Myten om Danmarks teknologiske førerposition (2024)

Danmark på teknologisk retræte

Dansk Konkurrenceevneråd har udviklet et Geo Readiness Index, som én gang om året giver ét samlet overblik over Danmarks udvikling på 10 konkurrenceparametre. Geo Readiness Index 2023 viser, at Danmark over en bred kam taber teknologisk terræn i forhold til verdens mest højteknologiske nationer. I 2023 går Danmark tilbage i alle de internationale indeks, der sammenligner nationers teknologiske parathed.

I 2023 måtte Danmark afstå placeringen som Europas mest digitaliserede nation til Finland. FN rangerer Danmark som verdensmester i e-government. Men nærlæser man de tal, der ligger til grund for opgørelsen, vil man hurtigt se, at Danmark kun er et mulehårs bredde foran de nærmeste konkurrenter. Og ser man på et bredere sæt af data, tegner der sig et billede af en dansk ”teknologisk retræte”. Danmark falder f.eks. fra 3.- til 6.-pladsen i Network Readiness Index, fra 9.- til 10.-pladsen i Global Innovation Index, fra 9.- til 11.-pladsen i AI Government Readiness Index og fra 10.- til 12.-pladsen på ranglisten over verdens mest ”robotiserede” nationer.

Danmark er heller ikke den teknologiske frontløbernation, når det gælder eksisterende teknologier inden for klima, vand eller medicin. Virksomheder som Danfoss eller Novo hiver milliardomsætning, men formår ikke at sikre Danmark en placering på verdenskortet for forskning og udvikling. Og endnu være står det til, når man ser på fremtidens teknologier, f.eks. kunstig intelligens eller robotteknologi. Det fremgår af en analyse udarbejdet af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).

I nævnte analyse fokuseres der på 11 teknologiske områder, som indgår i danske erhvervs- og innovationsstrategier, og som Danmark har besluttet at satse på og blive bedst til. Det viser sig, at over en bred kam kan Danmark ikke lege med blandt de stærkeste techregioner i verden. På 7 ud af 11 teknologiområder, som er af stor strategisk betydning for Danmark, udtages der færre patenter pr. indbygger end gennemsnittet af de førende techregioner i verden. Og da Danmark har valgt at satse på alle teknologiske områder, er resultatet en tynd leverpostej.

Samme analyse viser, at Danmark slet ikke er blandt de 30 regioner, hvor forsknings- og patentaktiviteten pr. indbygger er størst. Det er nemlig områder i bl.a. USA, Kina, Israel, London, Sydtyskland og Frankrig, der er førende, målt på forskningsartikler og udtagelse af patenter. Mens antallet af patenter samlet er øget med 350 procent på globalt plan de seneste 20 år, så er antallet af patentudtagninger fra Danmark kun fordoblet. Det er påfaldende, at Danmark forsker mindre og udtager færre patenter end vores konkurrenter inden for klima- og vandteknologi. Det er også påfaldende, at når det gælder traditionelle danske styrker som farmaceutisk og medicinsk teknologi, kan Danmark ikke gøre sig gældende blandt de 30 stærkeste regioner i verden. Med få undtagelser er Danmark og danske virksomheder således ikke i nærheden af at kunne konkurrere med de mest succesfulde regioner i verden, når det kommer til teknologiudvikling.

Danmark halter på innovation

Inden for innovation er Danmark langt efter forskningsstormagter som Kina, der længe har arbejdet målrettet på at blive den førende nation, og USA, der har stærke innovationsmiljøer i bl.a. Silicon Valley og Boston. På den anden side af Øresund bliver der anvendt 3,4 pct. af bnp til forskning og innovation, mens Danmark anvender kun 2,8 pct.

Danmark fremstilles ofte som et videnssamfund, hvor væksten drives af nye idéer, teknologier og løsninger, der udvikles af danske virksomheder. Af Dell Technologies’ Innovation Index-undersøgelse af 2023 fremgår det imidlertid, at danske virksomheder er mindre innovative end virksomhederne i de øvrige nordiske lande. Undersøgelsen viser, at blot 13 pct. af de danske virksomheder bliver kategoriseret som frontløbere inden for innovation. Til sammenligning er 20 pct. af de norske virksomheder og 18 pct. af de svenske og finske virksomheder nationale frontløbere. Danmark halter desuden efter det globale gennemsnit i undersøgelsen, der inkluderer hele 45 lande. Samtidig viser Danmarks Statistiks rapport om innovation i erhvervslivet, at 48 pct. af de danske virksomheder lancerede nye produkter i perioden 2018-2020. I Sverige og Norge var det hhv. 55 pct. og 58 pct. af virksomhederne, der lancerede nye produkter i samme periode.

