Klumme: Danmarks ubegavede immigrationspolitik

Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet immigrationspolitik. Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer Danmark fattige analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, som ikke kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. Pris: 33 mia. kr. netto årligt frem til 2100.

Indvandring er ikke alene en styrke for et lands økonomi, men ofte en nødvendighed. Er indvandrere velkvalificerede og tilpasningsdygtige, kan de klare sig selv på et avanceret arbejdsmarked, bidrage til samfundet, lære det lokale sprog og skikke og leve fredeligt samen med landets øvrige borgere, repræsenterer de en gevinst.

Til forskel fra kloge lande som Canada, USA og Australien, som kun importerer velkvalificerede, tilpasningsdygtige og topmotiverede indvandrere, har Danmark valgt at importere fattige muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika, der søger personlig lykke i europæiske lande, som de hverken forstår eller ønsker at høre hjemme i.

Screening strider mod dansk lighedstankegang

Når befolkningen i Canada, USA og Australien fortsat bakker op om indvandring, skyldes det en omhyggelig, selektiv udvælgelse og sikkerhedsvurdering af alle indvandrere. Embedsmændene udvælger udelukkende hele familier og enlige kvinder, der skønnes at være tilpasningsdygtige og integrationsvillige.

Den omhyggelige screeningsproces i de tre lande betyder, at man modtager supermotiverede indvandrere, som fra dag 1 er bevidst om nødvendigheden af at tilpasse sig værtslandenes forhold. Det er derfor indvandrere selv, og ikke det offentlige, som det er tilfældet i Danmark, der er drivkraften bag integrationen.

I Danmark betragtes screening og selektiv udvælgelse af indvandrere som særdeles kontroversiel. Danskerne er ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ganske enkelt ikke om tanken om, at nogle flygtninge og migranter skal være ”mere egnede” end andre. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage.

Resultatet er, at Danmark til forskel fra de kloge lande importerer analfabeter og halvanalfabeter med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. De frister en kummerlig tilværelse som sociale klienter på evig offentlig forsørgelse, og worst case ender de som medlemmer af indvandrerbander eller bliver radikaliseret.

Selvforsørgelse fra dag 1

Canada, USA og Australien er gode til at integrere flygtninge og indvandrere på en måde, som i dansk optik kan virke barsk. Modellen kaldes ”float or sink”. Man bliver tvunget til at tage et job, og hvis man kan klare sig på arbejdsmarkedet, bliver man integreret. Indvandrere har adgang til mange jobs til lavere lønninger, for der står ikke nogen 3F i vejen for, at man kan komme i arbejde til 20-40 kr. i timen. Ofte er det nødvendigt at have to eller tre lavtlønnede job for at overleve.

De indvandrere, der kommer til Canada, USA og Australien, får at vide, at de selv har ansvar for deres økonomiske og sociale overlevelse og integration, og at de har pligt til at blive selvforsynende fra dag 1. Hvis de ikke magter det, går de til bunds eller tvinges til at rejse ud af landet.

Velfærdsstaten er i vejen for integrationen

Til forskel fra Danmark hører hjælp til flygtninge og migranter i lande som USA, Canada og Australien civilsamfundet til. Det er det civile samfunds engagement i modtagelses- og integrationsprocessen for flygtninge, der sikrer en vellykket integration. I Danmark står den magtfulde integrationsindustri derimod i vejen for integrationen. Industriens behandlere ser det som deres mission at fratage flygtninge og migranter ansvaret for sig selv og deres nærmeste, forvandle dem til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse.

Det er påfaldende, at indvandrere i Canada, USA og Australien ikke har ret til at komme med særkrav. I de tre lande er der til forskel fra Danmark ingen særbehandling af religiøse hensyn, og offentlige skoler, institutioner og arbejdspladser må ikke bruges til at missionere for islam. Det er også bemærkelsesværdigt, at de integrationsvillige indvandrere ikke føler trang til at skille sig ud med religiøs påklædning eller påtvinge værtssamfundene egne sociale normer eller spisevaner. Indvandrerne vil ikke som de muslimske indvandrere i Danmark ændre værtssamfundene, men gøre dem rigere.

I Danmark taler man meget om, at flygtninge og indvandrere skal forsørge sig selv, men i Folketinget er der ikke politisk vilje til at indføre en egentlig indslusningsløn eller slippe løndannelsen fri. Fagbevægelsen er ganske enkelt ikke interesseret i at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og migranter.

Miseren på immigrations- og integrationsområdet fortsætter, fordi danskerne støtter den ubegavede immigrationspolitik. Af uransagelige årsager mener flertallet i befolkningen, at der er fornuft i at stemme på de partier, der ser en fordel i at importere analfabeter fra Somalien, stammefolk fra Afghanistan eller gedehyrder fra Syrien – kort sagt folk, som på alle niveauer er inkompatible med og vender ryggen til det moderne danske samfund.

Asylstrømmen fra de muslimske lande i Mellemøsten og Afrika med tilhørende familiesammenføringer fortsætter langsomt, men støt på trods af de skiftende regeringers opreklamerede stramninger. I 2019 kom der 2.716 asylansøgere til Danmark, mens der til og med juli i år kom 834.

Problemerne vokser år for år og det gør regningen også. Det støt voksende antal muslimske indvandrere og den ressourceslugende integration sætter kommunernes økonomi under voksende pres og nødvendiggør drastiske nedskæringer og besparelser. Mens der ikke er penge nok til sårbare, skrøbelige og syge danskere, bruger politikerne og kommunerne 33 mia. kr. netto årligt på den perspektivløse integration af muslimske indvandrere. Dem skal der ikke spares på.