SKANDALE! ‘Halshugning’ af pressefriheden?

Af Stefan Frank–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Myndighederne i Hamborg har, i et forsøg på at feje et nyligt dobbeltmord i Hamborg ind under gulvtæppet, censureret historien. De ransagede desuden lejlighederne hos et vidne, der optog en video med morderen, og en blogger, der lagde videoen på YouTube.

Mordet fandt sted den 12. april om morgenen, og det skabte overskrifter i hele verden. Gerningsmanden var den 33-årige illegale migrant Mourtala Madou fra Niger. Han stak sin tyske ekskæreste ‘Sandra P.’ og deres et-årige datter Miriam ned ved en metrostation i Hamborg. Barnet døde på stedet, mens hendes mor døde senere på hospitalet. Kvindens tre-årige søn bevidnede mordene.

Madou flygtede først, men han ringede efterfølgende til politiet og blev arresteret kort derefter. Ifølge anklagemyndigheden handlede han “i vrede og hævngerrighed”, fordi retten dagen før hændelsen havde nægtet ham fælles forældremyndighed over datteren.

Det kom senere frem, at Madou i månedsvis havde truet med at gøre Sandra P. og babyen fortræd. En højtstående offentlig anklager fortalte journalister, at politiet havde undersøgt kvindens anklager men havde konkluderet, at “truslerne ikke var alvorligt ment”, og de var ikke gået videre med sagen.

En dommer havde desuden et halvt år tidligere, i oktober 2017, omstødt et polititilhold, som Sandra P. havde opnået mod Madou to måneder tidligere, fordi dommeren ikke så “nogen beviser” på, at Madou havde truet hende. Da intensiverede Madou sine trusler, og han erklærede direkte: “Jeg dræber vores datter, og så dræber jeg dig!”

En detalje ved mordene, som aldrig er blevet afsløret offentligt, er, at Madou tilsyneladende forsøgte at halshugge babyen. Denne detalje blev nævnt af en pendler: den ghanesiske borger Daniel J., der er gospelsanger ved en evangelisk kirke i Hamborg. Han ankom til metrostationen få øjeblikke efter angrebet og filmede optrinnet med sin telefon. Man kan i videoen se politibetjente udspørge vidner, og paramedicinere være omkring en skikkelse, der tilsyneladende er babyen. Daniel J. siger på engelsk: “Åh, Gud. Det er ufatteligt. Åh Jesus, åh Jesus, åh Jesus. De skar babyens hoved af. Åh Gud. Åh Jesus.”

Politiet udspørger vidner til dobbeltmordet på metrostationen Jungfernstieg i Hamborg. (Billedkilde: Daniel J./Heinrich Kordewiner, video skærmbillede)

Bloggeren Heinrich Kordewiner fra Hamborg opdagede videoen på Daniel J.’s Facebookside og uploadede den på YouTube.

Få dage efter troppede en gruppe statsanklagere og betjente fra Hamborg politis it-kriminalitetsenhed op ved Kordewiners lejlighed med en ransagningskendelse og konfiskerede hans computer, mobiltelefon og anden elektronik i deres påståede søgen efter “beviser” på en “forbrydelse”. Han var – og er fortsat – anklaget for: at lægge videoen ud.

Kordewiner og hans værelseskammerat fortalte Gatestone om ransagningen, der fandt sted kl. 6:45. De fortalte, at da de først nægtede at åbne døren, tvang politiet døren op – og gennemsøgte endda værelseskammeratens rum, selv om det tilsyneladende ikke var dækket af ransagningskendelsen.

“Politibetjenten sagde, at han også kunne søge efter SD-kort (sikre digitale kort)”, fortalte værelseskammeraten til Gatestone. “Mens han rodede gennem bøgerne på min reol, sagde han, at han kunne endevende min lejlighed. Han bad mig slappe af.”

Ifølge ransagningskendelsen er Kordewiner anklaget for at have “invaderet” mordofrets “privatsfære” og have overtrådt den tyske straffelovs §201a. Denne såkaldte “paparazzi-paragraf” – en lovgivning, der blev iværksat af Heiko Maas (nu Tysklands udenrigsminister), der som justitsminister var ansvarlig for Tysklands internet censurlov – er relativt ukendt og benyttes sjældent. Den blev vedtaget i 2015. Loven gør det blandt andet ulovligt at tage billeder, der “viser nogen i en hjælpeløs situation”. Loven skulle angiveligt beskytte ofre for trafikulykker fra at blive filmet af nysgerrige tilskuere, men den var allerede meget omstridt, da den blev debatteret i 2014, og journalistforbund kritiserede den for at bringe pressefriheden i fare.

