Vi skal stemme NEJ den 1. juni

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

EU fører krig. Og Danmark fører krig. Handelskrig, blokadekrig, sanktionskrig, personkrig – mod Rusland. EU forfølger russiske virksomheder og russiske enkeltpersoner og udelukker russiske varer og produkter. Og beslaglægger russisk kapital i Vesten. Og følgagtige og villige nyhedsmedier udvider hånligt forfølgelsen, hidser som populismens journalistiske pionerer de populistiske følelser op, og udskammer russisk kultur, russiske kunstnere, russiske kirker og præster og privatpersoner, der personligt ikke har en dyt med Ukraine-krigen at gøre. Alt, hvad der har berøring med Rusland og russere, også af danske virksomheder og privatpersoner, der har den mindste forbindelse med russisk samfunds- og kulturliv, forfølges. 

Russer-pogrom
Det hele ligner en modbydelig og aldeles uretfærdig russer-pogrom, der er iværksat af EUs hyæne-slæng af politikere, og som bliver bakket op af en servil og ukritisk presse. Pressen er en skændsel. Det skal bare lugte lidt af russer, så træder det journalistiske gadeparlament i aktion. Så stor en angst har denne ensidige og konstante russer-forfølgelse i en skændig presse skabt, at man ser markante, rationelle, kritisk tænkende, observerende og hidtil højt respekterede kommentatorer og opinionsdannere falde fra i deres ellers sædvanligvis modige kritik af journalistikkens ideologiske eskapader – den ene efter den anden. Fornuftens kølige og kyniske rolle er skubbet til side af følelserne. Den portion kynisme, som fornuften altid kræver, tør ingen demonstrere i denne følelseskrig, hvor det drejer sig om udrensning af alt russisk og af alle pro-russiske holdninger. 

Det er en skandaløs politik fra den danske regerings side, når den som led i disse omfattende sanktioner mod alt, hvad der er russisk, ødelægger danske virksomheders store indsats og indtjeningsmuligheder i Rusland. Ødelægger alt, hvad dygtige danskere har oparbejdet gennem mange år i Rusland. Og lukker for al den rigdom, som disse virksomheder gennem fredelige aftaler med Rusland bringer hjem til Danmark. Danmark fører en tåbelig krig, som skader det danske samfund, de danske erhvervsvirksomheder og den danske befolkning. Danskerne forarmes.

EUs aggressive ambitioner
På grund af hvad? Ja, på grund af EUs aggressive ambitioner om at styre alt, hvad der sker i Europa. EU har i mange år gennemført en ret krigerisk markedsøkonomisk ekspansion i Ukraine uden hensyntagen til de snævre økonomiske bindinger mellem Rusland og Ukraine. Den daværende formand for EU-Kommissionen, Barroso, sagde i november 2013: ”Det er fuldstændigt uacceptabelt, at Rusland skal deltage i forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Ukraine”. Og dog var på det tidspunkt den politiske, økonomiske og markedsmæssige integration mellem Rusland og Ukraine lige så stor som – ja, måske større end – den, der eksisterer mellem EU-landene indbyrdes. Men det brød EU sig pokker om. Rusland skulle isoleres og afmonteres politisk, økonomisk og markedsmæssigt; og det i stor forståelse med en tilsvarende amerikansk militær og sikkerhedsmæssig isolation af Rusland. Det er denne aggressive isolationspolitik og nykolonialisme, der har været EUs bidrag til gennem de seneste årtier at optrappe de indre uroligheder og modsætninger i Ukraine. 

Måske med undtagelse af den tidligere tyske kansler Merkel og Tysklands tidligere udenrigsminister (nu Tysklands præsident) Steinmeier, der netop i forholdet til Rusland viste en så stor forståelse af problemernes kompleksitet, at det ville være umuligt på stupid amerikansk manér blot at udpege Rusland som kilden til al ondskab. Og så også med undtagelse af Ungarns premierminister Orbán. Han har lige vundet valget i Ungarn, og har netop på et pressemøde fortalt, at han har inviteret Putin, Ukraines og Frankrigs præsidenter samt Tysklands kansler til et fredsmøde i Budapest angående Ukraine. Det er da noget, der er fornuft i. Og desuden har Orbán sagt, ”Ungarn vil ikke presses til EU-sanktioner mod russisk gas og olie og har ikke et problem med at betale for gassen i rubler”. Det er der også fornuft i. Og Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, har tidligere sagt (ifølge Ritzau), at ”EU ’ingen rolle’ har, når det gælder leverancerne af russisk gas til Ungarn. Det er et bilateralt anliggende”. Også det er der fornuft i. For man kan være sikker på, at i det samlede EU-forum løber de ideologiske følelser, gruppepresset og de ubesindige beslutninger af med hele forsamlingen, hvis ikke nogen modige, fornuftige enere kalder til besindelse, som Orbán gør det.