Trods disse hårde fakta svarer hele 69 pct. af de danske ledere, at deres virksomheder er innovative eller ekstremt innovative i forhold til konkurrenterne. Selvopfattelsen er altså mere rosenrød, end virkelighedens tal indikerer. Måske har mange ledere været ansat i den enkelte virksomhed i mange år og har fået blinde vinkler i deres opfattelse af realiteterne.

Danmark mangler fortsat en digitaliseringsstrategi

I feb. 2024 har SVM-regeringen præsenteret Danmarks nye digitaliseringsstrategi. Strategien består af 29 initiativer, som skal sætte retningen for den digitale udvikling i Danmark og afsætter i alt 740 mio. kr. i perioden 2024-2027 til digitale initiativer. Kritikerne mener, at den nye digitaliseringsstrategi fordeler puljepenge, der allerede er blevet afsat, til spredte indsatser.

Ifølge IT-Branchen formår den nye strategi ikke definere en ny ambition og klar retning for Danmarks digitalisering. For selvom strategien består af 29 tiltag, og der bliver afsat 740 mio. kr., er der reelt set tale om et dokument, der mest af alt lapper huller. Ikke en strategi, der definerer nye ambitioner eller sætter retning. F.eks. ser 71,4 pct. af alle danske it-virksomheder manglen på de rette kompetencer som den største udfordring for vækst. Den grundlæggende kompetencemangel tages der dog ikke hånd om med strategien, idet der kun er afsat lidt penge af til at styrke kompetencerne hos underviserne på de videregående uddannelser samt et mindre beløb til efteruddannelse af it-specialister.

Det halter med den digitale proaktivitet

I de internationale rapporter såsom FN’s E-Government Survey og OECD’s Digital Government Index bliver Danmark gjort til verdensmester i offentlig digitalisering. Det lyder jo godt, men kradser man en smule i overfladen, opdager man, at Danmark halter efter på flere afgørende digitale parametre. Det gælder især digital proaktivitet, hvor Danmark har en placering uden for top-10. Digital proaktivitet kan defineres som den offentlige sektors evne til at forudse og respondere hurtigt på befolkningens behov på en måde, hvor teknologi og data bliver anvendt hensigtsmæssigt. Det er noget, som man i Danmark er rigtig dårlig til.

Både i den offentlige og private sektor gør Danmark teknologi til et mål i sig selv, som man kun bruger til at gøre mere af det samme, bare hurtigere og uden at det fører noget egentligt transformativt med sig. Med andre ord anvender Danmark ikke teknologi som et middel, der gør det muligt at gribe nye muligheder, at omstille samfundet hurtigere og mere smidigt og at imødekomme nye konkurrencemæssige landskaber såvel som nye typer af krav og forventninger hos borgere, kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Danmark mangler et digitalt mindset

Både offentlige og private virksomheder i Danmark mangler et digitalt mindset, som gennemsyrer hele organisationen og som bruges til at indtænke og anvende digitale signaler, teknologi, it og data til at forbedre virksomhedernes forretningsmodeller, konkurrencemæssige position og strategier såvel som den måde, jobbet udføres på. Digitalisering skulle f.eks. lette adgangen til de danske myndigheder som SKAT, politiet mv. Har man i dag et spørgsmål til SKAT, stilles det hurtigt via borger.dk. Men når spørgsmålet er afsendt, svarer SKAT, at man skal regne med en ekspeditionstid på 4 uger. Man har således digitaliseret den måde, man sender spørgsmål til SKAT på, men ekspeditionstiden er ikke blevet kortere.

Det er især det offentlige, der mangler et digitalt mindset. Mens digitale systemer har medført markante effektiviseringer inden for finans, forsikring´, kommunikation og IT de seneste 10 til 15 år, ser man i det offentlige digitale systemer som tidsrøvere, der stjæler medarbejdernes i forvejen sparsomme arbejdstid. Ifølge Danmarks Statistik vurderer hver fjerde medarbejder i det offentlige, at nye it-systemer øger deres tidsforbrug på rutineopgaver, og kun hver ottende føler sig aflastet af nye, digitale løsninger.

