6. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.

Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26 6. s. e. trinitatis 2018 Jeg hører tit folk sige ting som at ”forskellen på kristendommen og islam er, at islam er en lov-religion, det er kristendommen ikke”.

Eller at ”i det Gamle testamente er Gud en vred Gud, der straffer folk, der ikke overholder moseloven; men i det Nye Testamente, dér er Gud tilgivende og barmhjertig, og dér gælder det ikke om at gøre lovgerninger.” Det er rigtigt nok, at vi som kristne tror på, at man bliver frelst ved tro og ikke ved lovgerninger. Men det er ikke rigtigt, hvis man vil sige, at Guds lov ikke længere gælder for kristne mennesker. Gud har givet os en lov, og Jesus siger i dag til den rige unge mand, og også til os: ”hold budene”.

Når vi ved vores børns dåb lover at ”lære dem at holde alt det, Jesus har befalet os”, så betyder det bl.a. at vi skal lære dem at holde de ti bud og næstekærlighedsbudet, sådan som Jesus i dag lærer den rige unge mand. Guds lov, som den er givet i Bibelen, er dog ikke den samme som den lov, man kan finde i koranen. Koranens lov er firkantet og skal efterleves uden at tænke alt for meget over den.

En af de danske statsborgere, der har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien blev for nylig konfronteret med, at hans kampfæller bl.a. havde voldtaget en 8-årig pige mere end 100 gange, og han blev spurgt, hvad han så mente om det? ”Det er tilladt”, var alt hvad han havde at sige. Sådan ville en kristen aldrig kunne svare.

For IS-krigeren er Loven som et computerprogram, og han selv er en programmeret robot. Uden at tænke eller føle, gør han bare det, som han er programmeret til, dvs følger koranens lov. Så let er det ikke for kristne mennesker. For os er Loven de bud, som Jesus ridser op for den unge mand, og de skal forstås som moralske guidelines. Hele Loven hviler på det dobbelte kærlighedsbud, der siger, at du skal elske Gud og din næste, siger Jesus. Dvs at Loven er til, for at vi kan få hjælp til at opføre os ordentligt imod Gud og hinanden. Det handler for os ikke så meget om, hvad der er tilladt, men mere om, hvad der er gavnligt. ”Hold budene”, siger Jesus til den unge mand, og man må regne med, at når han siger sådan, så er det fordi, han ønsker, at Guds lov skal overholdes.

Jesus kom ikke til Jorden for at ophæve Loven, men for at opfylde den, siger han. Han betoner til stadighed, at Loven er god. Guds lov er stadig givet os som en gave, som noget, vi skal stræbe at leve efter. Frelse os kan Lovens gerninger ikke, men dermed er ikke sagt, at Loven ikke er god, eller at den ikke længere gælder. Hvis alle blot ville leve efter De Ti Bud, så havde vi en meget bedre verden, og det kan de fleste godt indse. Loven er god, fordi den udtrykker hvad der er Guds vilje, og derfor sætter Jesus heller ikke Loven ud af kraft.

Han radikaliserer den ligefrem. Han siger ting som: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab,’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Tåbe! til sin broder, skal dømmes til Helvedes ild.” ”Hvem kan så blive frelst?”, spørger disciplene i dag. Og svaret er: Ingen. I hvert fald ikke ved egen hjælp. For der er jo ingen, der kan gå igennem et helt liv uden nogensinde at blive vred på et andet menneske, eller tænke om en anden, at han er tåbelig. Også selvom vi godt ved, at det er forkert. ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”, siger Jesus, og understreger dermed, at frelsen kommer fra Herren, og ikke inde fra os selv. Vi skal lære at adskille Loven og frelsen.

Loven er nemlig ikke givet os for at vi skal frelses ved den, eller for at vi skal bruge den til at hævde vores egen godhed og anstændighed ved, sådan som man godt kunne mistænke den rige unge mand i dagens evangelium for at være ude på. Loven er god, og vi er altid under Lovens fordring; men der er ikke frelse ved Loven. Når vi ikke kan overholde Loven – og det kan vi ikke, eller også vil vi ikke – så bryder livet sammen for os. Og fordi vi bryder Loven igen og igen, bryder livet hele tiden sammen, og vi efterlades knuste og nedbrudte under Lovens retfærdige dom. Og Loven er nådeløs og uden trøst.

Men der er givet os nåde, trøst, lindring og frelse ved troen på Jesus Kristus. ”Det, der kommer ved Loven, er syndserkendelse”, siger Paulus i Romerbrevet. Syndserkendelse vil sige, at man erkender, at man er en synder – og at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man rummer i sig en tilbøjelighed til det onde. At man ikke kun er god. Det er der kun én, der er, hører vi i dag, og det er Gud.

At have syndserkendelse vil sige at føle på sin krop, at Loven er god, men at man har brudt Guds fuldkomne lov og dermed gjort sig fortjent til helvede. Den eneste, der kan trække os op af helvede – både det helvede, vi selv skaber, og det helvede, der retfærdigvis burde vente os efter vores død – det er Kristus; og derfor må man krybe til korset, til Kristi kors, når man erkender, at man ikke kan leve op til de krav, Gud har fastsat i sin Lov. Når man erkender, at man bare er en synder – at man ikke kan leve op til det, som man godt ved er det gode – så må man råbe: ”Herre, frels mig!”, og det er alt hvad vi skal. Så rækker Jesus hånden ud og trækker os op af svovlpølen og planter os med fødderne på jorden igen. Sådan frelser han os.

Én gang for alle – på korset på Golgata – og derpå, igen og igen, hver gang vi fejler og mislykkes og bryder Guds gode lov og knuses af dens ubarmhjertige retfærdighed. Amen