Klumme: Vi ønsker ikke et multikulturelt miskmask

I begyndelsen af denne måned fremgik følgende overskrift i det østrigske ugeblad Wochenblick: ”Vi ønsker ikke et multikulturelt miskmask.” Artiklen beskriver kortfattet, hvorfor Visegrádgruppen eller V4 landene: Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, tager afstand fra de politiske diktater, der udgår fra Brüssel. Hovedsagligt fordi de ikke ønsker, at EU udvikler sig i retning af et imperium; men skal forblive et fædrelandenes Europa bygget på suveræne stater med hver sin identitet og kristne arv i behold.

Artiklens overskrift et citat af den mest fremtrædende fortaler for national suverænitet og selvbestemmelse, Viktor Orban, Ungarns premierminister, som er kendt for at have erklæret Ungarn for et illiberalt land. Af samme årsag er han blevet udskreget som fascist af de venstreliberale, halv- og helsocialistiske medier og regeringsbærende partier i Vesteuropa. Mod det ”vestlige” hysteri kan man berolige med et udsagn fra George Orwell, som hævder, at skældsordet fascist blot er et bevis på, at de liberale ikke kan lide dine holdninger.

Der er nemlig en ganske indlysende årsag til, at Orban forfægter illiberalismen. Det fremgår i et interview på netmediet, Gateway Pundit, hvor den ungarske historiker Mariá Schmidt løfter sløret for en forståelse for det at være illiberal i Ungarn. Udover at være historiker er Mariá Schmidt generaldirektrice for museet, Terror Háza Múzeum (Terrorens Hus) i Budapest. Museet formidler bl.a. historien om den nationalsocialistiske okkupation, udryddelsen af de ungarske jøder, den sovjetiske efterkrigstid og nedkæmpelsen af Den Ungarske Opstand i 1956. Ikke ubegrundet hævder Mariá Schmidt, at ”… ingen i Ungarn betvivler ligheden mellem de totalitære regimer. Vi har dyrekøbte erfaringer med begge diktaturer og ved, hvad vi taler om.”

Det ungarske folk har nemlig dyrekøbte og brutale erfaringer med totalitære ideologier, hvilket de liberale også burde have; men sådan forholder det sig ikke. For tilbage i året 1989 havde mange ungarere med jerntæppets fald sat deres lid til, at kommunisterne var ude af billedet med tabet af regeringsmagten til de liberale. Men sådan skulle det ikke gå, for de liberale svigtede deres vælgere ved at indgå i regeringsfællesskab med kommunisterne ved valget i 1994. På daværende tidspunkt trak partiet Fidesz grænsen op, om aldrig at ville indgå i et samarbejde eller regeringskoalition med gammelkommunisterne. Fire år senere, 1998, måtte de liberale så udtræde af regeringen grundet mistanke om korruption; men ”Man tilgiver aldrig forrædere”, siger Mariá Schmidt. Liberalisterne gav nok udtryk for at være anti-kommunister, men da magten fristede, skiftede de mening for et samarbejde med de forhadte gammelkommunister.

Med den kommunistiske/socialistiske erfaring i bagagen, har de sidste års valg i Centraleuropa vist, at vælgerne langt fra er tilfredse med den hel- og halvsocialistiske politik, som udstikkes i diktater fra Brüssel. En politik der vel efterhånden og gradvist har undermineret kulturen i et Vesteuropa, som vel dårligt kan kaldes kristent længere. Overfor det kulturelle miskmask står Ungarn fast på at forfægte: Kristendom fremfor religionsrelativisme; Patriotisme fremfor kosmopolitisme; Ægteskab/familiepolitik fremfor kønsrelativisme; Beskyttelse af børn/unge fremfor liberalisering af rusmidler; Grænsebeskyttelse og kristen kultur fremfor den vesteuropæiske og multikulturelle pærevælling.

Denne ungarske erfaring er værd at lytte til og lære af, for Viktor Orban taler med en beroligende realisme og fornuft ind i det postkristne Vesteuropa, hvor de kristne og nationale rødder er ofret til fordel for en utopisk unions- og grænseløs migrationskærlighed. Men enhver med blot den mindste smule situationsfornemmelse i behold bør overveje, om det ikke er den ungarske politik, som bør være vejviser for et fremtidigt, sikkert, samarbejdende og fredeligt Europa, fremfor de socialistiske og liberalistiske verdens- og virkelighedsfjerne drømmescenarier og unionsutopier. Utopier som er lige så fjerne og farlige som de teoretiske socialistiske og kommunistiske utopier, som koldblodigt og uden fjerneste respekt for kulturelle forskelligheder blev påtvunget de måbende befolkninger af Lenin, Mao og Pol Pot.

EU hippiernes våde drømme fører ikke til et menneskabt Paradis; men fører lige lukt ned i det sorte helvede, som allerede nu har vist sit sande ansigt i en ukontrollabel migration, frygt, terror, censur og ustabilitet i Vesteuropa. Men hvad værre er, så har den slået store skel gennem befolkningernes sammenhold og tillid. Som et modsvar står Orbans bundrealistiske tanke for et samarbejdende fædrelandenes Europa, hvor der hersker respekt for familier, grænser og suveræne stater med hver sin identitet og kristne arv i behold. Det er virkelighedens verden og værd at besinde sig på.