4. søndag efter trinitatis


Dansk identitet og historie bygger på en stærk judæo-kristen arv. Kristendommen har sat sit præg på Danmark i mere end 1000 år. Hver søndag bringer 24NYT en prædiken. Vi har en række præster tilknyttet, som hver især deler deres forkyndelse af evangeliet med læserne. 


 

Elsk Jeres fjender og bed for dem, der forfølger Jer. Åh, Jesus! Han stiller kæmpestore krav til os.  

Uopfyldelige krav. 

Elsk din fjende. Jamen, det kan da indimellem være svært nok at elske dem, der elsker os. Der er nok en del, der kender til det, at have et lidt anstrengt forhold til nogen i familien.

Men Jesus siger: Hvis I bare elsker dem, der elsker Jer, hvad særligt gør I så?  

Hvis I bare elsker dem, der siger det samme, som jer selv, er i samme klub, i samme parti og så videre, hvad særligt gør I så?

Jesu kærlighed er grænseløs! Elsk Jeres fjender og bed for dem der forfølger Jer. Elsk den nabo der bygger om og larmer hver eneste weekend før jeg ved ikke hvem får sko på. Elsk den i menighedsrådet eller kolonihaveforeningens bestyrelse, der mener det stikmodsatte af dig selv!

Er det overhovedet muligt at honorere det krav? 

Hos Jesus møder vi en opfyldelse af dette bud på en meget måde. 

Jesus blev hængt på korset af folk, som igen og igen prøvede at lægge fælder og modarbejdede ham.  

Til sidst lykkes det at få Jesus dømt til døden.  

Og mens han hænger der beder han for sine fjender og forfølgere: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. 

Enhver kan dog komme med eksempler på forbrydelser der ikke kan tilgives af mennesker.  

Og når det kommer til krig, ja, så er det med fjendekærlighed jo en noget kompleks størrelse.

Udover mit sognepræsteembede her ved kirken, er jeg også feltpræst hos Livgarden på Gothersgade kaserne lige om hjørnet, så ordene om fjendekærlighed har jeg jo også tygget på i den sammenhæng.

Den almindelige, men ikke helt fyldestgørende, opfattelse af næstekærlighedsbudet er den, at et næstekærligt menneske, et kristent menneske må være pacifist og altid konsekvent vende den anden kind til.

Men det beror på en misforståelse af det kristne næstekærlighedsbegreb at tro, at det altid kun drejer sig om at være eftergivende. For eftergivenhed forstået på den måde, bliver det samme som ligegyldighed.

Og næstekærligheden er et opgør med ligegyldigheden.

I ’Om den verdslige øvrighed’ skriver Luther, at det er en kristen pligt på egne vegne at vende den anden kind til. Men den, der vender den anden kind til på sin næstes vegne og ikke griber ind overfor overgreb mod sin næste, svigter næstekærligheden.

Med ordene om at vende den anden kind til, har Kristus således aldrig ment at står man over for en vanvittig morder der truer et uskyldigt menneskes liv så skal man blot træde til side og lade ondskaben få sin vilje.

Hvis en voldsmand holdt dit barn og truede med at skære halsen over på det, ville du jo heller ikke vende den anden kind til og lade ham få sin vilje.

Opfordringen til ikke at stå det onde imod og vende den anden kind til, handler derimod om, at vi ikke skal gengælde ud af hævnfølelse.

Soldaterne kan vælge at angribe fjenden med det resultat at de slår dem ihjel – altså at handle, eller de kan vælge at lade være med angribe eller forsvare sig mod fjenden, altså undlade at handle, med det resultat at de selv, deres kammerater eller civile bliver dræbt. Ligegyldigt hvad de gør, pådrager de sig skyld. Dette gælder selvsagt også pacifisten.

For vi pådrager os skyld når vi handler – men også når vi undlader at handle.

Sådan er det. I krig på slagmarken og i den krig og den kamp som livet er for os alle, soldat eller ej. Ingen kommer igennem livet uden at være skyldig. Det er et livsvilkår vi må finde ud af at leve med.

