Der er ingen tvivl om, at danske lønmodtagere og virksomheder er hårdt ramt af coronaudbruddet.Derfor indgik regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om lønkompensation, der holder hånden under mange tusinder danske arbejdspladser.
Og der er ingen tvivl om, at behovet er til stede. Indtil videre har langt flere virksomheder ansøgt om hjælp i forhold til, hvor mange der var forventet.
Og med få dage til lønningsdag, skruer erhvervsminister Simon Kollerup nu op for tempoet, så 9 ud af 10 virksomheder forventes at få udbetalt lønkompensation inden 1. maj.
”Indtil videre har vi sagsbehandlet mere end 20.000 ansøgninger og i gennemsnit udbetalt mere end 100 mio. kroner om dagen, siden den første lønkompensation blev udbetalt. Nu sætter vi ind med en slutspurt, så vi forventer 9 ud af 10 virksomheder får udbetalt lønkompensation inden 1. maj,” siger Simon Kollerup og fortsætter:
”Det håber jeg, vil give ro i maven hos de mange virksomheder, som skal udbetale løn til deres dygtige sofimedarbejderne. Selvfølgelig vil der være nogle ansøgninger, hvor vi bliver nødt til at følge op eller dobbelttjekke oplysninger, men dem regner vi med at være færdige med i midten af maj.”
Erhvervsstyrelsen har ansat mere end 250 medarbejdere for at sagsbehandle de titusinder af ansøgninger til regeringens hjælpepakker. Nu bliver der igangsat en række yderligere initiativer for at sætte fart på udbetalingerne af lønkompensation.
Fakta:
I ordningen gives der følgende kompensation til virksomhederne:
• Funktionærer: 75 % af de samlede lønudgifter, dog maksimalt 30.000 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat.
• Ikke-funktionærer: 90 %, dog maksimalt 30.000 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat.
Medarbejdere behøver ikke være fuldtidsansatte, for at virksomheden kan søge om kompensation.
Ordningen gælder for alle private virksomheder, der lever op til en række kriterier – blandt andet:
• Ordningen gælder for private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af coronavirus, og som derfor står over for at varsle afskedigelser for minimum 30 % af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.
• Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden.
• Medarbejderne skal afholde fem optjente feriedage, afspadseringsdage eller fridage uden løn i løbet af kompensationsperioden. Det gør sig dog ikke gældende for virksomheder, hvor der er aftalt lønnedgang i forbindelse med COVID-19.
• Ordningen gælder også private fonde, foreninger og selvejende institutioner, hvis de modtager mindre end halvdelen af institutionernes ordinære driftsudgifter i offentlige tilskud.
Yderligere informationer og kriterier findes på virksomhedsguiden.dk, hvor der er link til ansøgningsblanketten.
Lønkompensationsordningen gælder fra og med 9. marts til og med 8. juli 2020. Alle virksomheder, der har søgt og lever op til kravene for lønkompensation, får del i støtten fra staten.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)