37-årig mand idømt forvaring for drab

En 37-årig mand, der var tiltalt for at have dræbt en 26-årig mand den 1. januar 2023, er i dag blevet kendt skyldig.

 

Ved Retten i Kolding er der i dag afsagt dom i en sag mod en 37-årig mand, der var tiltalt for drab på en 26-årig mand.

 

Retten fandt det bevist, at manden skulle dømmes efter anklageskriftet, og han blev derfor kendt skyldig i at have dræbt den 26-årige med knivstik. Drabet fandt sted i Kolding den 1. januar sidste år.

 

Den 37-årige mand blev også dømt for vold mod en anden mand. Denne episode fandt sted kort inden drabet.

 

Under retssagen har den 37-årige erkendt sig skyldig i vold, men han har nægtet sig skyldig i tiltalen om drab.

 

Den nu dømte blev anholdt på dagen for drabet. Dagen efter blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, og siden da har han været varetægtsfængslet.

 

Anklageren havde på forhånd nedlagt påstand om, at den 37-årige skulle idømmes en forvaringsdom. Dette valgte retten at følge.

 

Den 37-årige, der fortsat er fængslet, har anket dommen.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)