Vicevært fandt gevær: Bandemedlem idømt fængsel

En 21-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt to et halvt års ubetinget fængsel for at have besiddet et oversavet haglgevær med ammunition, som han efterlod i en trappeopgang i Viby.

Ud over fængselsstraffen blev den 21-årige idømt et opholdsforbud, så han i tre år, efter han har afsonet sin dom ikke må opholde sig i postnumrene Viby og Højbjerg.

En dag i september sidste år opdagede en vicevært en bunke reklamer i en indkøbskurv, der stod i en opgangen i en beboelsesejendom. Viceværten flyttede kurven ind i et aflåst depotrum, men fotograferede reklamerne inden for senere at kunne orientere beboerne om, at de ikke skulle efterlade affald i opgangen.

 

Nogle uger senere ryddede en anden vicevært op i depotrummet, og mellem reklamerne fandt han et oversavet haglgevær, der var ladt med patroner.

DNA førte til gerningsmand

Da viceværten og politiet kiggede nærmere på billederne af indkøbskurven, kunne de under reklamerne se skydevåbnet, der altså allerede i september var efterladt i opgangen.

Der blev sikret spor fra geværet, og et dna-spor på aftrækkeren viste sig at matche med profilen på den 21-årige mand, der har familie, som bor tæt på opgangen i Viby.

”Det var under sagen anklagemyndighedens påstand, at den 21-årige er tilknyttet en bandegruppering, og at besiddelsen af våbnet skete som led i hans tilknytning til gruppen. Den tiltalte nægtede begge dele. Jeg er tilfreds med, at retten fandt begge dele bevist og idømte den 21-årige en længere fængselsstraf og et opholdsforbud” siger anklager Cathrine Brunsgaard.

Den 21-årige ankede dommen på stedet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)