18.000 studerende flytter ved deres studiestart på videregående uddannelser

Flest nye studerende flytter til hovedstad og storby, mens land og provins mister flere studerende, end de modtager.

Når pladsen på et af Danmarks universiteter, erhvervsakademier eller professionsskoler er sikret, indleder tusindvis af danske studerende jagten på en egnet studiebolig i den by, hvor deres fremtidige studieplads ligger.

I 2019 flyttede knap 18.000 kommende studerende til ny bolig i månederne omkring studiestarten på en videregående uddannelse. Det svarer til 31 pct. af alle studerende, som startede på videregående uddannelser det år.

For at en flytning tælles med som en studieflytning i denne opgørelse, skal den flyttende person være startet på en videregående uddannelse og være flyttet i perioden fra 1. august 2019 til 31. oktober 2019.

”På den måde mener vi at kunne give et kvalificeret bud på, hvor mange der flytter i forbindelse med studiestart. Når det er sagt, kan vi jo ikke vide med sikkerhed, at de unge er flyttet på grund af optag på videregående uddannelse,” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Mikkel Jonasson Pedersen.

”Det er blot sandsynligt, da vi også kan se, at langt de fleste af disse flytninger faktisk bringer de studerende tættere på deres kommende studie. Dog er der også 13 pct. af de flyttende, som øger afstanden til det kommende studie.”

Mange af nye studerende flytter mere end 50 kilometer

7.300 af de studerende, som flyttede i forbindelse med studiestarten, flyttede mere end 50 kilometer tættere på studiet. Det svarer til 41 pct. af alle de flytninger, studerende foretog omkring studiestart.

Den næststørste gruppe flyttede mellem 11-50 kilometer. Det gjorde rundt regnet 2.800 nye studerende, hvilket svarer til 15 pct. af alle flytningerne. Rundt regnet 2.200 af flytningerne bragte den studerende længere væk fra studiet, end før flytningen fandt sted, svarende til 13 pct. af flytningerne.

Afstande er beregnet på baggrund af Kraks kort. I nogle tilfælde er der ikke overensstemmelse mellem disse kort og de registrerede adresser. Det kan både skyldes nybyggerier som ikke er med på kortene, men også at adressen fra sidste år ikke længere findes.

Det betyder, at ved ca. 2.900 af flytningerne i forbindelse med studiestart, er det ikke muligt at beregne forskelle i afstand. Tallene om flytteafstande er derfor behæftet med en vis usikkerhed.

Antal flytninger og flytteafstand, nye studerende på videregående uddannelser. 2019

Flyt 1

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af flytteregisteret og elevregisteret

Flest nye studerende flytter til Aarhus

Den kommune, som flest nye studerende på videregående uddannelser flyttede til i 2019, var Aarhus Kommune, dog meget tæt efterfulgt af Københavns Kommune.

Således flyttede knap 4.100 studerende til Aarhus Kommune, mens knap 4.000 flyttede til Københavns Kommune. Dette svarer hhv. til 23 og 22 pct. af alle studieflytningerne omkring studiestart på videregående uddannelser i 2019. Tallet inkluderer alle flytninger foretaget af nye studerende på videregående uddannelser, både flytninger inden for samme kommune og tilflytninger fra andre kommuner.

Kommunen med tredje flest studietilflytninger i 2019 var Aalborg med rundt regnet 2.100 flytninger svarende til 12 pct. af alle studieflytninger omkring studiestart. Herefter følger Odense Kommune med 2.000 studieflytninger svarende til 11 pct. af flytningerne.

Tilflyttende studerende til de største danske kommuner. 2019

flyt2

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af flytteregisteret og elevregisteret

Anm: Figuren viser kun tilflytning til Danmarks fire største kommuner

Flest tager til hovedstad og storby, mens land og provins mister flere studerende end de modtager

Trækker man de fraflyttende studerende fra de tilflyttende studerende, får man den såkaldte nettotilflytning, altså om de forskelige kommuner går i plus eller minus, når alle de nye studerendes flytninger er foretaget.