Da det tyske parlament debatterede loven, var Ulf Bornemann en af de ti eksperter, hvis mening om emnet blev hørt. Han var direktør for Hamborgs offentlige anklagemyndigheds afdeling for “Had og opildning”. Det tidligere parlamentsmedlem og medlem af den østtyske borgerrettighedsbevægelse Vera Lengsfeld skrev dengang, at Bornemann var den eneste, der tog loven til sig uden betænkeligheder. Ifølge hende skulle han have sagt: “Hvorfor skulle man beskytte en formodet opildners data?”

I en skriftlig erklæring hyldede Bornemann censurloven for at sende “et klart politisk budskab om, at myndighederne er villige til at handle over for hadforbrydelser i de sociale netværk.” Bornemann var også med i den gruppe, der ransagede Kordewiners lejlighed.

Den angivne årsag til ransagningen – brud på privatlivets fred – er noget tvivlsom. Man kan kun se ofrets fødder på videoen, og man ser dem kun et kort øjeblik. Som avisen Hamburger Abendblatt påpegede, er optagelsen “utydelig, taget på afstand, og man kan ikke identificere nogen”.

Den tyske avis Welt lagde i mellemtiden en video på nettet, der viser nærbilleder af ofret – noget, der ikke ansporede statsanklageren til at reagere. Den vigtigste forskel på de to videoer er tilsyneladende den mundtlige kommentar om halshugningen i Daniel J.’s video. Det påståede brud på “privatlivets fred” virker i så fald som et påskud.

“Halshugningen”

“Vi kommenterer ikke på det rygte”, sagde statsanklager Nana Frombach til Gatestone, da vi udspurgte hende om halshugningen. Det eneste, som hun var villig til at indrømme, var, at barnet havde lidt af “alvorlige halsskader”. Da Gatestone nævnte, at §201a ikke kunne anvendes på den pågældende video, eftersom den ikke viste nogens ansigt, svarede hun, at det “ikke var besluttet endnu”, og at ransagningen var baseret på en “indledende mistanke”. Gatestone nævnte herefter, at Kordewiner, fremfor at uploade videoen anonymt (hvilket ville have været let for ham at gøre), havde uploadet den til sin YouTube kanal sammen med sit fulde navn og adresse, hvilket gjorde ransagningens erklærede mål om at “finde beviser” ikke alene ude af proportioner, men også fuldstændig unødvendig. Frombach sagde, at hun ikke måtte “kommentere på detaljer fra en igangværende efterforskning”, men at hun kunne “garantere”, at ransagningskendelsen var blevet “godkendt af en dommer”.

Hvordan skal journalister kunne rapportere nyheder med en sådan censur? Ville det være ulovligt at filme fra et terrorangrebs gerningssted? Frombach sagde, at hun “ikke kunne sige”, hvorvidt det stadig ville være lovligt i vore dages Tyskland. “Jeg kan kun bedømme specifikke sager, ikke sager, der ligger ude i fremtiden”, sagde hun.

Den liberale internetside Achse des Guten (Godhedens Akse) var det første medie, der rapporterede om ransagningen. Avisen Hamburger Abendblatt skrev to dage senere:

“Hamborgs statsanklager retsforfølger rasende en blogger, der har offentliggjort billeder fra tragedien ved Jungfernstieg… Ransagningen var baseret på paragraf 201a, en lov, som presserådet og journalistforbundene anser for at være problematisk med hensyn til fri rapportering.”

Abendblatt kritiserede lovens “tågede formuleringer” og “statsanklagerens endnu mere tågede fortolkning” og erklærede: “Loven fastsætter, at der ikke må tages billeder af hjælpeløse personer. Videosekvensen fra mobiltelefonen viser imidlertid ikke sådanne personer.”

Ifølge Abendblatt var kilder “inden for sikkerhedsapparatet” blevet “overrasket” over ransagningerne af bloggerens og Daniel J.’s hjem. Kilderne fortalte, at statsanklageren, der beordrede ransagningerne, havde været “meget optændt på denne sag” og “skød gråspurve med kanoner… det er overraskende, hvor hurtigt ransagningskendelsen blev tilkendt, når man påtænker de mange forhindringer, vi oplever hver dag, selv når det handler om alvorlig kriminalitet.”

I en tilhørende kommentar kaldte Abendblatts redaktør Matthias Iken ransagningen for “idiotisk” fordi “det understøtter højreorienteredes konspirationsteorier”. Han spørger, hvor “forbuddene begynder? Og hvor stopper de?”

Den inkriminerende video er i mellemtiden blevet slettet fra alle tyske internetsider og YouTube kanaler (selv om den stadig kan findes på internetsider, der er uden for de tyske myndigheders rækkevidde).

