Vesterlændinges Liv Betyder Noget — Western Lives Matter. Vi bør opfordre alle journalister, politikere, præster og folk på gaden om at knæle for Samuel Paty. Den franske skolelærer var offer for den grusomste racisme, man finder i vestlige demokratier nu om dage: fundamentalisters racistiske opfattelse af “de vantro”. Efter at have skåret hovedet af Paty kaldte den tjetjenske terrorist ham for en “hund”. “I Allahs navn, den nådigste, den barmhjertigste…”, skrev terroristen efter angrebet. “Macron, de vantros leder: Jeg har henrettet en af dine helvedeshunde, der vovede at nedværdige Muhammed…”.
Paty blev myrdet for at have udført sit arbejde samvittighedsfuldt og modigt. Han lærte sine elever at respektere vores samfunds grundlæggende værdier, og ordene står over indgangen til hans skole: Frihed, lighed, broderskab. Paty havde vist sine elever Charlie Hebdos muhammedtegninger for at lære dem om ytringsfrihed. Han bad også sine elever om at tegne en tegning ud fra begrebet ytringsfrihed.
“En grænse er netop blevet overskredet med disse afskyeligheder”, udtaler skribenten Pascal Bruckner.
“De angriber republikkens helligste bastion: skolerne og underviserne. En lærer får skåret hovedet af, fordi han viser Charlie Hebdos tegninger under et oplæg om ytringsfrihed. Offeret har efter sigende modtaget dødstrusler. Nedslagtningen i Conflans-Sainte-Honorine er Islamisk Stat på hjemmebane: et alvorligt budskab i form af en makaber ceremoni, en advarsel til alle undervisere, der skal tie, hvis de ikke vil dø. Dette er ikke en ‘separatistisk’ handling; det er en krigserklæring og bør håndteres som en sådan.”
“Det er på tide, at alle de islamistiske bederum lukkes; vi ved udmærket, hvor de er”, siger general Pierre de Villiers. “Det er et angreb på selve vores lands og kulturs eksistens”. De har i årevis kendt til dette uden at gøre noget. Der er mangel på mod, mens det vrimler med kollaboratører. “Det er kun magt, der kan mindske vold… Det er på tide at sende radikale imamer tilbage til deres oprindelseslande omgående.”
Angrebet fandt sted få dage efter, at spændingen steg omkring personalet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Bladets personalechef Marika Bret blev evakueret efter alvorlige dødstrusler fra ekstremistiske muslimer. Bret gjorde den franske efterretningstjenestes evakuering af hende offentligt kendt for at advare folk om faren fra ekstremisme i Frankrig:
“Mine sikkerhedsfolk fik konkrete og detaljerede trusler. Jeg havde ti minutter til at pakke og forlade huset. Ti minutter til at give slip på en del af ens liv, det er ikke lang tid, og det var meget voldsomt. Jeg kommer ikke hjem igen. Jeg mister mit hjem på grund af hadefulde episoder; et had, der altid begynder med truslen om at indgyde frygt. Vi ved, hvordan det kan ende.”
Ifølge den algierske forfatter Boualem Sansal forstår Frankrig stadig ikke den virkelighed, som landet står over for:
“Landet tror stadigvæk, at det rammes af terrorister… mens det er underlagt en guerillakrig, der en dag [vil få] et omfang som en krig… som mange lande… i varierende grad stadig lider under (Algeriet, Mali, Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Somalia)”.
Det ser ud til, at Frankrig ikke ved, hvordan man skal komme ud af den monstrøse spiral af had og selvdestruktion – had fra islamisk fundamentalisme; selvdestruktion fra Frankrigs elite, der ikke forstår den ideologiske krig, som det åbne samfunds fjender har erklæret mod dem. Man kan se det ud fra ekstremisternes angrebsmål: jøder, en præst, satiretegnere, turister, almindelige mennesker, politibetjente og nu en lærer.
“Vi er i krig”, udtalte Frankrigs tidligere premierminister Manuel Valls i denne uge. “Vi er i krig mod islamisme, jihadisme. Vi er i krig med salafister og Det Muslimske Broderskab”.
