Integrationsindustrien buldrer afsted

Den massive indvandring fra Mellemøsten og Afrika har skabt en kæmpestor integrationsindustri med mange tusinde søde, flinke og rare offentligt og privatansatte med en lang snabel i de offentlige kasser. Integrationsindustrien er blevet big business, som flere tusinde danske familier lever fedt af. De har derfor alle en oplagt interesse i at få industrien til at boome. Hvilket de gør med opbakning fra 85 pct. af danskerne og det store flertal i Folketinget.

Når nye muslimske migranter dukker op i Rødby, står hærskarer af hjælpere, socialrådgivere, psykologer, pædagoger og andet godtfolk klar til at overtage ansvaret for deres liv og tvinge dem ind i integrationsindustriens pølsemaskine. Muslimerne er nemlig ofre. Dem er det synd for. Dem kan man ikke stille krav til. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra. Sådan er tænkningen i behandlersystemerne, som gør alt for at forvandle migranterne til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse.

De skiftende regeringer mangler overblik over de mange integrationsprojekter, der kører over hele landet. Alene i 2016 var der afsat 6,1 mia. kr. til integrationsprojekter, som ingen havde et samlet overblik over. I 2017 har de tre største kommuner i landet støttet eller finansieret 113 forskellige ikke-lovpligtige integrationsprojekter til en værdi af 150 mio. kr. Herunder et cykelværksted med det formål at ”skabe glæde og respekt omkring det at cykle” (pris: 250.000 kr.).

Historisk set har der været en voldsom stigning i antallet af de skatteyderbetalte integrationsprojekter, hvor man hele tiden eksperimenterer og prøver noget nyt, dog uden at have tænkt det helt igennem. De forskellige projekter minder om hinanden, og der begås de samme fejl gang på gang. Der er efterhånden så mange penge i integrationsprojekterne, at det i højere grad handler om at have ledelsesretten over et integrationsprojekt end om, hvilken målsætning der skal nås. Mange projekter ender i magtkampe mellem projektledere, organisationer og forvaltninger om, hvem der skal have æren og ressourcerne.

De mange integrationsprojekter gennemføres uden evaluering og erfaringsopsamling. I en lang række tilfælde gennemføres evalueringer af integrationsprojekter for millioner af kroner af de selvsamme projektledere, der modtager skattekronerne. Eftersom integrationsindsatserne enten bliver selv-evalueret eller slet ikke evalueres, er det uvist, hvor meget integration samfundet reelt får for pengene. Konklusionen er jo hver gang, at de muslimske indvandrere er ofre, der konstant har brug for en hjælpende hånd.

Integrationsindustrien beskyttes og forsvares af en hær af lobbyister, som giver de mest hjernedøde begrundelser for, hvorfor det er nødvendigt med de mange virkningsløse projekter, og hvorfor disse ikke evalueres. Her er et par eksempler:

Susanne Kvolsgaard, kontorchef i Odense Kommune: ”Vi har fravalgt evalueringer, fordi vi tror på, at projekterne understøtter kommunens mål, og vi stoler på, at medarbejderne efterhånden godt ved, hvilke projekter, der netop gør det”.

Lise-Lotte Duch, leder af foreningen FAKTI, som hjælper indvandrerkvinder med at tage del i det danske samfund: ”Integrationsindsatsen målsætning følger devisen om, at ingen har godt af at sidde derhjemme”.

Torben Tranæs, økonomisk vismand: ”Det kan godt være, at indsatserne er spild af penge, men det ved vi ganske enkelt ikke. På mange måder er der grund til at tro, at projekterne har en positiv effekt, fordi integration også handler om en sammenhæng mellem de forskellige dele af folks liv”. (Man kunne tro, at en økonomisk vismand er belastet af en større analytisk spændvidde og styrke.)

Kristine Vasiljeva, tidligere økonom i tænketanken Kraka: ”Jeg er skeptisk over for, om f.eks. cykelkurser for indvandrerkvinder har positive effekter, men jeg kan heller ikke med sikkerhed afvise det”. 

Mia Nyegaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune: ”Det er altid svært på forhånd at vide, om noget virker. Spørgsmålet er, om man kan være bekendt ikke at gøre noget – både for samfundets skyld og for den enkelte borger”.

Lobbyisterne er således rørende enige om, at der er fornuft i at fortsætte med at hælde millioner af skattekroner i projekter, hvis effekter er aldeles ukendte. For samfundets skyld naturligvis.

Indvandrervenlige aviser som Berlingske promoverer integrationsbegejstrede konsulenter. Som f.eks. Hans Lassen fra firmaet Sisyfos (www.sisyfos.org), som ”leverer idéudvikling og projektledelse inden for integration og mangfoldighed”, og som fik lov til at præsentere sine fortræffeligheder i Berlingske i en 2 sider lang kronik.

De skiftende regeringer holder integrationshjulet i gang, idet de har en grundlæggende ambition om, at flygtninge skal integreres i det danske samfund. Dette er i strid med paradigmeskiftet, der skulle sikre, at muslimske migranter kun er her i landet på midlertidigt ophold. Men paradigmeskiftet er for længst glemt, og integrationsindustrien buldrer afsted. Den er recessions-fri.

André Rossmann