Vi har regler og love og straffe for overtrædelser som også gælder selvom forbryderne angrer og også selvom synden er et grundvilkår. Og det er godt for os små mennesker at det er sådan.  

For selvom jeg tror på Guds grænseløse nåde og barmhjertighed, så kender jeg også til vrede og behovet for hævn. 

Men samtidig hævet over forbrydelse og straf, lyder Guds bud om at hvert eneste menneske er uendelig dyrebart for Gud. Selv den mest ækle forbryder. 

Det er på samme tid et budskab der er uhyre banalt, det der med: Gud elsker alle, ja man kan høre og sige det så tit, at det bliver den rene floskel, og samtidig er det uhyre svært at forstå: at Gud elsker alle… Alle? 

I de fleste religioner findes næstekærlighedsbudet, og forskningen viser, at man kan finde paralleller til meget af det Jesus har sagt.  

Undtagen ordene om kærlighed til fjenderne! 

 

I det gamle testamente møder vi flere gange historier om fjendskab og had, endda indenfor familien. 

 

Mellem Kain, der blev fårehyrde og Abel der blev landmand, mellem Jakob og Esau og deres stammer, mellem Isak og Ismael.  

 

Fjendskab var der masser af dengang og fjendskab er der masser af i dag. Derfor lyder buddet også til os i dag: elsk Jeres fjender. 

 

Men, man kan komme ud for noget der er så forfærdeligt, at man ikke kan tilgive. Mennesker kan gøre hinanden så ondt, at det måske ikke er muligt at tilgive. Og man kan på den måde få fjender som man ikke kan elske.  

 

Men på baggrund af det Jesus fortæller os i det nye testamente, f.eks i lignelsen om den fortabte søn som vi hørte i søndags, må vi netop indprente os, at Gud også elsker vores fjender.   

Gud elsker ikke det vi gør af onde ting mod os selv og hinanden, og han elsker ikke vores had til hinanden, men han elsker sine menneskebørn.  

Det er det, Jesus minder os om i dag.  

Kærligheden som ser, at der gemt i et hvilket som helst menneske findes en kostbar perle – selv når det drejer sig om den værste fjende. En eller anden skulle have sagt:  

“At elske sine fjender betyder ikke elske det snavs, perlen ligger i, men derimod at elske den perle, som ligger i støvet.” 

 

Det gjorde Jesus, da han bad for sine fjender, mens de naglede ham til korset. 

Det er den vej han også vil, at du og jeg skal følge. Ikke sådan at forstå, at vi skal fyldes af brændende varme følelser for et menneske der bare vil os ondt, eller som vi synes er møgirriterende. 

Det ville jo ikke være andet end forloren overflade.  

Men for det første, er det i sidste ende ikke os der skal dømme, men Gud, og for det andet, hvem tør kaste den første sten…? Hvem er selv ren og fejlfri? 

Jesus siger også, at vi skal være fuldkomne.  

Men vægten ligger netop ikke på at vi skal være fejlfri, men at vi skal tilgive dem, der begår fejl.  

Elsk jeres fjender, siger Jesus! Tilgiv fejl, ja det der er værre end fejl, også det, som er gjort bevidst ondt. 

Det lyder uhyggeligt provokerende og uretfærdigt, men det var det Jesus selv gjorde da han bad for dem der korsfæstede ham.

Sådan er Gud. Vores himmelske Far lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.  

 

Jesus siger: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Far er det. Den holdning skal ligge til grund for alt, hvad vi stræber efter og gør.  

Men det betyder, at vi ikke kun skal elske andre, når de gør noget forkert og ondt.  

Vi må også elske os selv, når vi kan se, at den måde vi handlede på var dum eller ulykkelig.  

Man kan sige, at vi kan være fuldkomne, selv om vi begår fejl og synder.  

For det fuldkomne og helhjertede består ikke i, at være fejlfri og syndfri og have sit på det tørre, men i tilgivelsen af sig selv og andre.  

Selvfølgelig er synder ikke ligegyldige. Men den eneste måde vi kan overkomme dem er ved at tilgive.  Og desuden er der ingen der kommer igennem livet uden at ramme ved siden af.