Censur gav bagslag

Hvis det var myndighedernes plan at censurere nyhederne og holde oplysningen om halshugningen hemmelig, så har det givet bagslag. På grund af artiklerne om ransagningen har tusinder set videoen, og hundredtusinder har hørt om det mislykkede forsøg på censur. Værre for dem, der ville være censorer, er det, at de uforvarende afslørede netop den detalje, som de ønskede at hemmeligholde for offentligheden. Dette skyldes, at ransagningskendelsen – hvoraf en kopi blev givet til Kordewiner – faktisk giver en detaljeret beskrivelse af mordene. Den beskriver detaljeret, at Madou havde “ønsket at straffe barnets mor” og “gøre sit krav om magt og ejerskab gældende”. Med det “formål at dræbe” tog Madou “pludselig” en “kniv fra den rygsæk, som han bar, dolkede barnet i maven og skar dernæst halsen næsten helt over”.

Statsanklagemyndigheden hører under Hamborgs delstatsregering, der består af en koalition mellem socialdemokrater og De Grønne. Delstatens justitsminister Till Steffen er medlem af De Grønne og er i årevis blevet beskyldt for at stå bag adskillige skandaler i sit ministerium. Det forlyder blandt andet, at formodede mordere gentagne gange har måttet løslades fra varetægtsfængsler, fordi deres retssager har varet for længe. Steffen forhindrede i 2016 politiet i at dele billeder af Berlins lastbilsterrorist Anis Amri, mens han stadig var på fri fod, af frygt for, at deling af billeder af mistænkte jihadterrorister kunne opildne til racehad.

Censur i parlamentet

Hamborgs regering forsøger stadig at skjule halshugningen. Det blev tydeligt, da parlamentsmedlemmer fra det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) i maj fremsatte en parlamentarisk forespørgsel om politiets ransagning og detaljerne ved mordsagen. De ønskede blandt andet at få at vide, om barnet var blevet halshugget. Mydighederne nægtede – i strid med deres forfatningsmæssige pligt – at svare. De censurerede også spørgsmålene ved at overstrege hele sætninger. Avisen Die Welt bemærkede: “Det, at en forespørgselstekst og spørgsmålene uden diskussion streges ud” er noget, “der stort set aldrig sker”.

Gatestone kontaktede et af de parlamentsmedlemmer, der havde rejst forespørgslen: Alexander Wolf, for at finde ud af, hvad der nøjagtigt var blevet censureret. Han sendte den originale forespørgsel (de første to sider fra venstre), såvel som senatets svar (side 3, 4 og 5), hvori dele af spørgsmålene var censureret. Enhver hentydning til en halshugning, der muligvis havde fundet sted, var overstreget. Det samme var linket til den første artikel, der havde nyheden om halshugningen og den efterfølgende politiransagning. Wolf fortalte Gatestone følgende:

“Ved udvalget for indre anliggenders møde svarede både senatoren for indre anliggender og den ansvarlige statsanklager meget undvigende på de gentagne spørsmål fra vores ordfører Dirk Nockemann og kritiserede en manglende respekt [for drabsofferet]. Hensigten var efter min mening at skabe en indignation mod udspørgeren blandt de andre parlamentsmedlemmer. Senatoren ønsker øjensynlig at feje sagen ind under gulvtæppet.”

De andre oppositionspartiers ordførere blev også kontaktet af Gatestone: Dennis Gladiator fra Kristendemokraterne (CDU) og Anna von Treuenfels-Frowein fra det midtsøgende Frie Demokratiske Parti (FDP). Treuenfeld-Frowein svarede:

“Offentligheden har selvfølgelig ret til information. For os som et parti, der går ind for retsstatsprincippet, ender personlige rettigheder imidlertid ikke med døden. Vi betragter derfor beslutningen om at overstrege dele af forespørgslen som værende på sin plads. Der er ikke behov for at gøre detaljer fra forbrydelsen offentligt kendt lige nu.”

Gladiator har ikke besvaret Gatestones gentagne forespørgsler om en kommentar.

Det er uvist, hvorfor halshugningen skulle hemmeligholdes. Det er imidlertid blevet tydeliggjort, hvor let de tyske myndigheder kan censurere nyhederne og straffe bloggere, der spreder uønsket information. De har en stor værktøjskasse af love til deres rådighed. Det generer dem tilsyneladende ikke, at den lov, der blev påberåbt, i dette tilfælde udtrykkeligt fastsætter, at den ikke skal anvendes over for “rapportering af aktuelle begivenheder”. Statsanklageren siger imidlertid, at mordsagen – der blandt andet blev fulgt i Frankrig, Indien, Pakistan, Sydafrika og USA — ikke udgør en sådan “aktuel begivenhed”.

Abendblatt skrev: “For Hamborgs justitsministerium er dobbeltmordet et affektdrab, der ikke bør have nogen interesse for offentligheden”.

Stefan Frank er journalist og forfatter. Han er bosiddende i Tyskland.