Bag euforien over det rekordstore antal studiepladser

Erhvervslivet samt uddannelses- og forskningsministeren glæder sig over, at flere unge end sidste år er blevet tilbudt studiepladser på de videregående uddannelser, skriver Berlingske.

Midt i euforien glemmer både politikerne, medierne og erhvervslivet virkeligheden på uddannelsesområdet i dette land. Og den er, at 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke bør optages på universiteterne.

Universiteterne er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium.

Med det voldsomt stigende antal nye studerende er det en selvfølge, at det faglige niveau falder i takt med, at flere fagligt uegnede studerende optages. Universiteterne bruger også et helt semester på at lære de studerende det, som de burde have med fra gymnasiet.

Man vurderer, at maksimalt 20 pct. af en ungdomsårgang bør tage en videregående uddannelse. Det store optag af fagligt svagt funderede elever betyder, at på tværs af uddannelserne er frafaldet blandt alle landets førsteårsstuderende typisk omkring 14 pct. På flere uddannelser er frafaldet typisk omkring 30 pct. i snit.

Af en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 10.000 førsteårsstuderende, der er foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), svarede 23 pct. af de studerende, at de i høj eller i nogen grad ”ofte er flov over, at de ikke kan tilegne sig selv simpelt stof på uddannelsen”. Hver fjerde studerende begynder altså sit studieliv med en oplevelse af utilstrækkelighed og af at burde vide mere, end tilfældet er.

Fra politisk side bliver universiteterne målt på, hvor mange studerende de får gennem systemet. Ledelserne er derfor mere optaget af at optimere institutionernes økonomi end at varetage samfundets interesser, for taxametertilskud til universiteterne bevilges på baggrund af antallet af færdiguddannede dimittender.

Fokus på universiteterne er ganske logisk på at få så mange halvstuderede røvere igennem så hurtigt som muligt ved at sænke beståelseskravene og give relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum.

Hertil kommer, at universiteterne i det halvsocialistiske Danmark betragtes som en socialpolitisk foranstaltning, der skal fremme politiske mål som lighed og social mobilitet. Det får konsekvenser for uddannelsernes kvalitet og indhold og dermed også for de studerendes og samfundets vidensniveau.

Det er indlysende, at hvis man i jagten på lighed giver alle adgang til uddannelser uden at tage hensyn til deres evner og forudsætninger for at beskæftige sig med uddannelsernes faglige indhold, vil kvaliteten af uddannelserne dale, idet de faglige krav må sættes ned for at få alle med.

Medierne fremhæver, at der i år er optaget 1.380 flere på STEM-uddannelserne. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at uddannelsessnobberiet fortsat får de unge til at klumpe sig på kun fire uddannelser: medicin, psykologi, jura og statskundskab.

Resultatet er et stigende problem med dimittendledighed, idet man bliver ved med at optage flere unge på uddannelserne, selv om der ikke er et arbejdsmarked til dem efterfølgende. Antallet af ledige dimittender fra landets universiteter er siden 2013 vokset fra 4.000 til 6.000 personer, og hver femte nyuddannede akademiker er fortsat ledig 26 uger efter at have afsluttet uddannelsen.

I nov. 2019 sagde direktøren for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske: ”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg også sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”.

Den store arbejdsløshed blandt nyuddannede akademikere skyldes, at universiteterne ikke er i stand til at matche de specifikke kompetencer, som arbejdsgiverne har brug for og leder efter. Der har gennem tiderne været gjort diverse tiltag for at sikre bedre overensstemmelse mellem kandidaters kompetencer og erhvervslivets behov, men det er aldrig lykkedes – blandt andet fordi erhvervslivets behov ændrer sig hurtigere, end det tager at få en kandidatgrad. Hvad mere er, ændrer kompetencekravene sig nu så hurtigt, at meget af den viden og de færdigheder, som akademikere får på universitetet, reelt er forældet allerede, når de dimitterer.

André Rossmann