Og at tilgive betyder ikke, at man glemmer det, der var ondt, men at man ser hen over det. 

 

Gud er ikke som mennesker, der kun holder af vores venner eller som kun hilser på dem som ligner os selv.  At hilse på et andet menneske er at vedkende sig ham eller hende.  Og dermed også vedkende sig et fællesskab.  

Derfor mener jeg også, at håndtrykket skal bruges noget mere. Håndtrykket signalerer, at man ser og anerkender det andet menneske. Ikke at man er bedste venner, men at man har set det andet menneske. I modsætning til krammet, der signalerer venskab og varme følelser.. og eftersom man ikke kan føle sådan for alle man krammer, så mange som i disse tider skal krammes, bliver det ærlig talt lidt overfladisk, og man kan sige, at der måske nok er gået noget inflation i krammet.

Men i hvert fald! Man fornægter jo tydeligt, at der ikke eksisterer nogen tilknytning, hvis man bevidst undlader at hilse på et andet menneske.   

Men I, siger Kristus til tilhørerne dengang og til os i dag: I skal også vise kærlighed til “de andre” – til dem, der er udenfor jeres kreds. I skal ikke holde det for jer selv, at I er Guds børn.  For det er ikke nogen stolthed, som I kan takke jer selv for og leve højt på, når I er samlet i jeres egen lille kreds.  I skal derimod vise gennem jeres handlinger mod alle, at I er børn af Gud, der er fuldkommen, altomfattende, altfavnende.   

Og I skal derigennem vise, at alle andre er jeres medmennesker, fordi de er børn af den samme himmelske Fader.  

Hvis vi udviser denne holdning overfor hinanden-  både vores egne og de andre – så viser vi os som Guds børn, om ikke andet, så i glimt. 

Fuldkomne må vi være i den forstand, at vi må elske Gud af hele vores hjerte på trods af al vores dårlige samvittighed og alle vores fejltrin.  Vi må prøve at se bort fra vort medmenneske og modmenneske utallige dårlige sider.  

Vi må elske os selv uden hele tiden at bebrejde os selv. 

Ja, vi må elske livet uden at ønske, det skulle have været anderledes.  På trods af alt det der gik galt og alt det, vi ikke forstår.

Det er netop også, at være fuldkommen. 

Og så må tro på, og håbe på, Guds tilgivelse af alt det lort man får gjort og sagt i løbet af et menneskeliv, sådan som det udtrykkes i salmen vi har sunget i dag: 

Og når du har brugt din dag 

til det sidste åndedrag, 

standser Gud din gråd og klage, 

tager en misbrugt dag tilbage, 

nådig skjult i evighed. 

 

Amen. 

  

Lovprisning 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, 

som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. 

Amen. 

 

Kirkebøn

 

Gud, du taler til os, og midt i vor uforstand hører vi, at dit ord til os er sagt i den uendelige kærlighed, som du vil, at vi skal leve i. 

Gud, vi beder dig: hold os fast i din kærlighed og giv os det skub i ryggen, der skal til, før vi finder vej ud i livet. 

Fortæl os, at vi er dine børn og derfor skal leve som dine børn og dele ud af den kærlighed, du giver os hver dag. 

Lær os at elske uden grænser – også dem, der ikke elsker os. 

Tænd dit lys, overalt hvor der er mørke: hos de ensomme, de lidende, de sultende, de forhadte, de foragtede. 

Lad dit lys blive i en verden, der trues af tunge skyer – og vær du den sol, der bryder igennem og skaber liv af intet. 

Vær med vor dronning og regering og folketing. 

 

Vær med Levi der er blevet døbt i dag, velsign ham og hans familie og lad ingen af dem møde mere ondt, end de kan bære.

 

Vær med din kirke – og med os i den.  

Lad din kirke være spreder af liv og tilgivelse og kærlighed i en verden, der har 

så hårdt brug for det. 

 

AMEN. 

 

Velsignelse 

Lad os med apostlen tilønske hinanden: 

Vor Herre Jesu Kristi nåde 

og Guds kærlighed  

og Helligåndens fællesskab  

være med os alle! 

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb