Østjyllands Politi modtog torsdag anmeldelse fra en mor, hvis datter sammen med en veninde var blevet kontaktet af en mand, som havde gjort dem utrygge.
Moderen fortalte, at hendes datter på otte år og dennes veninden omkring kl. 13.40 havde været på vej hjem fra skole, da de blev kontaktet af en mand på Bispehavevej i Hasle mod bagsiden af City-kirken. Manden var kørt op på siden af pigerne, steget ud af en bil og sagt noget der lød som ”kom”. Pigerne var blevet forskrækkede og var hurtigt kørt hjem.
Manden beskrives som:
175 cm høj
Mørk i huden
Havde et stort hvidt skæg
Almindelig af bygning
Iført rød, sort og hvid trøje
Kørende i en grøn, ældre stationcar
Senere torsdag kom der endnu en anmeldelse med en mand, der svarede til beskrivelsen. En kvinde havde stået i haven på Vibyvej i Åbyhøj, mens hendes børn legede ude ved vejen. Omkring kl. 19.00 standsede en bil ude på vejen. Kvindens børn kom kort efter og fortalte, at en mand havde sagt ”kom” til dem, og kvinden gik derfor ud til vejen. Her åbnede manden ved bilen døren til bagsædet og viste en masse enhjørningebamser og sagde noget om bamser. Kvinden sagde, at det skulle de ikke have noget af og gik med børnene ind i haven igen.
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden eller andre, der kan have oplysninger om ham, på tlf. 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)