Om præster og ytringsfrihed

Den koranklods vi ser multipliceret i bybilledet, for at undgå terror, har taget permanent plads i mange folks bevidsthed.

For blot halvanden måned siden mistede tre franske kirkegængere livet i et terrorangreb i Nice: På grusomste vis blev halsen skåret over på dem, som det var sket blot to uger forinden på den franske skolelærer, Samuel Paty.

Selvom hver eneste af de grusomme terrorhandlinger burde mødes med samme retfærdige harme, protest og krav om politisk handling har der hos mange nærmest bredt sig en terror-fatigue: enten fordi de med den frekvens, terrorhandlingerne bliver begået, nærmest opfatter det som trivielt nyhedsstof, eller fordi andre ærgrer sig over, at deres narrativ om kulturberigelsen ved indvandring og multikulturalisme således bliver udfordret den ene gang efter den anden.

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at terror virker.

Frygten for at dele skæbne med Samuel Paty, Dan Uzan,

Finn Nørgaard og alle andre ofre for de seneste års terror får overalt helt almindelige mennesker til at tænke over følgerne af deres helt almindelige aktiviteter, som at bruge deres grundlovssikrede ret til at ytre sig kritisk om et emne, at bruge relevant dokumentation i en undervisningstime, at lave sjov, bringe satiriske tegninger i en avis, at benytte sig af offentlig transport, at gå til koncert og i kirke, osv..

Således har den koranklods vi ser multipliceret i bybilledet, for at undgå terror, for manges vedkommende taget permanent plads i deres bevidsthed.

Det seneste eksempel på sidstnævnte stammer fra Korsløkke Sogn ved Odense, hvor det netop afgåede menighedsråd i et brev til biskop Tine Lindhardt havde ytret frygt for, at den i deres øjne kontroversielle præstevikar, Massoud Fouroozandeh, kunne anspore islamiske fanatikere fra det nærliggende Vollsmose til at begå terrorhandlinger i Vor Frelsers Kirke, hvor Massoud er tilknyttet.

Ifølge Fyens Stiftstidende anfører menighedsrådet i deres brev flere grunde til deres utilfredshed med både præst og biskop – grunde, som jeg hverken kan eller vil beskæftige mig med på denne plads; her vil jeg alene anfægte den stærkt uheldige signalværdi, at man så åbenlyst skilter med at ligge under for Voldsmandens Veto.

Massoud Fouroozandeh er ikke en gennemsnitlig dansk sognepræst:

Han blev som rettroende muslim først omvendt som voksen og har således kristendommens lære ligeså præsent, som vi andre har færdselsreglerne efter en teoriprøve – ikke mindst tager han den kristelige missionsbefaling meget alvorligt.

Alene citatet på hans hjemmeside ”Elsk dit medmenneske men vær kritisk overfor undertrykkende ideologier” indikerer, at her er en præst, der kender indgående til islam og som ikke lægger op til dialog-kaffe – hvor man nærmest med Djævlens vold og magt skal finde ligheder de to religioner imellem; ligesom det næppe er Massoud, der inviterer imamer til at prædike i den danske folkekirke.

Det skal han have varm tak for.

Massoud selv har tværtimod argumenteret for, at vi skal erkende forskellene mellem kristendom og islam og missionere blandt vore nytilkomne muslimske medborgere: De har brug for at blive introduceret til kristendommen og forstå, at (…) ”islam ikke er en spirituel religion, men snarere en krigerisk og politisk ideologi…” som han fortalte til Berlingske, d. 14. dec. 2020.

På Facebook har præsten ytret sig frit – og ind imellem i misforståelige vendinger: ”Let us make Denmark clean again” gav uheldige konnotationer, indtil Massoud fik forklaret, at det alene handlede om, at give islam tiltrængt modstand ved at forkynde det kristne evangelium for alle, uanset hudfarve.

Det er her flertallet af danske folkekirkepræster svigter. Det forekommer, at man helt har glemt, at man også forpligter sig på at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse” og i stedet har kastet alle kræfter ind på tværkulturelt og inter-religiøst brobyggeri. Og det lyder da også nydeligt.

Massoud er en havkat i hyttefadet, et benspænd mod tidens konsensus og politiske korrekthed, men hvis han fra prædikestolen forkynder Guds ord rent og purt, dvs. uden at politisere, er det umiddelbart svært at anfægte hans bramfri tale og provokationer på en privat facebook-profil. Det lyder mere som en smagssag.

Og kunne hans kontante kritik af islam anspore til terror?

Muligvis. Men terror rammer jo hvor som helst, og når vi mindst venter det: det er jo netop terrorens væsen at stresse os ved usikkerheden om næste anslag. Og at få os til at dukke nakken.

I stedet for at lade os lamme af frygt og efterkomme terroristens perverse ønske om at berøve os vores livskvalitet – i værste fald vores kære – må vi besinde os på, hvem vi ønsker at være, hvad vores frie samfund indebærer, og hvad de kristne blandt os selv tror på.