Digitalisering af sundhedsvæsenet har lange udsigter

Ressourcepresset på sundhedsvæsenet stiger hele tiden. Det er derfor en klog tilgang til at anvende mere digitalisering i sundhedsvæsenet. Siger man. Man har talt om digitaliseringen af sundhedsvæsnet de seneste 15 år, og skåltalerne har været mange. Men de mange ambitioner har endnu ikke udmøntet sig i ændringer på lægeuddannelsen, der trods flere revisioner de senere år ikke har haft fokus på digitalisering.

Løsningen for sundhedsvæsenet er en langt bedre udnyttelse af digitalisering og de muligheder, der ligger i big data, telemedicin, kunstig intelligens og personlig medicin. Uden for Danmark benyttes elektroniske patientjournaler, kommende kirurger øver operationer med virtual reality, og efter covid-19 gjorde sit indtog, er også videokonsultationer blevet vidt udbredt. Der lanceres flere end 200 nye sundhedsapps om dagen. Men virkeligheden i Danmark er, at lægerne slet ikke er uddannet godt nok til at gribe udviklingen. De er ikke klædt ordentligt på til de udfordringer, ovenstående giver for behandlingsforløbene. De har ikke lært at bruge big data og kunstig intelligens. De er ikke trænet i, hvordan man giver svære beskeder over telefonen eller hvordan man diagnosticerer hudsygdomme og vurderer sårstatus over Facetime. De ved ikke, hvordan man kan vurdere brugbarheden af de forskellige apps, wearables og dataprogrammer. Det tager i øvrigt 14 år at uddanne en speciallæge.

Digitalisering undergraver retssikkerheden

I det offentlige digitaliserer man som regel for digitaliseringens egen skyld uden at tænke på, at der fortsat skal være et mindst lige så godt analogt tilbud til de borgere, der ikke kan bruge de digitale løsninger. Meningsmålinger viser, at op imod 25 pct. af den danske befolkning er ekskluderet af det digitale samfund. Man kan blot pege på de problemer, som mange borgere under coronaepidemien har haft med at booke en tid til vaccination, bestille en covid-test eller få et coronapas, hvis man ikke havde eller havde svært ved at bruge internet eller NemID.

Ældre Sagen har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik lavet beregninger, der viser, at cirka 115.500 danskere mellem 65 og 89 år aldrig har været på internettet. Cirka 120.000 borgere har ikke det ellers så obligatoriske NemID, og lidt under 275.000 ønsker ikke at modtage Digital Post. MitID er bygget på antagelsen om, at alle har en nyere smartphone, men sådan forholder det sig ikke. Der er derfor fortsat mange borgere, der ikke kan følge med eller klare sig selv under digitaliseringens vilkår.

Den juridiske tænketank Justitia vurderer, at digitaliseringen af den offentlige sektor i Danmark skaber “vilkårlig retssikkerhed” for “mange borgere”. Det kan være borgere, som i forvejen er socialt udsatte eller ældre borgere, borgere med handicap, borgere med anden etnisk oprindelse og grupper af ufaglærte. Deres manglende digitale kompetencer kan betyde, at deres allerede eksisterende udsathed forstærkes i mødet med den digitale offentlige sektor.

Store erhvervsvirksomheder er dårlige til at eksekvere

Danske virksomheder udnytter ikke digitaliseringens muligheder, fordi der mangler viden, it-kompetencer, ledelsesfokus og evnen til at eksekvere. Virksomhederne har ganske vist høje digitale ambitioner, men det kniber med at udnytte de digitale muligheder til at sikre vækst. Det er bemærkelsesværdigt, at de store danske virksomheder, der har været ”first movers” på digitaliseringen af deres forretning, gradvis har sat deres digitale førerposition over styr. Store virksomheder fra Tyskland og USA løber i dag fra de danske, når det gælder om at føre deres digitale agenda ud i livet.

Succesfuld digitalisering hænger uløseligt sammen med evnen til at eksekvere. Mange virksomheder udarbejder imidlertid en digital strategi, der aldrig bliver eksekveret, fordi den ikke er forankret i forretningen og virksomhedens overordnede strategi. Ifølge eksperterne er det den danske kultur, der er den største barriere for digital transformation. Virksomhederne har måske nok erkendt, at de skal rykke digitalt. De er bare ikke altid så gode til at lave den helt store og gennemtænkte plan og så få den eksekveret effektivt og målrettet. I Danmark er man bedre til at gøre det lidt tilfældigt og opportunistisk. Men det, der skal til, er et mangeårigt og konstant fokus, hvor digitaliseringen drives frem effektivt med en hård eksekvering.

