I et grundlovsforhør er en 25-årig mand blevet varetægtsfængslet i 20 dage for flere tilfælde af ulovlig tvang mod FCK-fans søndag den 7. august.
Den mistænkte gerningsmand henvendte sig selv til Københavns Politi onsdag aften. Han er sigtet for tre tilfælde af røveri – i to af tilfældene blev de forurettede tvunget til at aflevere deres FCK-trøje, og i det tredje tilfælde blev en forurettet med vold aftvunget et FCK-halstørklæde.
Retten har vurderet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 25-årige i 20 dage, men for ulovlig tvang. Han er dog fortsat sigtet for røveri.
»Vi er i fuld gang med at kortlægge forløbet. Vi har talt med de forurettede i de tre sager, men vi har en mistanke om, at der kan være flere lignende tilfælde. Derfor vil vi fortsat gerne høre fra både eventuelle forurettede og vidner, som vi endnu ikke har talt med,« siger politikommissær Poul Hansen, der er leder af Sektionen for røveri i Københavns Politis efterforskningsenhed.
Københavns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)