25. søndag efter trinitatis


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Job 14,7-15 1 Kor 15,50-57 Luk 17,20-33

Det er en lidt skræmmende tekst, vi lige har hørt. I hvert fald den sidste del.

Vi bliver mindet om menneskene på Noas tid, der levede livet uden tanke på hverken døden eller evigheden, og som pludselig, uden varsel, blev udslettet i syndfloden. Og om folkene i Sodoma, der spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, men som blev udslettet i Guds vrede, da han pludselig fandt det for godt at lade ild og svovl regne ned over den syndige by.

Fra den ene dag til den anden er de udraderet. Og sådan skal det også være, siger Jesus, den dag, Jesus kommer tilbage – det vil sige på Dommens Dag. Den dag kommer pludseligt, ud af det blå, ingen kender timen. Og når den kommer, skal man ikke se sig tilbage – husk på Lots hustru – for så gælder det Guds rige, og alt andet bliver ligegyldigt. Dommedag står for de fleste moderne mennesker som noget forfærdeligt. Den dag, da jorden går under, og alle de ting, som vores hjerter ellers hænger ved, bliver udslettet. Og det skal siges, at Bibelen også har billeder nok af, hvor frygtelige ting, der skal komme til at ske på den dag – den dag, da dommen falder over hele jorden.

Men det er jo også den dag, da Menneskesønnen kommer på Himlens skyer; den dag, da Guds rige endelig bryder synligt frem. Som Paulus sagde det: ”vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.” Dette lyse og håbefulde syn på Dommens Dag var tydeligt fremherskende blandt de sorte slaver i USA for 150 år siden. Deres sange har lagt grunden til det, vi i dag kalder ”gospel-musik”, hvilket betyder ”evangelie-musik”, hvilket igen betyder ”det glædelige budskabs musik”.

LÆS OGSÅ:  Prædiken for Store Bededag – af Claus Thomas Nielsen

Og hvad var det så for et glædeligt budskab, de formidlede i deres sange, de arme slaver? ”My Lord, what a Morning, when the stars begin to fall”. Åh, Herre, sikken morgen! Når stjernerne begynder at falde! Ja, det glædelige budskab om Dommedag, om Verdens Ende. For disse mennesker, der levede under fattige og ufrie forhold, var Dommedag ikke et skræmmebillede, det var noget, de håbede på. De håbede på, at Verdens Ende måtte komme snart, så Gudsriget kunne sætte sig igennem og de kunne få et bedre liv. For de havde øre for det egentlige budskab i Bibelens tekster om Dommedag: At denne verden er underlagt Gud. At den tilværelse, vi kender, ikke er den yderste virkelighed, men at der er en Skabergud, der regerer over alting, og at han har en hensigt og et mål for den verden, han har skabt. Og at målet engang bliver nået. Amerikas slaver havde noget til fælles med de første kristne.

LÆS OGSÅ:  PRÆDIKEN TIL TRINITATIS SØNDAG

De sukkede også efter den dag, da Jesus skulle komme igen og endegyldigt udfri hele verden. Disciplene talte ofte og gerne om Dommedag, og de stillede mange spørgsmål til Jesus om det: ”Hvordan kan vi vide, når de sidste tider er nær?” ”Hvornår skal det ske?” ”Hvad sker der, hvis vi er døde, før Dommedag kommer?” Det var spørgsmål, der tit var oppe og vende blandt de første kristne. Ikke, fordi de var bange for Dommedag, for Verdens Ende.

Nej, de glædede sig faktisk til den. Og Jesus tog dem alvorligt. Han afviste ikke spørgsmålet, men fortalte dem om solen månen og stjernerne, der skulle falde ned fra himlen, om Menneskesønnen, der skulle komme på Himlens skyer, og om den døvende basunklang, der skulle forkynde de sidste tider. Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg selv synes, det er hårdt at læse tekster som sidste del af dagens evangelium.

Jeg har svært ved virkelig, med hjertet, at indse, hvad jeg godt med mit hovede kan forstå: at disse profetier og syner skal høres som en forkyndelse af håb for fremtiden, og ikke som en trussel om undergang. ”My Lord, what a morning” får alt for nemt en ængstelig klang, når jeg skal synge den, for jeg synes, det er vanskeligt at glæde sig over tanken om, at verden som jeg kender den engang skal forgå. Min sjæl hænger ved støvet, for nu at bruge et udtryk af Grundtvig. Slaverne i Amerika havde også forstået en anden vigtigt ting, som Jesu disciple og de første kristne også godt vidste. Nemlig at når Jesus siger: ”Følg mig”, så betyder det ikke: ”Kom og få en interessant religiøs dimension i din tilværelse”, men det betyder: ”Tag dit kors op, og vær indstillet på, at det kan gå disciplen, som et gik mesteren – det kan gå dig, som det gik Jesus.” Slaverne sang: “I’m going to lay down this world, Going to shoulder up my cross, Goin’to take it home to Jesus, Ain’t that good news”. “Jeg vil lægge Verden fra mig, tage korset på mine skuldre, bære det hjem til Jesus – er det ikke gode nyheder?”

LÆS OGSÅ:  Prædiken til 24.s.e.trin 2018, Vor Frue Kirke, København

Og jo, det er gode nyheder. Det er gospel, evangelium, et glædeligt budskab! Ikke et budskab om, at du skal være lalleglad og klappe i hænderne, fordi alting i tilværelsen er godt og skønt, Nej, men et budskab om, at om så din tilværelse på Jorden mislykkes fuld­stændig, om så du overhovedet ikke har andet at klamre dig til i verden, end det kors, du bærer på dine skuldre – så har du dog altid det håb, der forkyndes netop ved korset, ved det træ, som din frelser blev henrettet på. Håbet om en fremtid, der er fuld af Guds muligheder.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb