28-årig mand fra Fyn anholdt for bedrageri for et millionbeløb

En 28-årig mand fra Svendborg kommune blev onsdag den 22. februar kl. 11.47 anholdt af Fyns Politi. Den 28-årige mand er anholdt og sigtet for bedrageri for over 1 mio. kroner og fremstilles i grundlovsforhør i dag den 23. februar 2023 kl. 11.30.

En 28-årig mand fra Svendborg kommune er mistænkt for omfattende bedragerier, hvor han har ringet til ældre kvinder og udgivet sig for at være fra deres bank. Den mistænkte formodes i den forbindelse, at have narret sig adgang til kvindernes bankkonti.

Manden er indtil videre sigtet for at have franarret de forurettede over 1 mio. kroner. Pengene blev brugt til at købe dyre ure, hvor de intetanende sælgere fik overført et aftalt beløb direkte fra de forurettedes konti.

De omfattende bedragerier er begået i 2022 og 2023, og manden blev anholdt på Sjælland af betjente fra Fyns Politi med assistance fra Københavns Politi, da han forsøgte at købe endnu et dyrt ur.

Manden fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Odense i dag den 23. februar 2023 kl. 11.30. Der begæres dørlukning, hvorfor Fyns Politi ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

 

Sådan undgår du at blive udsat for kontaktbedrageri:

– Vær på vagt – det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge.

– Smæk røret på – hellere et nej for meget.

– Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående person, og bed om hjælp til at få verificeret henvendelsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)