15. MARTS – SKAMMENS DAG

Det var den islamiske samarbejdsorganisation OIC, der planlagde og iscenesatte den pan-islamiske hadkampagne og de voldelige demonstrationer mod Danmark i 2006 efter publiceringen af muhammedtegningerne. OIC har i mange årtier arbejdet utrætteligt på at bremse enhver kritisk ytring om islam og har haft held med opgaven. Milliarder af petro-dollars er investeret i vestlige medier, universiteter og politiske partier med det resultat, at det totalitære islamiske samfundssystem i dag er fritaget for kritik og reformkrav. Senest har OIC haft succes med at overtale FN til at gøre den 15. marts til Den Internationale Kampdag mod Islamofobi. FN har 193 medlemsstater, hvoraf kun 86 kan betegnes som ’frie’ ifølge Freedom House. Fakta Link opregner kun 20 lande som komplette demokratier, hvor der er frie valg, og hvor vælgerne kan føle sig trygge og sikre i et effektivt retssamfund. Det vil sige, at et betydeligt flertal af FN’s medlemsstater er kleptokratier, diktaturer og slyngelstater, der om ikke andet, så har det tilfælles, at de er glade for forbud og censur, der kan få kritik og modstand til at forstumme.  Den vare er OIC klar til at levere.

Begrebet islamofobi har været kendt siden 1920, men fik først luft under vingerne, da ayatollah Khomeini i 1979 relancerede begrebet med bål og brand som et brændemærke i panden på enhver, der vovede at udtale sig kritisk om islam som tro og samfundssystem. Og det er jo det hele. Islam består af tre komponenter: en fanatisk personkult i lighed med kultbevægelserne omkring Hitler, Stalin og Mao. Dernæst et komplet samfundssystem, der rummer et levnedsdiktat (shariabevægelsen), som viser hvordan en muslim skal leve fra morgen til aften, fra vugge til grav og endelig en tro, som er den mindste komponent. Troen består af islams 5 søjler, som er trosbekendelsen, bønnen, fasten, almisser og pilgrimsrejsen til Mekka. Og det er så det. Alle tre komponenter anses i islam for enten Allahs egne ord eller udtryk for hans vilje. Personkulten, shariabevægelsen og troen er alle således hellige, evige og ukrænkelige i islams perspektiv. Islamofobi er derfor enhver krænkelse eller kritik af profeten, det totalitære samfundssystem og troen.

Det er lykkedes OIC & Co. at stemple kritik af islams brutale regimer med deres fascistoide menneskesyn og sadistiske straffemetoder som religionskritik, fordi i islam er politik og religion på Allahs bud smeltet sammen til et udeleligt hele. Denne madding har de vestlige demokratier slugt med hud og hår. Islam bliver nu af vestlige ledere omtalt som kærlighedens og fredens religion. Islamiske terrorhandlinger må ikke forbindes med islam, men pakkes ind i beskyttende omtale, der giver ’mørkets kræfter’, ’ensomme ulve’ og ’psykisk syge’ skylden for de mange attentater og terrordrab viet til Allah. De muslimske gerningsmænd til alt for mange voldtægter, dødsvold og mord idømmes i Tyskland, Østrig og Frankrig ikke mere fængselsstraf (muslimer dræber jo ikke), men får en diagnose og en tur på kolbøttefabrikken.

For omkring 20 år siden arbejdede det internationale samfund med en definition af islamofobi, der viste sig som ’en ubegrundet fjendtlighed mod islam’. Sådan at forstå, at der meget vel kunne tænkes en begrundet fjendtlighed mod islam som for eksempel det islamiske angreb på World Trade Center eller islam-terroren i Paris mod Bataclan rockkoncerten.  Den formulering har OIC nu fået fjernet fra FN’s spritnye definition på islamofobi, der nu omfatter ’frygt, fordomme og had mod muslimer, der leder til provokation, fjendskab og intolerance’. Eller kort og godt: al kritik af islam er islamofobi. Kommentar fra professor i islamisk teologi, Thomas Hoffmann: ”Det er nu islamofobisk at hævde, at terrorangrebet den 11. september 2001 var udført af muslimer og havde islam som en motiverende og legitimerende faktor.”

Det er på høje tid, at vi i de vestlige demokratier sprænger frygtens og hykleriets lænker og forlader hele denne betændte cirkusforestilling omkring kunstproduktet ’islamofobi’. Lad os i stedet se på muslimernes rettigheder i de demokratiske samfund. Bliver muslimer forfulgt på grund af deres tro? Bliver muslimer forhindret i at arbejde, at erhverve fast ejendom? Er muslimer forhindret i at ytre sig frit og deltage i samfundsdebatten? Kan muslimer ikke vælges til kommunalråd og Folketinget? Har muslimer ikke ret til de sociale ydelser som andre borgere i samfundet? Der er ikke noget, der hedder islamofobi i Danmark eller i andre vestlige demokratier. Islam skal derfor ikke beskyttes, men tværtimod inddæmmes. Islam i praksis rummer et modbydeligt menneskesyn, der forfølger kvinder, ikke-muslimer, seksuelle minoriteter og forsvarer børneægteskaber og grusomme straffemetoder. Hvis vi ikke kan rejse os og mobilisere modet til at bekæmpe disse forbrydelser mod menneskeheden, fortjener vi selv at blive en del af dette hadets og vredens imperium. Vi er godt på vej, da ikke mindre end 77 procent af herboende muslimer ønsker grundloven udskiftet med shariabevægelsen. Det er det, der på moderne dansk hedder integration.

I Danmark skal vi ikke anerkende den 15. marts som den Internationale Kampdag mod Islamofobi. I stedet skal den 15. marts være mærkedagen for kampen mod demokrafobi, som er hadet til friheden, folkestyret og retsstaten. En kampagne for frihed og folkestyre ville give et frisk sus af livgivende forårsblæst i demokratiets betrængte og beklumrede stuer.