37 timers aktiveringsfarce fortsætter

Det er et taknemmeligt job at være dansk journalist. Det er de samme emner, der skrives om år efter år. Om sygefraværet i det offentlige. Om sundhedsvæsenet der er i knæ. Om plejehjemsskandaler. Om folkeskolen der udklækker funktionelle analfabeter. Om forsvaret der er i ruiner. Om det uigennemskuelige skattesystem. Om afbureaukratisering der aldrig bliver til noget. Og naturligvis om den famøse 37 timers arbejdspligt for arbejdssky muslimer.

I årevis har man talt om, at de muslimske indvandrere skal forsørge sig selv. I marts 2013 udtalte Mette Frederiksen således, at ”kontanthjælpssystemet er blevet et parallelt førtidspensionssystem, når man kigger på kvinder med minoritetsbaggrund”.

I 2018 foreslog Socialdemokratiet i sit udlændingeudspil, at muslimske kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til fællesskabet som ”betaling” for deres kontanthjælpsydelse.

I januar 2020 kunne medierne berette, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var i færd med at forberede et udspil om fuldtidsaktivering af muslimske kontanthjælpsmodtagere. Det blev dog ved snakken.

Mette Frederiksen tog emnet op igen i 2021, da hun fremlagde regeringens nye reformpakke. 200 millioner kroner var sat af til 37 timers nytteaktivering af 22.000 indvandrere og migranter på kontanthjælp. De skulle fremover have en arbejdspligt svarende til et fuldtidsjob på 37 timer som betingelse for deres kontanthjælp. Det blev dog ved snakken.

Her i januar 2025, otte år senere, er udfordringen ikke blevet mindre: Halvdelen af de muslimske kvinder i den erhvervsaktive alder står fortsat uden for arbejdsmarkedet, og gruppen er voksende. Den 37 timers arbejdspligt, som aldrig er blevet håndhævet, er nu igen indført pr. den 1. januar 2025. De ca. 22.000 muslimske kontanthjælpsmodtagere skal nu i nyttejob, hvor de skal arbejde 37 timer om ugen for at gøre sig fortjent til deres offentlige ydelser.

Kommunerne skal selv finde nyttejob, som ikke må erstatte regulære job, der i dag udføres på aftalte løn- og arbejdsvilkår. Det kan være at smøre håndmadder på plejehjem, vaske tøj for ældre, samle skrald, gøre rent o.lign. Kommunerne får dog enormt svært ved at finde konkrete arbejdsopgaver til alle disse mennesker, medmindre det da bliver helt meningsløst – som at tælle bølger i Kalundborg Fjord. Det siger sig selv, at ordningen vil betyde en masse ekstra bureaukrati i kommunerne samtidig med, at der sidder en ekspertgruppe og ser på, hvordan man kan afbureaukratisere indsatsen. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Den 37 timers arbejdspligt er fuldstændig nyttesløs aktivering, idet tidligere års forsøg med nyttejob har vist, at det som hovedregel ikke medfører ordinær og varig beskæftigelse, at man har været i nyttejob. Og regeringen tror da også selv på, at der kun kommer 300 flere i job ved at sende 22.000 ledige i nyttejob.

Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kan det ikke lade sig gøre at skabe 37 timers aktivering for 22.000 mennesker for 200 millioner kroner. Den reelle udgift ville med al sandsynlighed nærme sig en milliard. Og derfor bliver kommuner nødt til at skaffe de manglende penge ved at overføre ressourcer fra andre velfærdsområder såsom hjemmehjælp, børnepasning og skolegang.

”Hvis 37 timer aktivering skal have den ønskede effekt, skal man registrere de ledige, der ikke møder op. Det bliver hurtigt dyrt, så man kunne sagtens forestille sig, at kommunerne vil undlade at registrere, om de 22.000 mennesker med integrationspotentiale rent faktisk bliver aktiveret”, siger professoren.

Man kan også bare stille det helt banale spørgsmål, hvad politikerne har tænkt sig at gøre, når nogle af de op mod 22.000 arbejdssky muslimske indvandrerkvinder vægrer sig ved arbejdspligten eller bare ikke møder op. Det er måske det spørgsmål, der afslører symbolpolitikken i den 37 timers arbejdspligt. Vil politikerne tage ydelsen fra dem, der ikke vil lytte, for det er den eneste reelle sanktion, når balancen mellem ret og pligt er væk? Man tvivler på det.

Selv om aktivering af muslimske indvandrere ikke er en umulig opgave (det beviste Peter Brixtofte i sin tid i Farum Kommune), skal man ikke regne med, at politikerne og kommunerne vil bruge tvang over for de arbejdssky muslimer. Det feminine, blødsødne og berøringsangste danske DNA er nemlig ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i. Muslimerne kan derfor tage den med ro – det hele ender med det sædvanlige aktiveringscirkus: masser af snak og ingen handling.

André Rossmann