Bobjergvej, Asnæs – Odsherred
Kl. 16.57 søndag blev flere patruljer sendt til en ungdomsklub i Asnæs, hvor der var opstået tumult imellem en gruppe drenge. Tumulten opstod efter en uoverensstemmelse ved en fodboldkamp tidligere på dagen. Politiet traf to drenge på 13 og 14 år, som anmeldte, at de havde været udsat for vold af en 15-årig dreng fra Grevinge. Ingen af de unge var kommet noget alvorligt til.
Patruljerne afhørte de tilstedeværende, og den 15-årige mistænkte dreng blev anholdt og sigtet for vold, ved at have slået og taget halsgreb på de to drenge. Den 15-årige anmeldte samtidig, at han efterfølgende var blevet udsat for vold af en mand, som havde slået ham over hånden med et stykke værktøj, mens han opholdt sig i ungdomsklubben. Den 15-årige blev taget med til politistationen til afhøring, både som mistænkt og forurettet i sagerne om vold.
Politiet undersøgte sagen og anholdt kl. 18.40, en 48-årig mand fra Hørve, som blev taget med til politistationen til afhøring. Han blev sigtet for grov vold mod den 15-årige, der var blevet slået over hånden med en hjulnøgle. Den 48-årige var pårørende til en af de forurettede unge mænd, som i første omgang blev udsat for vold. Han dukkede op ved ungdomsskolen og blandede sig i de unges konflikt. Den 48-årige blev desuden sigtet for at have taget halsgreb på en 17-årig ung mand i samme forbindelse.
Begge anholdte blev løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling, da der ikke blev fundet grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De er begge fortsat sigtet, og de vil høre mere fra politiet i sagerne. Værger/forældrene til de unge i sagen, og de sociale myndigheder blev orienteret om episoden.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)