SMV’erne halter bagefter på digitalisering

Mens toppen af dansk erhvervsliv investerer i it og digitalisering, kniber det med væksten i investeringerne i de små og mellemstore virksomheder. Manglende digitale kompetencer, begrænsede ressourcer og uklarhed om den værdi og vækst, digitaliseringen kan skabe, er årsagerne til, at mange små og mellemstore virksomheder i Danmark halter bagefter med digitaliseringen.

En IDA-undersøgelse fra 2020 viser, at blot 15 pct. af firmaer med under 100 ansatte havde en høj automatiseringsgrad, mens andelen var 57 pct. for store virksomheder. 51 pct. af SMV’erne med færre end 50 medarbejdere bruger ikke digitale teknologier. Analyser fra Teknologipagten, Dansk IT og FSR viser, at hver tiende SMV ikke bruger digitale teknologier i deres virksomhed. Heller ikke relativt simple digitale teknologier såsom økonomi- og regnskabssystemer, elektronisk fakturering, online mødeservices og lignende.

Det er primært ejerlederne, der udgør en barriere for SMV’erne. Ejerlederne er typisk lidt oppe i årene og mangler viden om digitalisering. Mange har svært ved at se, hvilket udbytte de får ved at kaste penge i f.eks. en ny hjemmeside eller automatisering af administrative processer. Det er ikke sikkert, at chefen for et smedeværksted i Varde med 15 ansatte lige kan svare på, hvad Industri 4.0, Big Data, cloud, Internet of Things og kunstig intelligens egentlig betyder. Virksomhederne ved ikke, hvad det er, man skal bruge teknologierne til, og samtidig mangler de kompetencer til at tage de nye teknologier i anvendelse. Hvis de skal indføre ny teknologi, skal de afsætte tid og energi til implementeringen, som det kniber med. Og ejerledere, der planlægger et generationsskifte, orker slet ikke at kaste sig ind i store teknologiske ændringer inden da.

Danske topchefer mangler digital baggrund

Digitalisering er topchefens, direktionens og bestyrelsens ansvar. Dansk erhvervsliv mangler imidlertid digitale profiler, fordi de kompetencer, der primært efterspørges hos chefer og bestyrelsesmedlemmer, er strategisk forståelse og positionering, hvilket man typisk opbygger gennem en længere karriere i erhvervslivet. Mange af dem, der leder danske virksomheder, har derfor evner, som blev efterspurgt tidligere, men mindre i dag.

De digitale profiler er ofte yngre folk, der har mindre ledererfaring, så de kan være svære for virksomheder at placere i direktionerne og bestyrelserne. Man skal turde ansætte profiler i alderen 25-35 år, hvis man som virksomhed vil have de bedste forudsætninger for, at ens digitale transformation bliver en succes. Men det tør danske virksomheder ikke. Ledelserne og bestyrelserne er derfor ikke i stand til at udpege en digital retning for deres virksomheder, da de mangler en grundlæggende forståelse af, hvad digitalisering handler om, samt hvilke muligheder den indebærer for virksomheden – og hvordan de kan udnyttes.

Mens der i udlandet oprustes i stor stil med digitale bestyrelsesposter, især inden for byggeri, industri og finans, har kun 12 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i Danmark en digital baggrund. Hermed ligger Danmark lavt i forhold til bestyrelsesmedlemmer i forhold til andre europæiske lande. F.eks. er der it-kompetencer hos 19,1 pct. af de hollandske bestyrelsesmedlemmer og 18,9 pct. hos de irske. For hele Europa er niveauet 14,4 pct. af bestyrelsesmedlemmer, der har it-kompetencer. De danske bestyrelser aner ofte ikke, hvordan de skal gribe den digitale verden an. Det skyldes, at mange brancher har en traditionel og konservativ indstilling og tilgang til tingene. For dem er digital transformation en by i Rusland.

Danmark halter gevaldigt på AI

Kunstig intelligens (AI) er kommet på alles læber, siden Open AI lancerede Chat GPT i november 2022, men antallet af AI-projekter i dansk erhvervsliv er begrænset. Kun 1 pct. af 2.245 beskæftigede danskere svarer i en ny undersøgelse fra Microsoft, at deres arbejdsplads har afsluttet en proces med at implementere kunstig intelligens. Kun 16 pct. af virksomhederne har igangsat implementering af AI og 50 pct. har ingen planer om at gøre det. Mangel på AI-kompetencer er en stor udfordring. 29 pct. af virksomhederne svarer, at mangel på indsigt og viden spænder ben for brugen af den nye teknologi. Og mens over 50 pct. af de store virksomheder arbejder målrettet med AI, gælder det samme kun for 14 pct. af SMV’erne.

