KLUMME: Findes der menneskeracer? Del IV

Den franske filosof Robert Redeker kommer med et meget overraskende og meget underfundigt svar.

”Lad os huske Darwins læresætning”, skriver Redeker: ”I naturen eksisterer der kun individer. Der er ikke nogen arter eller underarter. Det er kun ord som vi har opfundet for at finde mening i den zoologiske verden.” Og han fortsætter: ”Disse kategorier er intellektuelle konstruktioner, der er opfundet for at gøre naturen forståelig. Det er et tankevækkende udsagn, og hvem havde troet, at Darwin – der skrev Arternes Oprindelse – kunne have fundet på at sige det? Ikke mange, ville jeg tro.

Så racer er ”konstruktioner”? Ja. Men er de til nogen nytte? Svaret afhænger af, om man mener, at disse kategorier har gjort os klogere eller ej, skriver Redeker. ”Har racekategorierne øget vores viden om mennesket og dets biologi og dets økologi? Øger den vores fortolkningsevner indenfor antropologien, sociologien og politik?

Set fra den vinkel er racernes eksistens eller-ikke eksistens et falsk problem. Det virkelige problem går på at racekategorisere mennesker, og i en bestemt ideologisk sammenhæng er en sådan kategorisering meget relevant. Idet den øger den indsigt, vi har i naturen indenfor en given sammenhæng.” Men der er også et aber dabei. Kan troen på racer misbruges. Ja, skriver Redeker.

Det begyndte alt sammen i den bedste mening.

”I slutningen af det 19. århundrede eksempelvis kunne økonomien og socialdarwinisme føre til en bedre forståelse af verden ved at at bruge racekonceptet som en videnskabelig sandhed. Historikerne fortæller os, at mødet mellem de to kan vi takke Herbert Spencer for. Resultatet var dog åbenlyst umoralsk og illusorisk, og det førte til, at tilsyneladende videnskabelige påstande dannede grundlag for styreformer, der skamløst baserede sig på udnyttelsen af de mest sårbare samt omdannelsen af samfundet til alles krig mod alle. Med andre ord det oprindelige naturbarbari.”

Men så kom der en ny kovending, skriver Redeker. Nu blev racismen ikke længere troværdig og mistede al legitimitet. ”Antiracismen er en verdslig religion, skriver han opsummerende. ”Den bygger på et ideologisk grundlag men pynter sig med videnskabens fjer. Den påstår at være videnskabeligt stadfæstet af biologiens seneste udvikling. Men det gjorde dens forløbere som bl.a. Rousseau og de revolutionære (1793-1794) interessant nok ikke. De nøjedes med at påberåbe sig Fornuften med et stort F. Men sjovt nok placerer denne tilsyneladende videnskabelige men i virkeligheden overtroiske religion sig samme sted som før-krigens racismen med dens tro på en videnskab, som havde svaret på alt! ”

Og det er en lidt skræmmende tanke. Man har satset på videnskaben som en neutral referent, en referent der er lige så sikker som matematik. To plus to er altid fire, siger matematikken, og det kan vi forhåbentlig også stole på fremover.

Men videnskab som garant for ”Det Sande” har vi ikke mere. Den efterlader en skræmmende tomhed. Og hvad skal vi udfylde den med? Først og fremmest redelighed, siger Redeker. Og det er bestemt ikke noget dårligt bud.