Klumme: Borgerrettighedsbevægelsen i USA har mistet al troværdighed 

I forgangne uge fandt retten i Minneapolis politimanden Derek Chauvin, som er hvid, skyldig i alle tre anklagepunkter i forbindelse med den sorte amerikaner, George Floyds, død. Borgerrettighedsbevægelsen og sorte amerikanere i USA vandt retssagen i Minneapolis, men tabte al troværdighed.

Ædruelige jurister kan være uenige i juryens afgørelse og de fleste kommentatorer havde nok regnet med enten frifindelse eller skyldig i det mindst graverende af de tre anklagepunkter, nemlig vold med døden til følge. Sagen havde vakt stor opmærksomhed og ført til årelange voldelige demonstrationer og civil uro i næsten alle USA’s storbyer, med store økonomiske tab og 31 døde til følge. Samt politiske anklager fra borgerrettighedsledere og Black Lives Matter om systemisk racisme i USA generelt og i politiet specielt og dertil følgende nedskæringer i politiets budgetter.

Der kom ikke under retssagen beviser frem om Chauvins påståede racisme. Tværtimod blev det dokumenteret, at Floyds anholdelse var forsvarlig, og at den anholdte ikke blot voldeligt modstte sig anholdelsen, men var så påvirket af fentanyl, at hans død hovedsageligt skyldtes den af fentanyl forårsagede opsvulmning af lungerne, som var 3 gange så store som normalt og førte til døden ved kvælning. Som retsmedicineren sagde: Hvis Floyd var blevet fundet død hjemme i sengen, ville dødsåsagen været blevet kategoriseret som en overdosis.

Hele verden drog et lettelsens suk, da Chauvin blev dømt. Ikke fordi retfærdigheden skete fyldest, for det kan som sagt diskuteres, om Chauvins anholdelse af en kriminel, som var så voldelig og så høj på narkotika, at han ikke kunne trække vejret, en omstændighed Chauvin ikke kunne have kendskab til, samtidig med at han bevisligt kaldte på en ambulance til Floyd, udgjorde så hensynsløs adfærd, at det retfærdiggør, at han nu skal i fængsel resten af sit liv.

Som vi siger i foldboldsporten: hårdt dømt.

Og lettelsen skyldtes heller ikke, at BLM og Antifa aktivisterne fik ret i at kalde USA’s system for racistisk, for det gjorde de jo nemlig ikke – deres ”racistiske” system havde jo nemlig lige sendt deres ”racistiske” politibetjent i kachotten for livstid. Nej, vi åndede alle lettet op, fordi borggerretighedsforkæmperne med BLM og Antifa i spidsen i næsten et år siden Floyds død i maj 2020 havde terroriseret USA’s storbyer med vold mod både civile og politi, ildspåsættelse af offentlige og private bygninger og indtagelse af hele byområder som ”autonome” zoner (f.eks. i Seattle), mens de overvejende Demokratiske myndigheder passivt havde set til og politikere på højeste plan, inklusive Kamala Harris, som er farvet og nu vicepræsident i USA, opfordrede pøblen til at holde fast og organiserede indsamlinger til at betale kautionen for de-alt for få-fængslede.

Og vi åndede lettet op, fordi borgerretsforkæmperne åbent havde truet med, at hvis de ikke fik den dom, de ville have, nemlig skyldig i drab, ville vi få så megen ”civil uro”, som det eufemistisk hedder i dagen politisk korrekte terminologi, at det forgangne års mord og ildpåsættelser ville se ud som et fastelavn-party.

Mest af alt åndede vi lettet op, fordi selveste USA’s præsident, Joe Biden, efter at have forsvaret en af de mest radikale forkæmpere for borgerrets-aktivisterne, Maxine Waters, som var taget til Minnesota for at opfordre demonstranterne, der allerede havde godt gang i ildspåsættelserne, tyverierne og volden mod politiet, til at blive voldelige, eller som hun sagde mere ”konfrontatoriske”, selv pippede op og før domfældelsen offentligt sagde, at for ham der ikke nogen tvivl om politimandens skyld, for bevisbyrden var ” overvældende”. Når selve USA’s præsident siger det, så er rammen for domsfældelsen ligesom sat, ikke?

I de gode gamle dage i 1920’erne, hvor der virkelig var racisme og racister i USA, var det en yndet taktik for Ku Klux Klan at intimidere juryer, som risikerede at dømme hvide mænd for forbrydelser mod sorte, ved ildspåsættelser, vold, afbrænding af kors både foran retsbygningen og ved jurymedlemmernes hjem, vold mod vidner osv., mens politiet passivt så til. Og det virkede. I en sådan grad at USA’s højesteret i flere tilfælde har måttet erklære domme fra sådanne retshandlinger for ugyldige.

I Minneapolis måtte politimanden, Derek Chauvin, opgive at bo i sit eget hjem mens retshandlingen stod på grundet voldelige demonstrationer. Et vidne fik kastet et blodigt grisehoved mod sin dør, den lokale avis offentliggjorde ”profiler” af alle jurymedlemmerne og byen Minneapolis indrømmede sin skyld (dvs. Chauvins) før domfældelsen og indgik ”forlig” med Floyds efterladte til den beskedne sum af 27 millioner dollars.

Kan I se sammenhængen? Kan I se, hvordan USA’s Demokratiske establishment gjorde en uvildig, retfærdig dom i Minneapolis urealistisk fra starten, ligesom racisterne i 1920’ernes Deep South – som i øvrigt også den gang var medlemmer af det Demokratiske Parti- også umuliggjorde retfærdighed for deres sorte medborgere?

Det Demokratiske parti har revet bindet fra vores øjne, fordi det ikke længere hverken kan eller vil tage afstand fra borrgerrettighedsbevægelsens extremisme.

Og borrettighedsbevægelsen har mistet al troværdighed og sit hidtil bedste argument, nemlig at den var et offer for onde racistiske hvide mennesker, og at BLM og Antifa blot var nogle unge brushoveder, som sommetider gik lidt over stregen.

Men nu går den ikke længere, Granberg. Ingen kan i dag troværdigt hævde, at borgerrettighedsforkæmperne, det neo-Marxistiske BLM, det voldelige, anarkistiske Antifa og det Demokratiske Parti ikke er eet og det samme. Hvorfor og hvordan det er kommet så vidt og hvad det fremtidigt kommer til at betyde for USA, for sorte amerikanere og for Biden-regeringen kommer jeg ind på i min næste blog med overskriften ”USA’s Kulturrevolution-Amerikas Mao Moment”.