61-årig kvinde reddet

Kl. 12.33 mandag kom et alarmopkald om brand i lejlighed i Ladegårdsparken i Holbæk. En 31-årig kvinde på legepladsen tæt ved hørte røgalarmen og kunne lugte røg. Hun slog alarm og løb hen til lejligheden for at hjælpe, sammen med flere andre handlekraftige borgere. Da politiet kom frem var den 61-årige beboer i lejligheden blev hjulpet ud, og en kraftigt rygende dyne var blevet trukket ud på græsplænen foran bebyggelsen. Patruljen slukkede ilden i dynen med en pulverslukker.

Da brandvæsnet kom frem blev en brændende madras trukket ud af lejligheden og slukket. Brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig. Den 61-årige beboer blev kørt til sygehuset i ambulance til tjek for røgforgiftning. En af de hjælpsomme borgere, en 27-årig kvinde, blev tilset for røgforgiftning i ambulance, men havde ikke brug for yderligere behandling. Den 61-årige skal senere afhøres til sagen. Politiet optog rapport om brandsagen og skal forsøge at afklare, om brandårsagen kan være rygning eller anden brug af åben ild i lejligheden.