37 timers arbejdspligt er intentionspolitik på speed

I det sklerotiske danske velfærdssamfund myldrer det med ”historiske og ambitiøse” mål, der aldrig bliver nået, forslag, der ser godt ud på papiret, og mange beslutninger, som aldrig ændrer noget. Dansk politik handler nemlig om positioner og følelser og ikke om konkret politik.

Et af de oppustede politiske forslag, der indeholder mange tomme kalorier, er forslaget om 37 timers arbejdspligt for ledige muslimer. Et politisk flertal i Folketinget er som bekendt enige om en 37 timers arbejdspligt, som skal sende ledige muslimer på offentlig forsørgelse i nyttejob. Med deres forslag har politikerne udvist både handlekraft og den seriøsitet, der skal til for at vise, at de tager problemet med ledige muslimer meget alvorligt. Det er en populær måde at styre det danske samfund på.

Socialdemokratiet foreslog 37 timers arbejdspligt første gang i sit udlændingeudspil i 2018, da partiet var i opposition. Men trods gentagne forsøg med både røde og blå partier, er det ikke lykkedes Socialdemokratiet at komme igennem med sit forslag.

I januar 2020 kunne medierne berette, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var i færd med at forberede et udspil om fuldtidsaktivering af de herboende, primært muslimske, indvandrere på kontanthjælp.

Det blev dog ved snakken, og derfor tog Mette F. emnet op igen i 2021, da hun fremlagde regeringens nye reformpakke. 200 millioner kroner har regeringen sat af til 37 timers nytteaktivering af 20.000 indvandrere og migranter på kontanthjælp. Også denne gang blev det ved snakken.

Her kan det en passant anføres, at ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kan det ikke lade sig gøre at skabe 37 timers aktivering for 20.000 mennesker for 200 millioner kroner. Den reelle udgift ville med al sandsynlighed nærme sig en milliard. Og derfor ville kommunerne i givet fald være nødt til at skaffe de manglende penge ved at overføre ressourcer fra andre velfærdsområder såsom hjemmehjælp, børnepasning og skolegang.

Man kan også bare stille det helt banale spørgsmål, hvad politikerne har tænkt sig at gøre, hvis nogle af de op mod 20.000 arbejdssky muslimer vægrer sig ved arbejdspligten eller bare ikke møder op. Måske det mest afslørende spørgsmål, der afslører symbolpolitikken i politikernes aftale om 37 timers arbejdspligt. Vil politikerne tage ydelsen fra dem? Man tvivler på det.

Senest har Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel, i et interview med Jyllands-Posten meddelt, at ”SVM-regeringen indfører en ny arbejdspligt for udlændinge, som betyder, at de som udgangspunkt skal møde op 37 timer om ugen”.

I årevis har man talt om, at de muslimske indvandrere skal forsørge sig selv. Virkeligheden er imidlertid, at både fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne står sammen om at forhindre, at muslimer på offentlig forsørgelse bestiller noget for de penge, de modtager fra det offentlige. Af indlysende årsager.

Fagforeningerne, der repræsenterer dem, som allerede er på arbejdsmarkedet, ønsker høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor imod at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede muslimske indvandrere.

Arbejdsgiverne er tilfredse med status quo. De har nemlig for længst fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik gratis og dermed slippe for at betale løn.

Politikerne går mere op i processen med at fremlægge nye initiativer, end hvordan man får dem gennemført. Da ægte reformer ofte er politisk upopulære, afholder mange politikere sig fra at foreslå egentlige reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg.

Hertil kommer, at de danske vælgere ikke presser for reelle reformer, idet de har en stærk præference for det kendte. Ifølge dansk folkevisdom ”ved man nemlig hvad man har, men ikke, hvad man får”.

Selv om aktivering af muslimske indvandrere ikke er en umulig opgave (det beviste Peter Brixtofte i sin tid i Farum Kommune), skal man ikke regne med, at politikerne og kommunerne vil bruge tvang over for de arbejdssky muslimer. En af de store og uløselige udfordringer, som det sklerotiske velfærdssamfund står over for, er nemlig, at statens magt ikke tør være hård og tage skrappe midler i brug. Den maskuline handlekraft er forsvundet i det danske samfund, som i dag fungerer på feminine præmisser. Det er blevet til en slags Alt for Damerne-samfund, hvor man ikke stiller krav, og hvor alle skal være søde og empatiske.

Regeringens seneste udmelding om at indføre 37 timers arbejdspligt er derfor ikke andet end symbolpolitik og tomme trusler, som alle kan tage i stiv arm og med knusende ro.

André Rossmann