Den 3. maj har 24nyt.dk et længere indlæg med overskriften ”Myten om det grønne Danmark (2023)”. Her tages Klimarådet til indtægt for at udstille regeringens vidtløftige CO2 målsætninger. Klimarådet har selv et handicap som jeg beskrev for et par måneder siden i en artikel som ses nedenstående.
Debatindlæg af Jørn Rasmussen
I klimalovens formålsparagraf står, at Danmark skal være et klimaneutralt samfund senest i år 2050. Og i bemærkninger til forslaget står: At klimaneutralitet vurderes ud fra en sammenligning af opgørelser af drivhusgasser, der udledes, og drivhusgasser, der optages i Danmark
Altså skal vi blot sørge for, at det er et (CO2e) kredsløb, der skal være i balance.
Men hvad siger Klimarådet:
- CO2e fangst fra atmosfæren og fra punktkilder/skorstene som efterfølgende lagres i undergrunden godkendes.
- Lagring af CO2e ved skovvækst og pyrolyse hvor biokul lagres i jorden med en længere tidshorisont end 1 år godkendes også.
- Landbrugets optag af CO2e godkendes derimod ikke. Formodentlig fordi det udledes igen efter en relativ kort tidshorisont.
Men power-to-x har ligeledes en kort tidshorisont for CO2e kredsløbet. Det anbefaler Klimarådet til gengæld. Formodentlig fordi det bruges på områder, hvor energi fra batterier er teknisk vanskeligt, men bliver så krediteret fordi det erstatter fossile brændstoffer.
I flere power-to-x projekter er halm en væsentlig råvare og derudover producerer landbruget også biogas, hvordan harmonerer det med rådets CO2e filosofi?
Tilbage står et noget mudret billede af, hvad Klimarådet opfatter som klimaneutralt.
Måske skulle vi prøve at få styr på to vigtige processer for alt liv på jorden.
Respiration[1] er det ene og det modsatte heraf er fotosyntesen[2].
Affaldsstoffet fra respiration er CO2, som er livgivende for fotosyntesen.
Affaldsstoffet fra fotosyntesen er O2, som er livgivende for respiration.
Altså respiration og fotosyntesen er dybt afhængige af hinanden. Derfor er det meget problematisk, at Klimarådet ikke godkender den CO2, som landbrugets afgrøder optager.
Alle levende organismer, herunder dyr og mennesker, udskiller CO2, som er livgivende for planterne og dermed en grønnere jordklode. Hvorfor er det så lige produktionsdyrene, der skal udskammes ifølge Klimarådet?
Jo flere mennesker og dyr vi er på kloden, des mere både respiration og tilsvarende plantevækst må der også være, hvis vi skal være klimaneutrale. Derfor burde landbruget belønnes og ikke straffes, når de fremavler gode og sunde afgrøder.
Kan landbruget derudover yderligere bidrage med erstatning af fossile brændstoffer i form af halm og biogas, så skal de måske ligefrem indkassere noget af den CO2 afgift som de sektorer, der udelukkende forbruger fossil energi, pålægges.
Hvis vi skal følge klimarådets logik, skal der være færre dyr og mennesker på planeten, da landbruget skal reducere den CO2 der via planter giver føde til samme.
Klimarådet har fået rollen som oraklet, der skal vejlede den lovgivende forsamling, så det hele ender – populært sagt – i guld og grønne skove. Men noget tyder på, at rådet skal læse op på både fotosyntesen og CO2´s betydning for livet her på jordkloden.
Professor Johannes Krüger siger at CO2 ikke er giftgas, men selve livets gas og forudsætningen for, at planter kan gro og vokse. Samtidig plæderer majoriteten af Folketinget og Klimarådet for at CO2 skal indfanges og lagres i undergrunden!
Og Asger Aamund skriver, at den øgede mængde CO2 i atmosfæren har medført, at Jordens grønne areal er øget med to gange USA’s størrelse til glæde for dyr og mennesker.
Som det ses af det ovenfor fremførte må den lovgivende forsamling have mange flere vinkler på dette komplekse område end hvad Klimarådet kan bidrage med. Rådet minder mest om et politbureau og må simpelthen pilles ud af klimaloven.
Om kort tid, når afgrøderne spirer og der kommer grønne blade på træerne, kan man blive helt overvældet over hvor fantastisk naturen er.
Vi må fremover i langt højere grad respektere og indordne os efter naturens orden, end vi gør i dag. Jo mere vi mennesker bevæger os væk fra denne orden, des mere ulykkelige bliver vi og uorden, kaos og ressourcespild følger med.
Desværre konflikter mange love og regler i dag med denne orden. De må ændres til at hvile på, hvad der er sandt i den virkelige verden og i mindre grad, hvad der er sandt i den politiske verden. Først da giver udtrykket “den grønne omstilling” mening.
[1] Ved almindelig respiration optager organismerne ilt, O2, og udskiller kuldioxid, CO2, og vand. Ilten er en betingelse for organismernes energiforsyning, idet den bruges til forbrænding af fx kulhydrater, fedtstoffer og proteiner, hvorved der dannes kuldioxid, vand og kvælstofholdige stoffer
[2] Ved fotosyntesen udnytter de grønne planter energi fra Solen til at omdanne kuldioxid (CO2) fra luften og vand fra jorden til sukker ((C6H12O6) og ilt (O2). Alle levende organismer skal bruge ilt for at kunne leve, og derfor er fotosyntesen så vigtig for livet på jorden.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)