Netto modtog danske storbykommuner (Odense, Aalborg og Aarhus) 5.200 kommende studerende på videregående uddannelser i 2019, hvilket var den største nettotilflytning blandt alle kommunetyperne.

Den næststørste tilflytning skete til kommunerne grupperet som ”hovedstadskommuner” i Danmarks Statistiks klassificering af danske kommunetyper, som dækker over København og en række omkringliggende kommuner. Hovedstadskommunerne endte med en nettotilflytning på knap 1.900.

Alle andre kommunetyper i landet, herunder landkommuner, provinskommuner og oplandskommuner endte med at have negativ nettotilflytning i 2019. Der var altså flere kommende studerende, som flyttede fra kommunerne end til kommunerne.

Fakta: Hvad menes der med land og provinskommuner?

  • Danmarks Statistik har grupperet Danmarks 98 kommuner i 5 overordnede kommunetyper, som hedder Hovedstadskommuner, Storbykommuner, Provinsbykommuner, Oplandskommuner og Landkommuner.
  • Denne opdeling er lavet med udgangspunkt i oplysninger om tilgængelighed til arbejdspladser og antallet af indbyggere i den største by i kommunen.
  • Opdelingen kan anvendes til analyser af geografiske forskelle i Danmark.
  • Se oversigt over alle danske kommuner og deres klassificering her

Den største nettofraflytning af studerende skete i landets landkommuner, hvor lidt over 2.800 forlod kommunegruppen til fordel for andre kommunegrupper.

Dernæst følger de danske provinskommuner, som mistede knap 2.200 studerende, efter flytteregnestykket var gjort op. Disse følges af oplandskommunerne, hvor knap 2.100 studerende netto endte med at forlade kommunerne.

Se flere tal om til- og fraflytning i tabellerne i bunden af artiklen.

Nettotilflytning, nye studerende på videregående uddannelser. 2019

flyt3

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af flytteregisteret og elevregisteret

Størstedelen af de flyttende studerende halverer deres afstand til studiet

Mange af de nye studerende fik markant kortere afstand til studiet, efter de var flyttet. Således mere end halverede rundt regnet 10.600 studerende deres afstand til deres kommende studie, hvilket svarer til 59 pct. af alle flytningerne omkring studiestart.

”Kigger man udelukkende på gruppen, som halverer deres afstand til studiet, kan vi se, at ret mange af dem har gjort dette ved at flytte relativt langt,” forklarer Mikkel Jonasson Pedersen.

”Fx har knap 7.300 studerende mere end halveret deres afstand ved at flytte over 50 kilometer tættere på studiet.”

Studerende som efter flytning har halveret afstanden til studiet. 2019

flyt4

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af flytteregisteret og elevregister

Har du spørgsmål til tallene i denne artikel, kan du kontakte fuldmægtig Mikkel  Jonasson Pedersen på MPS@dst.dk tlf. 39173752.

Tabel: Brutto- og nettotilflytning fordelt på kommunetyper. 2019

Hovedstadskommuner Landkommuner Oplandskommuner Provinsbykommuner Storbykommuner
Bruttotilflytning 5.869 1.026 572 2.287 8.202
Nettotilflytning 1.865 -2.812 -2.070 -2.155 5.172

Tabel: Hvor flytter de studerende fra og til fordelt på kommunetyper i pct. 2019

Flytter til hovedstadskommuner Flytter til landkommuner Flytter til oplandskommuner Flytter til provinsbykommuner Flytter til storbykommuner
Flytter fra hovedstadskommuner 50 11 10 10 8
Flytter fra landkommuner 13 54 17 18 25
Flytter fra oplandskommuner 13 10 47 14 15
Flytter fra provinsbykommuner 16 14 16 49 26
Flytter fra storbykommuner 8 11 10 9 27

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)