Le Figaro har opremset nogle af de mest barbariske terrorangreb mod Frankrig:
“Han døde, hovedet skilt fra kroppen, midt på gaden, ved højlys dag, i Frankrig. Han var historielærer og blev føjet til rækken af ofre for den erobrende islamisme, der også tæller soldaterne i Montauban, børnene på Otzar Hatorah-skolen, journalisterne og tegnerne på Charlie, den kvindelige politibetjent i Montrouge, de franske jøder i Hyper Cacher, fodgængerne i Nice den 14. juli, præsten Hamel, de nedslagtede på Bataclan og cafeerne, unge piger fra stationen Saint-Charles, oberst Beltrame, politibetjente fra præfekturet, og alle disse ofre, der døde af jihadisternes kugler og knive.”
Det lyder ikke som Frankrig; det lyder mere som Syrien.
Et helt indvandrermiljø, der nød godt af alle de frihedsrettigheder, som vi havde givet dem, faldt ham i ryggen. Terroristen havde fået en opholdstilladelse som “flygtning“. Fransk politi har anholdt hans familiemedlemmer. Det er en racisme, der billiges af imamer, der havde kaldt Paty for “kriminel“.
Beskyldningen om “islamofobi” dræber. Det var forældrenes hadkampagne, der førte til, at terroristen skar hovedet af Paty.
“Hvordan kan vi undgå splittelse?”, spurgte den tidligere præsident François Hollande. “For det er, alt andet lige, hvad der sker: splittelse”.
Situationen i de franske skoler er alarmerende. Det er læren af Mila O.-sagen, der er på forsiden af Le Points ugemagasin. Vi forlod Mila i januar. Den 16-årige pige gik på et gymnasium i provinsen. Hun flygtede fra gymnasiet og kom under politibeskyttelse, efter at hun var fremkommet med krænkende bemærkninger om islam under en direkte videoudsendelse på Instagram. Her ti måneder senere lever hun i skjul, lige som Salman Rushdie. “Hun forfølges konstant”, siger Milas forældre. Ekstremistiske muslimer ønsker, at hun “dør i helvede”, at “klæde hende af i det offentlige rum”, at “begrave hende levende”, at få hende til at “sluge sine egne organer”, at “vansire hende med syre efter at have voldtaget hende i en celle”.
Den 15. august så en af deltagerne på Milas gymnasiums sprogkursus hende spise sammen med en ven på Malta. “Drengen spurgte mig, om jeg var Mila”, fortæller pigen. Hun svarede bekræftende. Hvorefter han begyndte at skælde hende ud. “Han spurgte mig, om jeg var stolt over det, som jeg havde gjort. Ja, meget stolt endda.” Drengen svarede: “Jeg vil kvæle dig og voldtage din mor!” Han svor på koranen og Allah. “Han fortalte mig også, at han på Snapchat ville afsløre, hvor jeg var.” Mange af eleverne på Milas tidligere gymnasium siger, at hun fortjente denne skæbne.
Forfatteren Élisabeth Badinter kritiserer feminismen for at have svigtet Mila. “Vi overgav os straks ved de første tegn på politisk islamisme i 1989, i Creil”, siger Badinter.
“Da tre piger fik besked på at bære det islamiske tørklæde i folkeskolen, mente hele venstrefløjen, at vi i tolerancens navn skulle føje dem i deres krav. Mellem pigerne i Creil og forfølgelsen af Mila er der en uafladelig underkastelse. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde vidst, hvordan man siger fra, så var vi ikke havnet her. De dukkede sig alle af frygt for at fremstå som racister og blive isoleret. Det overrasker mig, at mange feministiske aktivister ikke er bekymrede. Deres tavshed er et dårligt tegn.”
Badinter har tre forklaringer: “Frygt, ligegyldighed eller, hvad værre er: billigelse af dem, der forfølger Mila.”
Efter overskæringen af lærerens hoved lancerede franskmændene igen søde, hykleriske, hule, afvæbnende slagord: “Je suis enseignant” (“Jeg er lærer”) og “Je suis professeur”. Vi har ikke brug for slagord, vi har brug for at bekæmpe ekstremisterne. “En lærer fik hovedet skåret af for at have vist Charlie Hebdos satiretegninger: Det er dét niveau af ubærligt barbari, som vi har nået her i Frankrig”, tweetede lederen af National Samling, Marine Le Pen. “Islamismen fører krig mod os: Det er med magt, at vi skal jage den ud af vores land.”
Hvis de franske myndigheder ikke tager de mange advarsler alvorligt – selv efter, at en skolelærer fik hovedet skåret af ved højlys dag af en terrorist, der råbte “Allahu Akbar” – så betyder det, at kampen er ovre, og de kan lige så godt hejse det hvide flag over Eiffeltårnet.
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er italiensk journalist og forfatter.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)