Udleveret fra Tyskland – og dømt samme dag

Arkivfoto. Regitze

En 38-årig litauisk mand er blevet dømt ved Retten i Sønderborg i en sag om groft hæleri. Manden blev udleveret af tysk politi til UKA Vest, der har efterforsket sagen.

 

En 38-årig litauisk mand fik tirsdag ved Retten i Sønderborg en straksdom på 60 dages fængsel samt udvisning med et indrejseforbud i seks år i en sag om groft hæleri.

Den 38-årige var sigtet og tiltalt for hæleri af en havetraktor og fire cykler, der var blevet stjålet fra en virksomhed i Svendborg Kommune i perioden mellem den 17. og 18. juli. Han erkendte forholdet.

Den 38-årige blev anholdt af tysk politi i Schleswig-Holstein den 19. juli i en varebil med de stjålne genstande, efter at betjentene havde stoppet køretøjet og fattet mistanke til tingene i varerummet.

Den litauiske mand blev med en retsanmodning udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag morgen, hvorefter retsmødet fandt sted.

Sagen har været efterforsket af UKA Vest, da der er tale om en sag om omrejsende kriminelle udlændinge, der har opereret via den dansk-tyske landegrænse, og hvor hændelserne kan være sket flere steder i Danmark.

Af samme årsag fandt retsmødet også sted ved Retten i Sønderborg.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.