Hvad har Rusland gjort os?
Hvad har Rusland og russerne gjort os? Hvad kommer denne Ukraine-krig os ved? Den krig, som Ukraine i sin mangeårige undertrykkelse af russiske minoriteter, sprog og kultur og med sin ubetænksomme flirten med EU og NATO selv har fremprovokeret. Den krig, som i princippet er et forsinket indre-russisk opgør om de etniske, politiske, administrative og geostrategiske republik-grænser, som det kommunistiske Sovjetunionen ganske vilkårligt af ren ideologi og uden realitetssans lagde ud over de russiske samfund? Og hvorved Sovjetunionen skabte statslige forvaltningsområder, der efter kommunisttiden er fulde af uforløste og uforenelige modsætninger, og som lider af mangel på naturlig sammenhæng. 

EUs økonomiske og militære muskler
Men nu er det sådan, at den samlede Europæiske Union, der i så mange år har pralet af sine evner til at skabe fred og samle Europa, mener, at de markedsøkonomiske kræfter og evner, som EU gennem mange år har opbygget, altså skal bruges i krigens tjeneste. Bruges til at udbrede EUs centraliserede ide om liberaldemokratiet efter EUs enevældige og magtfulde definition. Og derfor bruges til at udvide, optrappe og sprede konflikterne i Europa – i stedet for at dæmpe konflikterne. EU er krigsførende, så vidt det kan lade sig gøre uden at bruge én eneste soldat. Totalkrig uden brug af militære enheder.

Men EUs markedsøkonomiske muskler er åbenbart ikke nok i denne totalkrig. EU vil gerne have flere militære muskler og styrke sine kapaciteter og det sikkerhedsmæssige samarbejde. Derfor har flere lande i EU nu iværksat programmer, der skal styrke disse landes militære forsvar. At et land har sit eget stærke militære forsvar, er i sig selv altid en god ting i en såre usikker verden, hvor fred i dag pludseligt kan afløses af krig i morgen. Men Danmark og EU har ikke noget militært udestående med Rusland – overhovedet ikke. Skulle vi få det, vil det kun være forårsaget af EUs og Danmarks meget ubesindige økonomiske, markedsmæssige og diplomatiske sanktionsoptrapning over for Rusland.

Danmarks forsvarsforbehold og EUs deltagelse i konflikterne
Herhjemme har regeringen sammen med flere af Folketingets partier besluttet, at danskerne skal til folkeafstemning om en eventuel afskaffelse af Danmarks EU-forbehold vedrørende deltagelse i EUs forsvarspolitiske samarbejde. Regeringen mener altså, at Danmark dermed skal deltage i EUs militære muskelarbejde. Men det vil være tåbeligt. For det EU, der netop ved sin ideologisk aggressive og ultimative markedsliberalisme har vist sig totalt uegnet til at samle sine kræfter om at mindske konflikterne i Europa gennem fredelige, pålidelige og hensyntagende markedsmekanismer, i stedet for det modsatte, skal bestemt ikke have flere kræfter. Og Danmark skal bestemt ikke på nogen måde kaste sine egne nationale militære sikkerhedsressourcer ind i dette centraliserede hasardspil om EU-dominans i Europa på bekostning af andre landes sikkerhed og samfundsmæssige orden. Det kan kun skabe ufred. 

Hvad skal EU som et fredeligt markeds- og handelssamarbejde overhovedet med en koordineret militær sikkerhedspolitik, hvis ikke det var, fordi EU havde ambitioner om at støtte sin liberalistiske markedsaggressivitet med militære midler, og fordi EU gerne vil udvide sine aggressionsmuligheder? En sådan magt skal EU slet ikke have! Derfor skal EU-landenes militære forsvar forblive helt uafhængige og frie af EUs integrations- og koordinationspolitik. Det var hele tiden Storbritanniens holdning, da det var medlem af EU. Sådan som også Danmark for længst har sagt det gennem sit EU-forbehold vedrørende det militære forsvar. Hvis man vil fastholde EU som udelukkende et fredsprojekt og et fredeligt handelssamarbejde, så er vejen frem at forhindre, at EU får flere muskler, og at EU-centraliseringen og -integrationen øges. For med disse ting øges magtfuldkommenheden og magtambitionerne.

Det danske forsvarsforbehold skal bevares
Altså: Det er god politik, at Danmarks militære forsvarspotentiale i rent nationalt regi bliver styrket. Men det er aldeles tåbeligt at overlade det danske militære forsvar til en fremtidig ”stadigt snævrere” integration i EUs centrale styring, og derved øge EUs militære aggressionspotentiale i et overnationalt regi. Danmark skal ikke bidrage med vort eget militære forsvars integration i EU-regi til, at EU styrkes i at føre en politik, der søger at efterligne USA’s magtfuldkomne og ultimative hegemoni. Vi skal søge fred med alle; og kunne forsvare os selv med tilstrækkelige militære midler. EU skal ikke have noget andet formål og nogen anden magt end den at søge fredeligt og loyalt handelssamarbejde med alle, herunder både Rusland og Ukraine.

Vi skal stemme NEJ den 1. juni. Det danske forsvarsforbehold skal bevares.