Forkerte udstedte bøder skal betales tilbage
Politiet er blevet opmærksom på, at der er udstedt bøder på et forkert grundlag i forbindelse med nogle hastighedsmålinger, der er foretaget i perioden fra januar 2015 til den 26. juli 2019 på strækningen fra lysreguleringen ved Guldborgsundcenteret i Guldborgsund og 300 meter frem på Brovejen i vestlig retning. Disse bøder bliver nu tilbagebetalt.
På Brovejen er der fastsat en hastighedsgrænse på 60 km/t, som er korrekt tilkendegivet ved C55 tavler frem til lysreguleringen ved ind- og udkørsel til Guldborgsundcenteret. Men efter lysreguleringen var der i perioden ikke korrekt skiltet med hastighedsbegrænsningen på 60 km/t. Det betød, at hastighedsgrænsen reelt var 80 km/t på strækningen fra lyskrydset og 300 meter frem til korrekt skiltning.
Politiets fotovogne har fra januar 2015 til 26. juli 2019 foretaget en række hastighedsmålinger, hvor politiet fejlagtigt tog udgangspunkt i en hastighedsbegrænsning på 60 km/t, som rettelig var 80 km/t. Dette er illustreret på det vedlagte kort over strækningen.
Alle bliver kontaktet
Alle borgere, som er blevet idømt en bøde og eventuelt et klip eller en frakendelse som følge af en hastighedsovertrædelse på strækningen i perioden fra januar 2015 til 26. juli 2019 vil automatisk blive kontaktet af politiet inden den 1. august 2020. Det er derfor ikke nødvendigt at kontakte politiet af egen drift.
Der er i perioden udstedt i alt 456 forkerte bøder, der blandt andet har resulteret i 48 domme. Det vil blive sikret, at bøderne vil blive tilbagebetalt. Urigtige klip og frakendelse af førerretten som følge af fejlmålingen vil også blive korrigeret.
Hvornår tilbagetales pengene?
Det er Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, som står for udbetalingen af pengene.
– Vi vil arbejde så hurtigt, som vi overhovedet kan, men der må forventes en vis sagsbehandlingstid grundet antallet af sager, som nøje skal gennemgås for at få rettet op på fejlen. Særligt hvis man har fået en dom, kan det tage lang tid, da der er særlige procedurer, som skal overholdes, når domme skal ændres. Men vi gør alt, hvad vi kan for at rette op på denne fejl så hurtigt som muligt, og vi beklager naturligvis meget de gener fejlmålingerne kan have medført, siger chefanklager Flemming Petersen.
Eventuelle spørgsmål
Politiet kan kontaktes på følgende måde:
Hvis der er spørgsmål om egen sag, hvor der ikke er modtaget eller betalt et bødeforelæg, kontaktes Automatisk Trafikkontrol på telefon 70 20 14 71.
Hvis der er spørgsmål om egen bøde, som allerede er betalt, eller hvis der er en igangværende afdragsordning, kontaktes bødekontoret på telefon 70 20 14 49
Hvis der er spørgsmål i forbindelse med selve udbetalingen af pengene, kontaktes regnskabsafdelingen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, v/ økonomichef, Malene Skafte Møllgren, på telefon 41 32 82 56.
Hvis der er spørgsmål om din egen dom, kontaktes specialkonsulent Iben Grønbæk, på telefon 41 32 87 64
24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.
Vær med til at sikre avisens fremtid
29,-/uge Mindstepris 749,- Adgang til arkivet Avisen på mail Ingen reklamer Adgang til alle artikler Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md. | 19,-/uge Mindstepris 989,- Adgang til arkivet Avisen på mail Ingen reklamer Adgang til alle artikler Min. abonnementsperiode: 1 år – kun 989kr. pr. år Spar 1560 kr. |
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)