På Københavns Professionshøjskole uddannes nogle af Danmarks mest kompetente naturfagslærere med den særlige naturfagsprofil ASTE (Advanced Science Teacher Education). Skolelærere med denne uddannelsesmæssige baggrund står særligt godt rustet til at udvikle naturfagsundervisningen fremadrettet, og de er derfor eftertragtede på de danske skoler.
ASTE vælges som studieretning af de studerende, der har en særlig interesse i naturfagene og matematik.
Bag udviklingen af ASTE spiller én underviser en helt central rolle, Jens Aarby, som med sin smittende passion for naturfagene og naturfagsundervisningen formår at engagere næste generation af biologilærere, geografilærere, matematiklærere og fysik-/kemilærere.
Jens Aarbys arbejde med den naturfaglige dannelse af lærerne er med til at forme naturfagsundervisningen i hele Danmark. For dette arbejde belønnes han nu med Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen 2021. Prisen er på 250.000 kr.
»I mit arbejde tænker jeg meget over, at det hele handler om børnene. Jeg skal uddanne lærere, så de kan tage sig af børnene på en god måde, og det kræver glade lærere, der selv er passionerede for det fag, som de underviser i. Det er det, som jeg prøver på at skabe hver eneste dag, når jeg går på arbejde,« siger Jens Aarby.
Naturfagsundervisning skal tage udgangspunkt i børnenes verden
Jens Aarby mener, at en vigtig del af hans tilgang til at undervise næste generation af naturfagslærere faktisk ikke handler om, at de skal undervises i at kunne videreformidle et givent pensum.
I stedet skal de være opmærksomme på, hvad der foregår i verden, så de kan bruge det i deres undervisning på en engagerende måde. Det kan dreje sig om coronavirus, mRNA, affaldsforbrænding, de 17 verdensmål eller børnenes egen interesse i naturen og naturfagenes indhold.
»Den opmærksomme lærer tager udgangspunkt i børnene, og hvor de er, og at de lærer at forholde sig empatisk og oplyst til verden. Naturfag skal være anvendelige, for at de kan være interessante,« siger Jens Aarby.
Skubber hele professionshøjskolen fremad
Institutchef Lis Madsen fra Københavns Professionshøjskole indstillede Jens Aarby til Novo Nordisk Fondens pris, og hun er stolt over at have en så kompetent underviser ansat.
»Jens er først og fremmest en rigtig dygtig underviser, som engagerer sine studerende, men han er også meget proaktiv, og det har medvirket til, at mange kommende skolelærere ender med at vælge ASTE-profilen i deres uddannelse, selvom de måske kommer med en intention om at skulle undervise børn i helt andre fag,« siger Lis Madsen.
Lis Madsen mener, at det er vigtigt for Københavns Professionshøjskole at have en underviser som Jens Aarby, der hele tiden ser og skaber nye muligheder i undervisningen, så den ikke står i stampe, men bevæger sig med udviklingen i samfundet.
»Det er med til at flytte hele institutionen, at vi har Jens, der er innovativ, ser muligheder og hele tiden puffer til os andre, så vi også kan flytte os og skabe mere kreative undervisningsmiljøer, der kan inspirere de kommende skolelærere til at gøre det samme,« siger Lis Madsen.
Naturfagsundervisningen væk fra bøgerne
Af de 250.000 kr., der følger med prisen, modtager professionshøjskolen de 200.000 kr., som kan benyttes til udvikling af den naturfaglige undervisning.
Lis Madsen fortæller, at de på Københavns Professionshøjskole endnu ikke har lagt sig endeligt fast på, hvad beløbet konkret skal bruges til, men at de gør sig deres tanker. Den grønne omstilling er en vigtig dagsorden i øjeblikket, også på læreruddannelsen. Lis Madsen tænker, at det vil være oplagt at bruge pengene til at understøtte den dagsorden.
»Jeg kunne godt tænke mig, at vi udvikler et fysisk laboratorium for naturfagsundervisningsudvikling, hvor de studerende og undervisere udvikler undervisningsforløb i samarbejde med vores praktikskoler. Det vil sige, at de studerende hos os får erfaring med at udvikle og opfinde praktisk undervisning, som blandt andet relaterer sig til den grønne omstilling,« siger Lis Madsen.
Om Novo Nordisk Fondens pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen
Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen er målrettet engagerede og dygtige undervisere på læreruddannelsen, som underviser i undervisningsfagene natur/teknologi, fysik/kemi, biologi, geografi og matematik. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats med at uddanne og kvalificere landets fremtidige naturfaglige grundskolelærere.
Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen uddeles årligt. Hver pris består af en sum på 250.000 kroner, hvor 50.000 kroner er en personlig pris, mens 200.000 kroner går til professionshøjskolen. Hvis prisen gives til et team, modtager prismodtagerne hver DKK 25.000. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, eksempelvis til indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar eller udviklingsprojekter. Prisen uddeles til en underviser efter indstilling fra dennes uddannelsesleder, rektor eller dekan.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)