Grundlaget for forretningskritisk AI er forretningskritisk data. De fleste danske virksomheder har imidlertid ikke de grundlæggende byggeklodser – i form af data i tilstrækkelig kvalitet – til overhovedet at overveje at begynde på AI. Mange virksomheder er hæmmet af, at deres it-landskab er sammensat af mange forskellige platforme og systemer. De bindes i dag i høj grad sammen af manuelle processer og work-arounds – ikke noget der ligefrem fremmer evnen til innovation. Det er typisk ikke noget, der snakkes så højt om, for man ønsker ikke at indrømme, at ens forretning ikke er så poleret, som man måske godt kunne tænke sig.

It-sikkerheden ses ikke som forretningskritisk

Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund, men på det internationale cybersikkerhedsindeks ligger landet som nummer 32. I 2018 viste et såkaldt kasseeftersyn af statens it-systemer, at 117 ud af 377 samfundskritiske offentlige it-systemer vurderes at “have en utilstrækkelig systemtilstand”, hvilket bl.a. dækker over utilstrækkelig it-sikkerhed.

I en ny undersøgelse lavet af Rigsrevisionen i 2024 kritiserer statsrevisorerne, at der ikke er et “tilfredsstillende it-beredskab” for syv af 12 undersøgte samfundskritiske it-systemer. Et samfundskritisk system beskrives som et system, hvor større driftsforstyrrelser vil resultere i væsentlige udfordringer for samfundet som helhed. Det kan være økonomiske tab for staten eller et længerevarende nedbrud af kritisk infrastruktur. ”Statens It har ikke et fuldt overblik over de servere, de er ansvarlige for. Dette gør, at Statens It har dårligere forudsætninger for at reagere hurtigt på cyberangreb og nye cybertrusler”, står der i Rigsrevisionens beretning.

Landets 310.000 små og mellemstore virksomheder er heller ikke beskyttet godt nok. Selv om hver fjerde lille virksomhed oplever at blive ramt af et hackerangreb, vurderede Erhvervsstyrelsen i 2021, at ca. 44 pct. af dem har for lav cybersikkerhed i forhold til deres risikoprofil. Det er næsten halvdelen af dansk erhvervsliv, der ikke er beskyttet godt nok. Og ca. 25 pct. har slet ikke implementeret helt basale sikkerhedstiltag som backup og automatisk opdatering af software.

Mens en meget høj cybertrussel konstant hænger over hovedet på direktioner og bestyrelser, kastes ansvaret for cybersikkerheden konsekvent ud af bestyrelseslokalet, hvor kun 16 pct. af virksomhederne mener, at bestyrelsen har det ultimative ansvar for cybersikkerheden. En teknisk diskussion om firewalls og vpn-forbindelser kan meget hurtigt blive langhåret, så cybersikkerhed bliver ofte ignoreret i bestyrelser og ansvaret bliver tørret af på it-afdelinger eller eksterne rådgivere.

Danmark sakker bagud i robotkapløbet

Dansk industri har en meget høj grad af automatisering, hvilket betyder, at der er mange robotter pr. medarbejder. I en analyse fra Dansk Metal placerer Danmark sig som land nr. 12 på listen over lande med flest robotter pr. medarbejder. Men – Danmark var på en 11. plads i 2023 og en 10. plads i 2022. Danmark er allerede blevet overhalet af lande som Slovenien og Schweiz i robotkapløbet, og snart kommer lande som Holland og Italien efter danskerne. Det er et meget stort problem. For hvis Produktionsdanmark ikke opretholder den høje grad af automatisering, så bliver det meget svært for Danmark at fortsætte som et af de lande, hvor arbejdsgiverne får mest for lønkronerne. Samtidig er der på det danske arbejdsmarked ekstrem stor mangel på arbejdskraft. Her vil robotter også være en stor hjælp. Det helt store problem findes i de små og mellemstore virksomheder. Her er man bl.a. udfordret af manglende viden om robotter, og hvad man faktisk kan bruge dem til helt konkret.

