Der er sandsynligvis begået procedurefejl i Østjyllands Politis efterforskning af en voldtægtssag, der i øjeblikket bliver behandlet i Vestre Landsret.
Den tiltaltes forsvarer har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der nu er i gang med at efterforske sagen, hvor en efterforsker ifølge klagen har forbrudt sig mod flere regler.
Østjyllands Politis øverste ledelse blev bekendt med sagen onsdag, og den overraskede politidirektør Helle Kyndesen.
– Det er en sag, der kommer meget bag på os, og som vi tager meget alvorligt. Det ser ud til, at der er sket ting, der bestemt ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt efterforsker straffesager på. Nu vil vi lade Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforske sagen færdig, inden vi konkluderer yderligere, siger politidirektør Helle Kyndesen.
Østjyllands Politi vil nu undersøge, om der er brug for generelle tiltag for at undgå lignende sager.
– Borgerne må ikke være i tvivl om, at vi overholder reglerne og behandler alle sager korrekt. Så det er klart, at denne sag får os til at se på, om der eventuelt er behov for at vejlede vores medarbejdere yderligere, siger politidirektøren.
Hos Statsadvokaten i Viborg hvor sagen bliver ført, mener anklageren ikke, at procedurefejlene skal have betydning i forhold til selve voldtægtssagen, da de ikke har betydning for vidnernes troværdighed.
Da Den Uafhængige Politiklagemyndighed er i gang med en efterforskning af sagen, kan Østjyllands Politi ikke kommentere sagen yderligere.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)