tyske regering ikke alene blokeret for våbenleverancer til Ukraine, men har også afvist at stoppe Nord Stream 2-projektet, hvis Ukraine igen bliver angrebet. Det minder om München-aftalen fra 1938, som skulle redde freden ved at give efter for Nazi-Tyskland.

I den nuværende situation kunne en russisk invasion afværges, hvis man gjorde det klart for Putin, at omkostningerne ved en invasion af Ukraine ville overstige gevinsterne, dvs. at de vestlige sanktioner ville omfatte beslaglæggelse af både Putins og alle russiske oligarkers aktiver i Vesten, indrejseforbud til Vesten for alle medlemmer af den russiske magtelite, et stop for Nord Stream 2, Ruslands eksklusion af SWIFT-systemet, en omfattende handelsembargo især i forhold til salg af avanceret amerikansk teknologi til Rusland samt permanent udvidelse af de amerikanske styrker i de østeuropæiske EU-lande. Det er indlysende, at Putin ikke vil lade sig afskrække af mindre, nu hvor Biden, NATO og EU har demonstreret deres svaghed og eftergivenhed.

Den geopolitiske orden er under forandring. Den liberale verdensorden etableret af de vestlige lande efter den anden verdenskrig er under afvikling. Grænser, nationalstater og geopolitisk rivalisering mellem stormagterne er vendt tilbage for fuld styrke. Den rå magt er tilbage som et centralt middel til at realisere politiske mål. Den fremtidige, internationale orden vil derfor blive formet af dem, der har magten og viljen til at skabe den.

Desværre virker USA som en knækket supermagt, hvis vilje og kraft slet ikke er, hvad den har været. Og et liberalt, blødt og svagt EU, der går fra krise til krise, kan heller ikke give Putin et modspil. Alt tyder derfor på, at Vestens pacifisme og eftergivenhed vil overlade Ukraine til egen skæbne.

André Rossmann