Nordjyllands Politi efterlyser nu specifikt borgere, som har set den ret karakteristiske damecykel, som den mistænkte mand i voldtægtssagen flere steder efter voldtægten og voldtægtsforsøget fredag 20. oktober er blevet set cykle rundt på i Aalborg-området.
Det oplyser efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek, der siger:
”Vi er interesseret i at få fastslået den mistænktes færden ret præcist, da det kan kaste flere spor af sig – spor, som fører til, at vi får ham identificeret og selvfølgelig pågrebet. Derfor koncentrerer vi nu en del af vores efterforskningsarbejdet omkring denne damecykel.”
Cykel blev stjålet
Det, som politiet ved, er, at den er blevet stjålet fra den retmæssige ejer omkring den 1. oktober 2023 i Ø-gadekvarteret i Aalborg, og politiet har fra cyklens rette ejer modtaget en række fotos af den. Fotos, som politiet nu offentliggør.
”Det kan forhåbentlig medføre, at flere borgere genkender den og måske kan nogen huske, at de har set manden på cyklen – eller man har set den stå nogle steder,” siger politikommissær Carsten Straszek, der i så fald kraftigt opfordrer til, at man straks ringer til Nordjyllands Politi på telefon 114.
Han gør i forhold til fotoet af cyklen særligt opmærksom på, at sadlen er sort/grå, når det røde saddelovertræk er fjernet.
Cykel blev efterladt
Politiet kan yderligere om damecyklen oplyse, at det er formodningen, at den mistænkte ikke selv har stjålet cyklen i første omgang. Derimod tyder det på, at cyklen i en længere periode har været efterladt på Gertrud Rask Vej beliggende ved Gugvej.
Her er cyklen nemlig set efterladt i perioden fra 14. oktober til og med den 20. eller 21. oktober 2023.
”Derfor er det vores opfattelse, at den mistænkte mand således først er kommet i besiddelse af damecyklen enten den 20. eller 21. oktober,” understreger Carsten Straszek
Den mistænkte er allerede blevet set på cyklen flere steder lørdag den 21. oktober, bl.a. i området omkring Grønlandskvarteret og omkring Frederikstorv i Aalborg.
”Men vi har brug for flere informationer, før vi har det fornødne grundlag til at stykke et fuldstændigt billedet sammen,” pointerer politikommissæren.
Flere videooptagelser offentliggøres
Ud over billederne af cyklen frigiver Nordjyllands Politi ligeledes en række videooptagelser af manden, hvor man ser ham cykle rundt på Frederikstorv i Aalborg dagen efter forbrydelserne, nemlig lørdag den 21. oktober. Disse videoer har tidligere, i weekenden, været offentliggjort som enkeltbilleder, hvor man blandt andet også ser den mistænkte cykle først uden og så med en større fladskærm spændt bag på cyklen.
Nærmere bestemt ser man på de to videosekvenser den mistænkte kl. 14:47 cykle ad Frederikstorv og ind ad Priorgade i det centrale Aalborg. Derpå, kl. 14:58, ses han komme cyklende ud ad Priorgade. Og kl. 15:03 ses han trække cyklen ind ad Priorgade. Alle gange er det uden fladskærm.
Men så, kl. 15:15, ses den mistænkte cykle ud af Priorgade nu med fladskærmen spændt bag på cyklen.
”Vi håber, at denne yderligere offentliggørelse af videosekvenser kan resultere i genkendelse,” lyder det fra Carsten Straszek.
Se videomateriale her:
Yderligere status på efterforskningen
Politiet har de seneste mange dage efterforsket særdeles intenst i sagen, og man har forfulgt en lang række spor. Uden at disse dog har ført til identifikation af den mistænkte.
”Det har ført os til den antagelse, at den mistænkte mand måske har haft et kortere ophold i Aalborg, eller at han i hvert fald har en løsere tilknytning til byen og landet. Og derfor kan han nu have taget ophold i et andet område længere væk – måske er han helt ude af byen og et andet sted i Danmark; eller sågar i udlandet,” fortæller Carsten Straszek om de overvejelser, man aktuelt gør sig i efterforskningsledelsen. Han pointerer dog kraftigt, at man ikke kan afvise, at den mistænkt opholder sig i Aalborg eller i Nordjylland.
”Vi har god grund til at antage, at han ikke snakker eller forstår dansk. Han har, til forskellige vidner i sagen, anvendt ganske simple engelske, tyske og franske ord.”
Nordjyllands Politi har foretaget adskillige efterforskningsskridt i sagen. Det har blandt andet været i form af afhøringer, genafhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser af forskellige effekter samt ligeledes undersøgelser på og omkring gerningsstederne.
Derudover har efterforskningen bestået i at indhente og gennemse videomateriale fra forskellige i Aalborg samt offentliggøre relevante elementer herfra af den mistænkte mand.
”Efterforskningen har ligeledes ført os rundt på en lang række af lokaliteter i og omkring Aalborg; som eksempler kan jeg nævne store byggepladser, hvor blandt andet udenlandske håndværkere arbejder, vi har været i forskellige kolonihaver for at undersøge, hvorvidt mistænkte kunne have taget ophold der, ligesom vi har været undersøgt byens parker, skovarealer og flere grønne områder samt steder, hvor vi ved, at hjemløse opholder sig og færdes, for eksempel opholdssteder og varmestuer i og omkring Aalborg,” fortæller Carsten Straszek.
Indtil videre uden resultat. Desværre.
”Men man må fortsat gerne,” pointerer politikommisæren,” være ekstra opmærksom, hvis man har sin daglige gange nogle af disse steder og straks kontakte os, hvis man observerer den mistænkte.”
Mange borger-henvendelser
Politikommissæren oplyser videre, at man har modtaget rigtig mange henvendelser i sagen fra offentligheden. Aktuelt langt over 200. Og dem er efterforskningslederen taknemmelig for.
”Det giver os mange spor at arbejde videre med, så dem er vi glade for, selvom de desværre ikke i denne dybt alvorlige sag indtil nu har givet os det gennembrud, som vi arbejder benhårdt på at opnå.”
Han løfter dog sløret for, at borgerhenvendelserne i sagen har givet efterforskerne cirka 15 mulige konkrete identiteter på mulige mistænkte at forfølge.
”Og det har vi øjeblikkeligt gjort; men ingen af disse henvendelser har ej heller ført til identifikation af den mistænkte mand. Disse har ikke været den person, som man ser på billeder og videoer,” understreger Carsten Straszek.
Nordjyllands Politi har i øjeblikket ingen yderligere informationer i sagen til offentligheden, og der skal fortsat lyde en opfordring til at ringe 114 med relevante oplysninger – selvfølgelig hvis man genkender den mistænkte, eller man ved, hvem han er.
”Og naturligvis også hvis man har oplysninger om den karakteristiske damecykel,” afrunder Carsten Straszek.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)