2. søndag efter Trinitatis

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig. Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig! Skaf mig hævn over mine forfølgere, vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort. Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig. Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud. Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene, for du har fyldt mig med din vrede. Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb. Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd. Jer 15,10.15-21

* Denne hellige lektie skrives i Johannes’ Åbenbaring: »Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.« Åb 3,14-22

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

Forleden var det Grundlovsdag. Dagen, hvor vi fejrer demokratiets indførelse i landet. Demokrati betyder, at vi som folk ikke længere er underlagt kongens magt, men selv har lov at være med til at sætte dagsordenen. Og selvom vi godt kan se, at det ikke er en perfekt styreform, så er de fleste af os alligevel godt tilfredse med, at vi lever i et demokrati og ikke under en mere eller mindre tilfældig regents styre.

Men i Guds rige er der ikke demokrati. Dér tilhører hele magten kun én – nemlig Gud. Enevoldskonge er han overalt, som vi sang. Han troner i Himlen, men Riget udstrækker sig længere end bare til Himlen; det er også at finde på Jorden, overalt hvor vi giver Ham magt. Selvom vi lever i et demokrati, har vi som kristne altså også en konge, en enevældig konge endda, som har al magt i himlen og på jorden.

Men Guds magt er en anden slags magt end verdens magt. Han råder og styrer alt, men ikke på samme måde som en verdslig kejser eller konge – eller for den sags skyld som et verdsligt parlament.

En konge skal man adlyde. Men skal man også det, når han forlanger sådanne ting som i dagens tekst? Det fjerde bud siger, at man skal ære sin far og sin mor, og familien er en fast søjle i den jødiske måde at tænke på. Men Jesus siger: ”Den som ikke hader sin far og sin mor, kan ikke være min discipel”. Mener han virkelig, at man skal hade sin familie? Det virker ud fra en umiddelbar betragtning til at være i modstrid med det evangelium, vi prædiker her, om at man er sat i verden i kald og stand. Og om at Jesus elsker verden, og sætter livet til for sine venner, og at  vi skal gå ud og gøre ligeså. Det evangelium, der lyder her i kirken, hvor glade og alvorsfulde forældre bærer deres små børn til dåben, hvor ægtepar højtideligt lover at elske hinanden til døden skiller dem ad, og hvor vi sørgende holder ligprædiken over vore kære døde, inden vi lægger dem i graven.

Selvom vi godt ved, at Jesus ikke er nogen hyggeonkel, så er det er dog usædvanligt hårde og forvirrende ord, vi hører i dag! Især fordi vi kender hans andre ord og gerninger.

Men ordene om, at den, der ”ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv” ikke kan være Jesu discipel, er ikke et nyt bud, der skal ophæve det fjerde bud.  Man skal stadig ære sine forældre. Men det handler om, hvad man lader sætte dagsordenen i sit liv.

Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel, siger Jesus. Hvis man vil følge ham, så må man forsage verden, får vi at vide. Det betyder ikke, at man skal isolere sig fra omverdenen, men det betyder, at man går ind under den virkelighed, der er Guds.

Jesus sætter sig selv i modsætning til verden. Og hvis man vil følge ham, må man derfor forsage alt det, som verden bygger på. Alle de ting, som støvet hænger ved: rigdom, ære, popularitet – selv slægten.

Jesus taler i dag også om, at man skal tænke sig om, inden man begynder på et projekt. Når vi skal bygge noget, spørger vi: Har vi råd? Kan vi klare det? Kan det holde? Hvis man kun får lagt soklen og derefter giver op, så har man ikke noget hus. Det nytter ikke noget at have fundamentet, hvis man ikke også bygger vægge og tag. På samme måde skal man også gøre det ordentligt, når man vælger at følge Jesus.

Gud kan ikke fordrage lunkenhed: Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund, som Han siger i Johs. Åbenbaring.

Man skal ikke være lunken i sin kærlighed til Gud, man skal gå all in, som man siger på engelsk med et lån fra kortspillets verden – man skal satse det hele. Vil du være Jesu discipel, skal du sætte alt ind på, at det er ham, der kan frelse dig. Det er ikke andre mennesker, der kan frelse dit liv – heller ikke de mennesker, du elsker: dine børn, familie, kæreste venner. Det kan kun Jesus. Derfor skal du lade kærligheden til Ham være det, der bærer dig her i livet. Og intet andet. Han er vejen, sandheden og livet.

Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel, siger Jesus. Men Jesu spor skræmmer. Den vej, Jesus gik, var fyldt med lidelse. Vores vej kan ikke være anderledes. Vi ender måske ikke på korset, men lidelse er der ingen mennesker, der undgår. Ingen af os kan undgå at miste nogen af dem, vi holder af, undervejs. Ingen af os går fri af sygdom og død. Sådan er menneskets vej. Men slår vi følge med ham, så vil også hans fred og glæde og liv og lys følge med os.

Man kan ikke planlægge sin vandring i Jesu spor, sådan som man kan planlægge byggeriet af et hus. Man kan ikke sidde med et kort og overskue ruten på forhånd. Og man kan på dén vandring heller ikke støtte sig til sin egen styrke eller familie eller rigdom eller helbred eller dyder, men kun til sin tillid til ham og hans styrke. Har hånd du lagt på Herrens plov, som Grundtvig siger, så se dig ej tilbage. Man skal ikke se tilbage på sig selv og sit eget.

Det betyder imidlertid ikke, at man letter fra jorden som en anden engel. Det betyder snarere det modsatte – nemlig at man lander på jorden med begge ben. Dér, hvor budene om at ære sin far og mor og om at elske sin næste stadig gælder. Amen