37 timers arbejdspligt er tomme trusler

I januar 2020 kunne medierne berette, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var i færd med at forberede et udspil om fuldtidsaktivering af de herboende, primært muslimske, indvandrere på kontanthjælp. “Vi er nødt til at skabe en snæver sammenhæng mellem de penge, folk får, og det, de deltager i. For vi skal ikke starte med at møde folk med en logik om passiv ydelse”, sagde Mattias Tesfaye til DR.

Det blev ved snakken, og derfor tog Mette F. emnet op igen i 2021, da hun fremlagde regeringens nye reformpakke. 200 millioner kroner har regeringen sat af til 37 timers nytteaktivering af 20.000 indvandrere og flygtninge på kontanthjælp. De skal fremover have en arbejdspligt svarende til et fuldtidsjob på 37 timer som betingelse for deres kontanthjælp.

Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kan det ikke lade sig gøre at skabe 37 timers aktivering for 20.000 mennesker for 200 millioner kroner. Den reelle udgift vil med al sandsynlighed nærme sig en milliard. Og derfor bliver kommuner nødt til at skaffe de manglende penge ved at overføre ressourcer fra andre velfærdsområder såsom hjemmehjælp, børnepasning og skolegang.

Hvis 37 timer aktivering skal have den ønskede effekt, skal man registrere de ledige, der ikke møder op. Det bliver hurtigt dyrt, så man kunne sagtens forestille sig, at kommunerne vil undlade at registrere, om de 20.000 mennesker med integrationspotentiale rent faktisk bliver aktiveret. Det er ikke ukendt, at man pludseligt efter et længere forløb opdager, at der har været ’problemer’ med registrering og administration af et område. Når problemerne bliver kendt, bliver kommuner og regering enige om, at selvom det ikke er blevet registreret, har det nok fundet sted alligevel, og så bevæger alle parter sig videre”, siger professoren.

En af de store og uløselige udfordringer, som det danske velfærdssamfund står over for, er, at statens magt ikke tør være hård og tage skrappe midler i brug. Den maskuline handlekraft er forsvundet og samfundet fungerer på feminine præmisser. Folkeskolen, universiteterne og arbejdsmarkedet kræver et Alt for Damerne-samfund, hvor man ikke stiller krav, og hvor alle skal være søde og empatiske.

Facit er, at det empatiske politi ikke kan tackle muslimske bander og vanvidsbilister, at de empatiske lærere ikke kan tackle utilpassede og ustyrlige muslimske skoleelever, og at det empatiske beskæftigelsessystem ikke kan tackle de 100.000 dovne Roberter, der går og lopper sig på dagpenge, mens over 200.000 udlændinge arbejder i Danmark til overenskomstmæssig løn med alt det manuelle arbejde, som de 100.000 danskere ikke gider lave.

Selv om aktivering af muslimske indvandrere ikke er en umulig opgave (det beviste Peter Brixtofte i sin tid i Farum Kommune), skal man ikke regne med, at politikerne og kommunerne vil bruge tvang over for muslimerne. Det feminine og berøringsangste danske DNA er nemlig ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i.

I marts 2013 udtalte Mette Frederiksen, at ”de facto er kontanthjælpssystemet blevet et parallelt førtidspensionssystem, når man kigger på kvinder med minoritetsbaggrund. Det er blevet et livsvilkår for hele familier, og det er en latent bombe under vores ønske om et samfund, der hænger sammen, og hvor integrationen fungerer”.

Mette Frederiksens svar på udfordringen var dengang et integrationspålæg, der med en særlig kontant og håndholdt indsats skulle få flere muslimske kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men her otte år senere er udfordringen ikke blevet mindre: Kun lige over halvdelen af de muslimske kvinder i den erhvervsaktive alder er i arbejde, og gruppen er blevet markant større. Stadig flere af dem har i årevis været på kontanthjælp.

I årevis har man talt om, at de muslimske indvandrere skal forsørge sig selv. Virkeligheden er imidlertid, at der til dato ikke været politisk vilje i Folketinget til at indføre en egentlig indslusningsløn eller slippe løndannelsen fri. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne står nemlig sammen om at forhindre, at muslimer på offentlig forsørgelse bestiller noget for de penge, de modtager fra det offentlige. Af indlysende årsager.

Fagforeningerne, der repræsenterer dem, som allerede er på arbejdsmarkedet, ønsker høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor imod at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede muslimske indvandrere. Inden regeringen præsenterede sit forslag om 37 timers aktivering, havde formanden for LO, Lizette Risgaard, advaret: ”Snart præsenterer regeringen sit forslag om, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal deltage i aktivitet 37 timer om ugen til gengæld for at modtage en offentlig ydelse. Men! Og der er et men. Det må ikke være sådan, at indvandrere på offentlige ydelser bliver brugt til at udkonkurrere de medarbejdere, der medfinansierer velfærden. Det ville ikke blot tyndslide samfundskontrakten, men sætte den i flammer. Vi må ikke falde tilbage til fortidens synder og erstatte eksisterende jobs med f.eks. gratis rengøring. Det hensyn bliver politikerne nødt til at adressere, hvis de vil undgå at skabe unødvendig modstand mod et i øvrigt fornuftigt forslag”.

Arbejdsgiverne er tilfredse med status quo. De har nemlig for længst fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik gratis og dermed slippe for at betale løn.

Socialdemokratiets forslag om 37 timers aktivering er ikke andet end symbolpolitik og tomme trusler. Virkeligheden er, at de feminine, blødsødne danske politikere og embedsmænd ikke er gearet til at gøre brug af tvang og skrappe midler. Fagbevægelsen og muslimerne kan derfor tage den med ro – det hele ender med det sædvanlige aktiveringscirkus.

André Rossmann