Danmark mangler it-specialister

Digitalisering og robotisering kræver højtuddannede akademikere og it-specialister. Uddannede it-specialister i Danmark udgør imidlertid kun 3,9 pct. af arbejdsstyrken, hvilket bringer Danmark ned på en 14.-plads i EU. Det er også et stort problem, at danske virksomheder kun i ringe grad bruger akademikere. 8 ud af 10 danske virksomheder har ikke én eneste højtuddannet medarbejder ansat. EU-Kommissionen har estimeret, at 25 pct. af den danske arbejdsstyrke mangler basale digitale kompetencer. Med andre ord: Mere end 700.000 danske medarbejdere – fra top til bund – har utilstrækkelig digital forståelse.

Miseren starter dog med de unge. Når erhvervslivet i Danmark mangler it-specialister, skyldes det, at danske unge er mindre digitalt interesserede end unge i andre lande. De unge er ganske vist flittige digitale forbrugere, ser TV-serier og deler feriebilleder på nettet. Men de er ikke klar til at lære om big data-analyse, programmering og kodning i lige så høj grad som unge i mange andre lande som USA, Kina, Tyskland og Frankrig. Det viser bl.a. analyser, som Dansk Erhverv har foretaget. For nuværende er undervisningen i teknologiforståelse og det, man kan kalde digital dannelse, helt og aldeles op til den enkelte skole og lærers initiativ, og der er en enorm skævhed i forhold til den undervisning elever på forskellige skoler og i forskellige kommuner møder og i hvilken grad den faktisk ruster dem til et liv i et gennemdigitaliseret samfund. Det grundlæggende spørgsmål om, hvem der skal udføre det krævende arbejde med at realisere SVM-regeringens digitaliseringsstrategi, forbliver derfor ubesvaret.

Politisk prioriterer man ikke teknologi

Når det gælder borgernes forbrug af digitale ydelser som internet, 4G, nethandel, streaming-tv, NemID, kommunale hjemmesider mv., er Danmark blandt de førende nationer i Europa. Problemet er, at dansk erhvervsliv ikke befinder sig i førerfeltet. Danskernes mobiltelefoner er designet og produceret i USA, Kina eller Sydkorea. Danskernes underholdning foregår på amerikanske tjenester som Netflix og HBO samt Youtube. Musikken hører danskerne på Spotify, og deres daglige udveksling af information sker på Facebook, Twitter eller Linkedin. Adgangen til den globale digitale infrastruktur håndteres af Google og Apple, mens datacentrene drives af Amazon. Danskernes kreditkort håndteres af udenlandske selskaber, og danske virksomheder er dybt afhængige af udenlandsk teknologi. Intet er dansk. Danmark har ingen danske teknologiske giganter, som har samme tyngde, som Novo har inden for insulin eller som DSV og Mærsk på transportområdet. Teknologisk sakker Danmark altså bagud. De førende regioner er Beijing, Boston, Hongkong/Shenzhen, London, Silicon Valley og Seoul, og dernæst kommer 25 andre regioner, før Danmark dukker op.

Politisk er der ingen partier, som prioriterer teknologi og forskning. I USA har man skabt et særdeles effektivt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. De store universiteter producerer viden, patenter, teknologi og idéer til nye virksomheder. Samtidig er statskassen ikke nøjeregnende med royalties, subsidier og økonomisk samarbejde i forhold til forskere, iværksættere, venturefonde og virksomheder, der vil deltage i udviklingen af ny viden. USA står for 25 pct. af verdens samlede bnp, men amerikanske virksomheder har forskningsaktiviteter, der svarer til mere end 40 pct. af verdens forskningsaktiviteter.

I Danmark lever forskere og virksomheder derimod hver i sin verden, hvorfor forskning for milliarder ikke bliver omsat til vækst og arbejdspladser. Store virksomheder med egen forsknings- og udviklingsafdeling har ingen problemer med at få foden indenfor på universiteterne. Problemet er de mindre virksomheder, der hungrer efter at få fingre i forskningsresultater, da de er dybt afhængige af at få stoppet mere viden i deres produkter for at blive mere konkurrencedygtige. Men for de fleste mindre virksomheder er universitetsmiljøerne et lukket land. Bureaukrati, høj egenbetaling og forståelseskløft mellem erhvervsliv og forskere er årsagen.

Hertil kommer, at i Danmark er der ikke tradition for, at forskerne på universiteterne tager udgangspunkt i konkrete behov, når de forsker. Lige siden 1960’ernes ungdomsoprør hare man i Danmark hyldet fri forskningsret. Der er derfor berøringsangst for at rykke forskning tæt på erhvervslivet, da den hurtigt får prædikatet “bestilt arbejde” i den akademiske verden.