15-årig anholdt i sag om vold mod jævnaldrende

Onsdag morgen kl. 09.25 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger havde set en gruppe personer tildele en ung mand nogle slag på Randersvej i Lisbjerg, inden nogle af dem forlod stedet ad et stisystem i retning mod IKEA.

 

Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev sendt til stedet, hvor episoden havde fundet sted i nærheden af Netværksskolen i Lisbjerg, hvor den forurettede 15-årige var tilknyttet. Den 15-årige fik ligeledes stjålet sin telefon i forbindelse med sagen.

 

Ved politiets ankomst til stedet blev en 15-årig jævnaldrende identificeret som én af gerningsmændene, og han blev derfor sigtet og anholdt. De to personer har et forudgående kendskab til hinanden. Den anholdte blev under en visitation fundet i besiddelse af et knojern og ligeledes sigtet for en overtrædelse af våbenloven.

 

To øvrige medgerningsmænd til overfaldet havde forladt stedet ved politiets ankomst. De to personer opfordres til at rette henvendelse til politiet, ligesom vidner også meget gerne må kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114, hvis de har viden om episoden eller har set noget med relation til volden.

 

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer. Sagen efterforskes fortsat med henblik på at få klarlagt et hændelsesforløb samt at få identificeret de to formodede medgerningsmænd.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)